Forfatter: Anne Elsøe
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2023
Antal sider: 175 sider
(Sværhedsgrad: Letlæselig)
Målgruppe: Tiltænkt forældre med børn i 0-3-årsalderen
Anmelder: Inger Hallgren Bünger, sundhedsplejerske i Ballerup
Forfatteren er gift med Morten Elsøe og daglig leder af Madro instituttet, hvor hun formidler MADRO principper, holder foredrag mm. Hun er familievejleder og cand. scient i kemi og udd. vanecoach.
Bogen er opdelt i seks kapitler, der bl.a. omhandler opstart på skemad, hvem der bestemmer hvad ved bordet, mod på mad, forventninger og praktiske råd. Der er mange billeder, indrammede råd, farveskift på siderne, og hvert kapitel ender med en indrammet opsamling: Hvad tager du med fra kapitlet? Designet til travle småbørnsforældre.
Bogen indeholder mange af de elementer, vi som sundhedsplejersker via vores vejledning dagligt formidler til forældre ved 4-6 mdr. besøg. Bogen er flere steder upræcis f.eks. i forhold til opstart af skemad til præmature, vitaminer og jerntilskud, vegansk mad til mindre børn, og når det handler om førstehjælp ved kvælning, så er vejledningen ikke rigtig. Og det er ikke godt!
Der er nogle fine nedslag f.eks. trappen til madmod, at spise sammen og om forældre som rollemodeller, der er nogle gode billeder af forskellige måder at servere mad på, tanker om årsager til kræsenhed og en legende nysgerrig tilgang til at vænne sig til at spise nye madvarer. Jeg synes dog også, at en del sund fornuft bliver kompliceret, når det udpensles, at ca. 10 % af børn i 3-årsalderen er overvægtige – men forholder sig kun overfladisk til emnet i øvrigt, og bruger et par sider på at give råd til forældre om, hvordan de kan undgå en snak om barnets vægt hos f.eks. læge og sundhedspersonale.
Alt i alt er det fint at vide, at bogen er på markedet, men jeg synes ikke, der er meget nyt, den er ikke gennemarbejdet godt nok. Jeg vil hellere anbefale bogen ‘Mad til Små’ fra Sundhedsstyrelsen til småbørnsforældre.