Transkønnede børn og unge skal kunne stole på, at deres lærere og pædagoger står klar til at støtte og vejlede om temaer som kønsidentitet. Nyt informationsmateriale fra FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn er en vejledning til skoler, fritids- og dagtilbud, som skal klæde fagpersonalet bedre på til at støtte transkønnede børn og unge.
Råd og viden skal fremme trivslen i skoler og børnehaver
FSTB møder børn, unge og deres familier i situationer, der kræver et godt samarbejde med skolen, fritids- eller dagtilbuddet. Foreningens nye hæfteserie med titlen ”Støt transkønnede børn og unge” er udarbejdet med finansiel støtte fra Sundhedsstyrelsen, og er en håndsrækning til fagpersoner og familier med vigtig information og gode råd til hverdagens praktiske problemstillinger.
”I FSTB ser vi en stigning i henvendelser fra lærere og pædagoger, som ønsker mere viden og redskaber til at skabe en tryggere hverdag for transkønnede børn og unge,” fortæller FSTB’s forperson, Marie Elisabet Lind-Thomsen. ”Vi er enormt stolte af, at vores erfaringer og viden nu kan nå ud til endnu flere fagpersoner i landets skoler og børnehaver.”
Hæfteserien ”Støt transkønnede børn og unge” kan læses og downloades på FSTB’s hjemmeside: www.fstb.dk/viden
Handlekraftige lærere og pædagoger vækker tillid
Der er brug for handlekraftige lærere og pædagoger, som kan gå forrest og bane vejen for, at transkønnede børn og unge får en tryg hverdag i skolen, fritids- eller dagtilbuddet. FSTB’s informationsmateriale indeholder derfor en række gode råd til, hvordan man som fagperson skaber tillid og tryghed for transkønnede børn og unge.
”Det handler om, at lærere og pædagoger ikke skal være bange for at handle i situationer, hvor børn og unge deler tanker om deres kønsidentitet. Alle børn og unge har ret til at blive anerkendt som dem, de er. Vi ved fra egne erfaringer og fra en række bekymrende undersøgelser, at transkønnede børn og unge klarer sig dårligt, hvis de ikke bliver set og støttet i deres identitet,” udtaler Marie Elisabet.
Den bekymrende tendens understreges i en ny rapport, som har undersøgt LGBTQ-elevers trivsel og vilkår i grundskolen. Rapporten viser, at LGBTQ-eleverne generelt har dårlige vilkår i grundskolen set i sammenligning med nationale trivselsmålinger, og at de transkønnede elever er den gruppe, der har det værst.
Halvdelen af eleverne i undersøgelsen svarer, at manglende tillid til fagpersonalet og frygt for at blive misforstået kan afholde dem fra at opsøge en voksen. Undersøgelsen blotlægger blandt andet, at 1 ud af 6 LGBTQ-elever har oplevet, at skolen ikke ville hjælpe, eller at fagpersonalet ikke vidste, hvad de skulle gøre, når en elev har søgt hjælp.
”Det er rigtig vigtigt, at transkønnede børn og unge har tillid til, at de kan hente støtte hos deres lærere og pædagoger,” understreger FSTB’s forperson, ”For mange transkønnede børn og unge er det helt afgørende for deres trivsel og mentale helbred, at de har et støttende netværk omkring sig. Vi ved fra andre undersøgelser, at når transkønnede børn og unge bliver støttet, forbedres deres mentale trivsel og ligger på niveau med deres jævnaldrendes.”
Begrebsforklaringer
LGBTI+ er en fællesbetegnelse for ord (lesbisk, bøsse, biseksuel, transkønnet, interkønnet, mf.), som kan bruges til at beskrive en persons kønsidentitet eller seksuelle orientering.
Transkønnet: Når man er transkønnet, er der en uoverensstemmelse mellem ens kønsidentitet og det køn, man fik tildelt ved fødslen. Det køn, man har fået tildelt og bliver opfattet som af andre, er dermed ikke i harmoni med ens kønsidentitet og den person, man er.
Fakta fra rapporten ”Stop diskrimination i skolen”:
1 ud af 3 LGBTQ+-elever føler, at skolen er et utrygt sted at være åben om sin kønsidentitet eller seksuelle orientering.
4 ud af 10 elever frygter, at åbenhed om deres kønsidentitet og/eller seksuelle orientering på skolen vil gøre deres liv mere besværligt.
14% af eleverne ved ikke, om de kan opsøge en voksen på skolen, hvis de har brug for det.
Yderligere kontakt
Forperson i FSTB
Marie Elisabet Lind-Thomsen
Vildrosevej 25
5220 Odense SØ
Telefon: (+45) 40 61 64 03
Mail: marieelisabet@fstb.dk
[1] ”Stop diskrimination i skolen – LGBTQ+ elevers trivsel og vilkår i grundskolen.” Rapport udarbejdet af LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark, 2021. (Rekvireret 19-02-2021 fra https://lgbtungdom.dk/rapport-om-skoleelever)
2 Olson, Kristina R., L. Durwood, M. DeMeules, K. McLaughlin (2015): Mental Health of Transgender Children Who are supported in Their Identities. Pediatrics, vol. 137, nr. 3.