Modtagere af legater: Ulla Sloth og Mette Lund, Sundhedsplejersker og Marte Meo terapeuter, Esbjerg
To dage i september måned tog vi til Bergen for at deltage i Nordisk Marte Meo kongres. Bergen viste sig fra sin smukkeste side med høj solskin og vi så ikke skyggen af regn i de dage, vi var i byen. Med lidt ekstra tid til sightseeing inden kongressen gik i gang, tog vi en tur med fløibanen. Det var et tog, som kørte os op på et bjerg, og derfra havde vi den smukkeste udsigt ud over Bergen.
I forbindelse med kongressen var der mange foredragsholdere bl.a. fra de nordiske lande, Holland, Tyskland samt Irland. Der var en vekselvirkning mellem foredrag i plenum og forskellige workshops, som man kunne melde sig ind på, alt efter interessefelt.
D. 11/9 åbnede grundlæggeren af Marte Meo, Maria Aarts fra Holland, Nordisk Marte Meo kongres. Overskriften på hendes foredrag var egentlig: ”Hvordan hjælper vi børn, der ikke fungerer godt i skolen (6-12 år) med at udvikle færdigheder, som gør dem skoleparate ved egen kraft?”. Men da der var flere oplæg på kongressen om skolebørn valgte Maria Aarts i stedet at fortælle mere bredt om, hvordan man helt fra børnene er nyfødte kan støtte dem i at udvikle deres sociale kompetencer. Dette formidlede hun bl.a. via videoklip. Hun fortalte at Marte Meo på nuværende tidspunkt bliver anvendt i 41 lande og yderligere 5 er på venteliste til at få Marte Meo introduceret. Maria Aarts har netop lige været i Kroatien for at introducere metoden.
Vi vil herunder kort fortælle om de foredrag og workshops, vi valgte at deltage i.
Efter Maria Aarts´ foredrag, skulle vi alle høre Lektor og Licensed supervisor Sissel Holten fortælle om ” Confident classroom leadership”. Hun eksemplificerede med videoklip hvordan tryg klasseledelse afhænger af i sær 3 ting: ”Hvordan læreren tager imod eleven, hvordan hele klassen samles og hvordan man som lærer vejleder eleverne én til én”. Hun henviste endvidere til bogen ”Trygg klasseledelse- i dialog med elevene”. Her beskriver Sissell Holten bl.a. mange praktiske eksempler fra skolehverdagen, hvor Marte Meo bruges i vejledningen af lærerne.
Dernæst havde vi fornøjelsen af at høre Dag Noranger, som er psykologspecialist og doktor i psykologi. Temaet hed. ”Magiske og tragiske øjeblikke; hvordan barnehjernen formes af god eller svigtende omsorg”. Dag Nordanger startede med at vise et videoklip, hvor en mor giver sit barn reguleringsstøtte i sine svære følelser. Dernæst forklarede han, hvordan hjernen er opdelt i 3, nemlig overlevelseshjernen, følelseshjernen og logikhjernen. Han beskrev at hjernen er brugsafhængig og kræver stimulering og repeterede samspilserfaringer. Når vi har det godt og fungerer, så samarbejder de 3 dele fint. Men når der sker noget farligt, er der mest aktivitet i overlevelseshjernen og følelseshjernen. Og ved ekstrem fare kan overlevelseshjernen tage helt over, så vi reagerer instinktivt uden at logikhjernen bestemmer, hvad der sker. Dag viste os en lille video med sig selv, hvor han forklarer den såkaldte ”håndmodel” over hjernen, frit fortolket efter Daniel Siegels idé (professor i psykiatri). Videoen med Dag kan opleves på www.youtube.com/watch?v=Sz5IJJj4t6c.
Dag beskrev bl.a., hvordan det kunne indvirke på barnet, når omsorgsgiver og overgriber er den samme person. Når den, som skal regulere truslen, ER truslen, giver det dobblet negativ effekt. Barnets alarmsystem bliver oversensitivt og barnet overlades til selv at regulere sin frygt – (og de regulerende strukturer underudvikles). Overgrebsudsatte børn fejltolker ofte andres ansigtsudtryk og har svært ved at opfatte positive emotioner. Dag Nordanger appellerede til, at vi som professionelle må holde et åbent sind og åbent blik og ikke ser os blinde på diagnoser. Vi skal gøre os klart, at vi ikke altid kan henvende os til menneskers logiske hjerne, når problemet ofte er i overlevelseshjernen. Både som sundhedsplejerske og Marte Meo terapeut gav dette foredrag god mening, da vi jo ofte sidder i samtaler med børn og voksne i krise. Og den omtalte ”håndmodel” på youtube er bestemt værd at studere for alle sundhedsplejersker.
Dernæst deltog vi i workshops, hvor emnerne var fænomenologisk studie af efter-fødselsdepressioner, mor-barn interaktion og video-guidning, og dagen sluttede i plenum med Reidun Hafstad, klinisk socionom/familieterapeut og Haldor Øvreeide, psykologspecialist, der begge som licensed supervisorer reflekterede over de seneste 25 år med Marte Meo, herunder respekten for intuitive kompetencer.
D. 12/9 startede dagen i plenum med et spændende oplæg af Dr. Med. Ursula Becker. Hun fortalte om Marte Meo coaching og brugen af Marte Meo i omsorgen af demente. Hun viste flere klip med ældre demente brugere i samspil med deres omsorgsgivere og tydeliggjorde, hvor vigtigt det er at afpasse sine egne handlinger til den situation man befinder sig i. Marte Meo elementer som at SE; VENTE; FØLGE; BENÆVNE INITIATIVER gav også her god mening. Hun pointerede hvor vigtigt det er, at vi som professionelle ikke er FOR opgaveorienterede. F.eks så vi plejeren som skulle vaske Frau Breur´s ansigt. Hun var afværgrende overfor plejerens tiltag, og i starten overså han hendes følelsesmæssige initiativer. Men da han gav hende taletid/opmærksomhed nok, fik han lov til at vaske ansigtet. Dr. Ursula Becker pointerede hermed vigtigheden af at omsorgsgiveren laver en god start på interaktionen med ”A good face”, og holder de nødvendige pauser, hvor opmærksomheden er på den, der skal have omsorgen.
Den efterfølgende workshop var et af dagens højdepunkter, hvor Colette O´Donovan, (som bl.a. er licenced supervisor i Irland og Co-koordinator from Marte Meo training centre, TUSLA, child and family agency, Dublin) bestemt var værd at lytte til. Colette fortalte og viste enkelte klip fra de Marte Meo forløb man i Irland kan tilbyde plejefamilier både FØR, UNDER og EFTER at de har modtaget et plejebarn. Colette beskrev et 6-trins forløb, hvor plejefamilierne bliver klædt ordentligt på til den svære opgave, det er at give et plejebarn den nødvendige omsorg/tryghed. Et gennemarbejdet og vellykket program, som man bestemt kunne ønske sig udbredt i Danmark også.
Den sidste workshop vi deltog i, havde titlen: ” When Marte Meo meets STIC”. Her fortalte psykologspecialist Hilde Opstvedt om, hvordan hun har brugt Marte Meo i vejledningen af familier på Center for Familie og Samliv i Modum Bad siden 2008. Modum Bad har siden 1957 fungeret som psykiatrisk hospital og har blandt andet en familieafdeling, hvor det er muligt at indkvartere den syges nærmeste familie under behandlingen. STIC står for Systematic Therapy Inventory of Change, og er et internetbaseret patient feedbacksystem. STIC systemet har fokus både på individet og familierelationerne og beskriver både symptomer og ressourcer.
Mættede af utroligt mange spændende indtryk, drog vi d. 12/9 sidst på eftermiddagen mod Bergen lufthavn og fløj hjem via Oslo til Billund. Her ventede vores ”private chauffør” og Esbjerg forude.