“Den f*cking skole”

– råbt i afmagt hjemme hos én af skolens stille piger, ‘der gerne må sige noget mere i timerne’.

I dag taler man om skolens stole tomme – og med god grund, for i skoleåret 2018/2019 havde mere end 75.000 elever i folkeskolen, svarende til 14,2 procent, et skolefravær på mere end 10 procent. Børnene mistrives i skolen, og de ofte langvarige skolefraværsforløb kan føre til angst-problematikker/lidelser. Skolefravær bliver ofte gjort til børnenes problem og familiernes ansvar at fikse uden for skolen. I mit arbejde i FRIENDS-klinikken – Børn & Unge Psykologisk Klinik møder jeg derfor desværre rigtig mange af de børn, hvis stole står tomme henne i skolen; de har simpelthen slået sig på systemet og dets logikker og strukturer. De samme problemer reproduceres og skaber forskellige individuelle udtryk for mistrivsel og skolefravær. Vi skal huske, at det ikke er børnene, der er problemet.

Børnene er netop dem, der reagerer på problemet med symptomer på massiv og alarmerende mistrivsel, skolefravær, angst og depression. Måske en naturlig (belastnings)reaktion på at være i et usundt miljø?

Skolefravær er kommet højt på den skole- og sundhedspolitiske dagsorden. Voksne bekymrer sig om det stigende skolefravær, om de årelange ventetider til psykiatrien, og mange forsøger at finde veje til at øge børns trivsel og fremmøde i skolen. Børns mistrivsel og skolefravær deles op i sektorer, der kategoriserer dem og fører børn og forældre ud af skolen hen til de lange køer og ventetider til systemets sparsomme tilbud. Imens står skolens stole fortsat gabende tomme!

Konsekvenserne af skolefravær er mange, og forskning peger da også på, at det øger risikoen for sociale, økonomiske og psykiatriske problematikker langt ind i voksenlivet. Ved at se med hos en familie en tidlig mandag morgen, før Lea skal i skole, vil jeg give et indblik i, hvordan skolefravær kan se ud derhjemme samt nogle af de konsekvenser, der følger med skolefravær. Sluttelig retter jeg fokus på, hvordan skolens voksne og børn i fællesskab kan forebygge mistrivsel og derved nedbringe skolefravær.

10-årige Lea græder hver morgen. Hun bliver vred, råber, skælder ud og kæmper imod, når mor eller far siger, hun skal i skole. “Jeg gør det ikke!” råber hun. “Jeg vil ikke hen i den f*cking skole. I får mig ikke til det!” Og lidt efter: “Jamen, jeg kan bare ikke, jeg kan ikke holde det ud,” græder hun. “Du kan bare tage på arbejde mor, det er ok,” snøfter Lea og løber ind på sit værelse. Far følger efter og sætter sig på sengekanten: “Jamen Lea,” siger far, “alle børn skal jo i skole, det siger loven.” Lea har trukket dynen op over hovedet. “I tror bare, at I kan holde møder om mig og bestemme, hvad jeg skal. Det kommer aldrig til at ske.” Lea slår dynen til side og stirrer ud i luften: “I holder ikke vores aftale. Du tror bare, at skolen ved alt. De ved ikke, hvordan jeg har det, og så prøver de at få mig til at blive der længere, end jeg kan… I holder ikke jeres aftale! Hvorfor lytter I ikke til mig?”

Udfordringerne med at komme i skole har stået på i et års tid. Det begyndte med nogle enkelte dage hist og pist, og er nu blevet til længere perioder. Lea og hendes forældre er efterhånden ret tyndslidte, fortvivlede og udmattede over de mange konflikter. Mor og far er voldsomt belastede af de mange bekymringer over, hvorfor Lea har det på denne måde, og hvordan de skal hjælpe hende. De tænker, at det måske har udviklet sig til, at Lea har angst? Nogle morgener græder mor også, og far og mor skændes om, hvad de skal gøre. Lea ender som regel med at blive hjemme. Så er hun alene hele dagen, hvis mor ikke bliver hjemme fra arbejde. Mor har været hos lægen, og han har rådet hende til at sygemelde sig med stress. Mor er bange for at miste sit job. Forældrene overvejer kraftigt at søge hjælp hos det private, men har ikke råd, men de har heller ikke råd til at lade være.             

Forældrene har selv taget kontakt til først klasselærer, derefter skolelederen, anonymrådgivning og PPR. Da forældrene kontaktede skolen for at få hjælp, oplevede de, at skolen lyttede, men også, at skolen havde et helt andet billede af situationen; de ser en sød og vellidt, lidt stille pige, der gerne må sige lidt mere i timerne, for skriftligt viser hun jo, at hun er fagligt dygtig. Derfor blev forældrene rådet til, at de bare skulle aflevere Lea i skolen, helst uden for skolens matrikel, for så skulle skolen nok tage sig af Lea. Leas forældre har forsøgt at følge skolens anbefaling, men de oplever det som et overgreb på Lea. Leas forældre er begyndt at tænke, at det nok er dem, der ikke er gode nok forældre, siden at de ikke kan få hende i skole.

Leas historie er desværre hverken unik eller enestående. Jeg genfinder mange af de samme elementer i historien hos de børn og deres forældre, jeg møder igennem mit arbejde i FRIENDS-klinikken, hvor jeg arbejder med forebyggelse og behandling af stress, angst og depression. Det betyder, at jeg ofte bliver kontaktet af forældre, som spørger om, hvorvidt de fysiske symptomer deres barn plages af i forbindelse med skolefravær, er angstrelaterede. Min tilgang tager afsæt i kognitiv adfærdsterapi med forældreinddragelse, uanset om der er tale om individuelle forløb eller gruppeforløb. For forældrenes deltagelse i forhold til at arbejde med skolefravær i dagligdagen er ubetinget nødvendig, så barnet ikke skal løfte ansvaret alene. Det samme gør sig gældende for barnets lærere, når der er behov for at arbejde med de relationelle og skolekontekstuelle årsager til fraværet. Derfor sørger vi for at inddrage børnenes indlejring i familiesystemer og -dynamikker, samt undersøge deres hverdagsforankring i skolens struktur, muligheder, forhindringer, sociale mønstre og relationer, når vi arbejder med børns skolefravær.

Forskellige typer problematisk fravær kategoriseres

Problematisk skolefravær bliver på nuværende tidspunkt kategoriseret på følgende måder: Pjæk, skoletilbageholdelse, skolevægring og skoleeksklusion. Uanset hvordan vi voksne kategoriserer fraværet, så vil ingen kategori kunne indfange barnets mange oplevelser og komplekse situation. Jeg oplever, at der ofte er elementer fra flere fraværs-kategorier i spil på samme tid. Samtidig har anvendelsen af begrebet ‘skoleeksklusion’ vist sig at være den eneste kategori, der kaster lys på de forhold i skolen, som spiller ind på elevers fravær fra skolen. De øvrige kategorier for fravær baserer sig på en individ-, fejl- og mangeltænkning, der placerer problemet hos barnet. Dermed får barnet endnu engang ansvaret for at løse det. Den underliggende antagelse er, at når barnet *fikses, så kan det igen klare skolen, og så forsvinder fraværet.

Mange af de børn, jeg møder i mit daglige arbejde, har været væk fra skolen i flere år, og nogle har helt mistet troen på deres egne evner og på, at de voksne kan eller vil hjælpe dem. Mange børn og unge fortæller, at de har sagt det til de voksne mange gange, men at de voksne ikke lytter eller gør noget.

Ofte fortæller barnet eller den unge, at forældrene har været til møder med en masse voksne, som gerne vil hjælpe dem med at komme i skole, og at de voksne har lagt en plan for, hvad der skal gøres. Der er bare ingen, der har spurgt barnet om, hvad han eller hun tænker, eller hvordan han eller hun har det med de voksnes handleplan. Barnets stemme mangler derude.

I de fleste tilfælde har PPR-/skole-psykologen også været ind over, men mange forældre står desværre stadig med en oplevelse af, at de ikke rigtig er blevet hjulpet, og der er måneders ventetid på kommunens tilbud om deltagelse i f.eks. Mind My Mind, Cool Kids-grupper eller BACK 2 SCHOOL-forløb. Ikke sjældent har jeg oplevet, at forældre blot er blevet rådet til at aflevere deres barn, for så skal skolen nok tage sig af det. På den måde føler disse forældre sig ofte temmelig magtesløse, fordi det jo netop det, de har forsøgt, og som er så svært: At aflevere et barn, der er maksimalt presset og i affekt.

Vi skal gøre os umage med at se med barnet og ikke på barnet, og vi skal se med barnet hele vejen rundt

Det er kendetegnende for det eksisterende system, at vi ser på barnet – der er et stort fokus på diagnosticering og behandling af børns symptomer. Den måde, vores systemer definerer problemer på, bestemmer, hvordan vi løser vores problemer. Men tendensen til at individualisere problemer rammer børnene. Jo dårligere barnet har det, jo mere vil man lede efter årsager og pædagogisk-psykologiske løsninger på individplan. Men derved kommer vi let til at overse, at det, der fremstår som individuelle symptomer, kan have kontekstuelle og relationelle årsager. Og når vi vælger kun at fokusere på det enkelte barn og familien, risikerer vi at overse den sammenhæng, hvori fraværet udspiller sig, nemlig ofte i skolen.

Når børn vælger skolen fra, har de virkelig gode grunde til det – set fra deres eget perspektiv. Perspektiver, som jeg har eksemplificere ved data fra samtaleforløb med 44 børn i alderen 6-16 år (SKOLENS FRAVÆRENDE BØRN – Årsager og indsatser, Fisker & Rønne, 2019). Her er eksempler på børnenes konkrete spørgsmål: Hvor går jeg hen, når jeg nu gerne vil, men ikke kan komme i skole? Hvor på skolen og med hvem kan jeg tale om det, der er så svært? Hvem vil lytte til mine forældre? Hvad skal jeg sige til dem i klassen? Er jeg den eneste i klassen, der har det på den her måde? Måske er du den voksne? Eller er du bare én af de der voksne, der vil fikse mig? Hvordan ved jeg, at du vil lytte og forstå og hjælpe mig? Kan jeg lave en aftale med dig, og vil du holde, hvad du lover? Eller er du én af dem, der tror, du ved, hvordan jeg har det? Kan jeg stole på, at du ikke tvinger mig i skole eller til at være derhenne i længere tid? At du holder vores aftale, og giver mig tid til at komme tilbage i mit tempo? Hvor finder jeg dig, og er der tid til, at jeg kan nå at blive så tryg ved dig, at jeg tør dele det, der er så svært? Vil du så også hjælpe mig? Eller sender du mig videre til en ny voksen, som jeg ikke kender?

Ud fra et voksen-/observatørperspektiv, hvor vi ser på barnet, kan disse grunde være usynlige og svære at regne ud, men vi må ikke stoppe her. Vi voksne må gøre os umage med at skabe trygge tillidsfulde relationer, hvor barnet som en aktiv deltager kan dele sine ideer til løsninger på skolens problem: De tomme stole.

Som en bevidst og nødvendig professionel handling må vi gøre os umage med at se med barnet, hele vejen rundt, og på den måde også få øje på vores ansvar for fraværsproblematikken. Ved at se med barnet og ind i det, barnet vil væk fra, bliver det muligt for os at få øje på det, der skal til for at gøre barnet mere tryg og styrke barnets trivsel, væren og læren i skolen. Langt de fleste børn, jeg møder, vil bare gerne være ligesom alle de andre børn – at gå i skole og være en del af skolens fællesskab både fagligt og socialt.

Mental trivsel (som) et fælles ansvar – fra skolefravær til den fællesskabende skole

Som nævnt er det grundlæggende børnenes egne oplevelser, der tæller, og i mange tilfælde sidder børnene selv med idéer til en forbedring af situationen. Fokus bør derfor være på børnenes egen stemme, og hvordan de oplever det ikke at kunne komme i skole. Vi er nødt til at spørge os selv: Hvornår tager vi børnene og de unges mentale trivsel så alvorligt, at vi prioriterer vores relations arbejde, så vi kan blive den voksne, børnene efterspørger? Hvornår begynder vi at anskue mental trivsel som et fælles ansvar, som vi kan sætte ‘på skoleskemaet?’

“Hvordan får vi et fælles sprog til at tale om tanker, følelser, og det, vi mærker i vores krop? Hvordan bliver vi mere bevidste om, at alle, børn såvel som voksne, kan være en ressource for hinanden?”

Dette opnås gennem det bevidste dannelses- og trivselsfremmende arbejde, hvor man forholder sig til og arbejder med trivsel relationelt og kontekstuelt i skolen. Men for at kunne dette, har skolens børn og voksne brug for et fælles fundament og et fælles sprog.

Aktuelt ser jeg en lovende tendens i samfundet, hvor fokus flyttes fra mental sundhed forstået som den enkeltes ansvar til mental trivsel som et fælles ansvar. Det vil altså sige, at hvis børn i skolen skal trives, så må skolen, som rammen for børnenes hverdag, skabe forudsætningerne for, at skolen kan være det sted, hvor det fælles ansvar forankres, og de af Sundhedsstyrelsen fremstillede kriterier for mental sundhed/trivsel kan opfyldes. Når der tales om forebyggelse og, hvilke typer indsatser der kan vælges i forbindelse med de aktuelle vanskeligheder, herunder skolefravær, er det, efter min mening, nødvendigt at vælge en indsats, hvor alle elever på skolen deltager (en universel tilgang), og hvor man har fokus på dels den generelle trivsel på skolens årgange (primær indsats), dels de enkelte elever, der har det særligt svært (sekundær indsats). Her mener jeg, det er nærliggende at tage det evidensbaserede, universelle og af WHO blåstemplede Friends Resilience^© i brug. Programmet udgør et naturligt valg som helskoleindsats, bl.a. fordi det rummer netop det, som Sundhedsstyrelsen anbefaler i form af primær og sekundær forebyggelse. Med sin holistiske, trivsels- og resiliensfremmende tilgang styrker Friends Resilience^© både børnene og de voksne, så de får et fælles fundament og fælles sprog, hvorved de sammen og hver for sig kan vokse og udvikle sig til resiliente unge og voksne i en tilhørs og fællesskabende skole, som kan bidrage til, at de tomme stole igen bliver besatte.