At blive og være sundhedsplejerske – refleksioner om sundhedsplejens DNA

Helt grundlæggende er jeg sygeplejerske med videreuddannelse til sundhedsplejerske.

Sådan kunne jeg vist godt lide at præsentere mig selv. Min næste sætning ville imidlertid være: Men jeg har ikke arbejdet praktisk som sundhedsplejerske siden 1995. Herefter ville jeg fortælle, at jeg har været underviser og lektor, og at jeg i den forbindelse har gennemført videreuddannelse på universitetsniveau samt erhvervet en ph.d.-grad som kronen på værket. Endelig ville jeg skynde mig at fortælle, at børn, unge, forebyggelse, sundhedsfremme og sundhedspleje altid har været væsentlige temaer i min undervisning af såvel sygeplejestuderende som sundhedsplejestuderende.

Når jeg formulerer denne indledning i datid, skyldes det ikke, at jeg er gået på pension eller er på vej til det. Tværtimod. For ca. et år siden blev jeg ansat i sundhedsplejen på Amager i en basisstilling, som senere blev kombineret med 15 timers koordinatorfunktion. Efter at have været med til at uddanne sundhedsplejersker i mange år er jeg nu vendt tilbage til en praksis, som på mange måder ligner den praksis, jeg forlod i 1995.

Men jeg oplever, at sundhedsplejepraksis anno 2024 er noget helt, helt andet. Denne oplevelse har givet anledning til mange tanker og refleksioner omkring det at blive og være sundhedsplejerske, og i denne artikel vil jeg dele nogle af disse (der er tale om mine helt egne private tanker og meninger) med Sundhedsplejerskens læsere.

At blive sundhedsplejerske

Jeg blev sundhedsplejerske i 1989 og blev dermed uddannet dengang, der var noget, der hed Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. Helt præcist blev jeg uddannet på afdelingen i København. For at blive optaget på uddannelsen i 1988 skulle man have autorisation som sygeplejerske, praksis svarende til mindst tre års fuldtidsansættelse, mindst otte måneders klinisk erfaring fra en pædiatrisk specialafdeling og klinisk erfaring som hjemmesygeplejerske i mindst fire måneder. Langt hen ad vejen ligner de aktuelle optagelseskrav dette… dog med visse ændringer, f.eks. at erfaring fra kliniske specialer som obstetrisk afd., neonatal afd. samt børnepsykiatrisk afd. i princippet vægtes lige så højt som pædiatrisk afd.

Når jeg siger i princippet, skyldes det, at det i sidste ende er de ledende sundhedsplejersker, der er gatekeepere for, hvem der bliver optaget på specialuddannelsen. Det skyldes, at optagelsen på uddannelsen er betinget af en uddannelsesaftale med en kommune. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvilke kliniske kompetencer de ledende sundhedsplejersker især går efter, men mit gæt er, at erfaring fra pædiatriske afdelinger vejer tungt og prioriteres, når ansøgningerne bliver læst igennem. Set i forhold til hvor meget, eller snarere hvor lidt pædiatrisk og obstetrisk sygepleje fylder i den aktuelle grunduddannelse til sygeplejerske, er det nok et fornuftigt valg. 

I min grunduddannelse til sygeplejerske (jeg blev sygeplejerske i 1983) havde jeg ifølge mit uddannelsesbevis otte ugers teori i pædiatrisk og obstetrisk sygepleje (afsluttet med en skriftlig eksamen), otte ugers praktik på en børneafdeling, fire ugers praktik på obstetrisk afdeling, fire ugers praktik på gynækologisk afdeling samt to uger i sundhedsplejen. I den aktuelle sygeplejerskeuddannelse fylder obstetrisk og pædiatrisk sygepleje uendelig lidt, grænsende til nærmest ingenting, og fastholdes vel egentlig kun, fordi der eksisterer et EU-direktiv. Jeg kan godt være bekymret både på de studerendes og på sundhedsplejefagets vegne – ikke mindst fordi uddannelsen til sundhedsplejerske langt hen ad vejen hviler på den præmis, at de studerende har en grundlæggende teoretisk viden om børn og unge, som sygeplejerskeuddannelsen anno 2024 ikke længere bidrager til.

Min uddannelse til sundhedsplejerske var etårig og bestod af tre dele: Basisdelen, som handlede om teoretiske /begrebsmæssige referencerammer indenfor sundheds- og sygeplejen, en almen del med fokus på sundheds- og sygeplejens placering i den primære sundhedstjeneste som en del af social- og sundhedsvæsenet og den specielle del, som handlede om udførelse samt organisation og administration af det daglige arbejde som sundhedsplejerske. Den specielle del varede fra januar til juni måned og blev afsluttet med en skriftlig eksamensopgave. Som jeg husker det, havde vi noget i retning af 20 dages praktik i den specielle del. Med andre ord den daværende uddannelse levnede således ikke megen plads til at udvikle kliniske kompetencer som basis for en senere ansættelse som sundhedsplejerske. Langt hen ad vejen blev det derfor Learning by Doing i min første ansættelse. Uden mine to år på en børneafdeling og lidt over et år på en barselsgang ville jeg have været på ‘herrens mark.’ Den aktuelle specialuddannelse til sundhedsplejerske med et 1 ½-årigt uddannelsesforløb og med 2×3 måneders praktik i en kommune er en væsentlig forbedring.

At være sundhedsplejerske

På mange måder oplever jeg, at arbejdet som sundhedsplejerske anno 2024 er ret genkendeligt. På samme tid er det også noget helt andet. Der er sket meget i sundhedsplejen siden 1995. Heldigvis kan man vel fristes til at sige. I 1995 havde vi papirjournaler, som jeg udfyldte i bilen mellem besøgene. I 2024 arbejder vi med elektroniske journaler og har pc’en med i besøget.

Jeg oplever ikke, at den medbragte pc forstyrrer relationen med børn og forældre. Det er ikke pc’en i sig selv, som gør noget ved/i besøget (forældrene sidder i øvrigt også selv med mobiltelefoner, Ipads osv.). Derimod er det mere teknikken i sig selv. Den fungerer ikke altid, som den forventes at gøre, og det er både forstyrrende og stressende. Også alle de mange forskellige muligheder, som journalsystemet er forbundet med, er en udfordring. De bidrager til at gøre mig usikker på, om jeg har udfyldt de rigtige data, om jeg har gjort det de rigtige steder, samt ikke mindst om jeg har husket det hele. Tilsammen betyder arbejdet med den medbragte pc i besøget, at jeg har en oplevelse af, at det relationelle arbejde, som anses for at være fundamentet for sundhedspleje-arbejdet, på denne måde får tildelt mindre plads. Tankevækkende i forhold til refleksioner om sundhedsplejens DNA!

Det er også kommet lidt bag på mig, hvor udfordrende det har været at vende tilbage til praksis. Lidt naivt måske, men jeg tænkte, at med så mange år i uddannelsen af sundhedsplejersker, ville jeg minimum være på niveau med en nyuddannet sundhedsplejerske. Det var jeg ikke. Det kom bag på mig, at jeg følte mig så usikker trods den omfattende teoretiske viden, jeg har tilegnet mig gennem tiden. Oplevelsen har givet anledning til at reflektere over, om uddannelsen egentlig er skruet rigtigt sammen i forhold til den praksis, den skal uddanne til.

Jeg erkender, at jeg selv bærer en del af ansvaret for, at uddannelsen ser ud, som den gør. Ikke desto mindre overvejer jeg, om man ikke i højere grad skulle tage udgangspunkt i den aktuelle praksis og lade denne styre, hvilke teorier og/eller forskningsresultater der skal arbejdes med. Det vil sige, frem for at lægge vægt på nogle teorier, der kan lære os noget generelt om praksis, i stedet tænke det omvendt.

Vi kunne f.eks. stille os selv det spørgsmål: “Når praksis ser ud, som den gør, hvilke teorier og forskningsprojekter kan vi så gøre brug af for at blive klogere på den og videreudvikle den?”

Sundhedsplejens DNA

Hvilke overvejelser om sundhedsplejens DNA giver de ovenstående refleksioner så anledning til? En ting er helt sikkert. Uanset hvornår vi er uddannet, så er vi alle sammen sygeplejersker. Det er vores autorisation som sygeplejerske i kombination med uddannelsen til sundhedsplejerske, der giver adgang til arbejdet som sundhedsplejerske. Derfor giver det ikke mening at aflære at være sygeplejerske. Tværtimod skal vi lære at bruge vores sygeplejefaglige kompetencer i en ny kontekst og på nogle helt nye og anderledes måder. Som sundhedsplejersker møder vi gravide, børn, unge og deres forældre i deres hverdagsliv. Og hverdagslivet har det altså med at være langt mere komplekst, end teoretikere og forskere kan forudse.

Sygeplejerskeuddannelsen er blevet en professionsbachelor. Det betyder, at uddannelsen ikke blot skal kvalificere til udøvelse af sygepleje. Den skal også bidrage til, at den studerende efterfølgende har tilegnet sig kompetence til at videreuddanne sig. Temaer som tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde, innovation samt forskning og udvikling indgår nu i uddannelsen. Den sygeplejerske, som senere vælger at tage en specialuddannelse, vil således formentlig komme med forventninger om at genfinde disse temaer i sundhedsplejepraksis. Jeg har bemærket, at begrebet ‘tværprofessionelt’ samarbejde tilsyneladende ikke er slået helt igennem i praksis på trods af, at det har været indskrevet i uddannelsesordningerne i de mellemlange videregående velfærdsuddannelser siden 2016.

Her, hvor jeg arbejder, taler man om tværfagligt samarbejde, og teoretisk set er det altså ikke helt det samme. Som jeg forstår det, vil man i et tværprofessionelt samarbejde fokusere på selve opgaven, samt på hvordan denne opgave bedst muligt kan løses. Blikket flyttes således fra de fag, der bidrager til at løse opgaven, til de samlede kompetencer, disse fag kan bidrage med i forhold til at løse opgaven. At fastholde begrebet tværfagligt samarbejde kunne indikere, at man ikke helt har fulgt med den udvikling, der har været på uddannelsesområdet (eller at uddannelsesområdet ikke for alvor er lykkedes med at få den nye tilgang ‘ud og gå.’

Til gengæld er jeg meget imponeret over alle de kurser, jeg har fået tilbudt og har været på. Det har været en positiv overraskelse. Jeg oplever på ingen måde, at sundhedsplejen er gået i stå. Tværtimod! Jeg har nogle superdygtige kolleger, og sparring står på dagsordenen på vores ugentlige teammøde. Når det kommer til forskning, er det en anden sag. Der er forskning i og om børn og unge samt i effekten af de forebyggende sundhedsydelser. Men det er primært forskning, som udføres af andre faggrupper. Jeg er helt med på, at mange sundhedsplejersker deltager i forskning og bidrager til at levere betydningsfulde data til forskerne, men der er ikke tradition for, at sundhedsplejersker selv forsker. Mens der efterhånden er adskillige sygeplejefaglige forskningsmiljøer på hospitalerne og sygeplejersker, som bærer titlen professor, så kan dette ikke genfindes i sundhedsplejen. Lidt groft sagt så giver sygeplejen sundhedsplejen baghjul, når vi snakker om forskning. Så jeg er helt enig med Ingeborg Kristensen, når hun siger: “Der er mangel på unge sundhedsplejersker, der kan forske (Kristensen, 2023).”

Sundhedsplejerskeuddannelsen har også udviklet sig. Fra den Sygeplejefaglige Diplomuddannelse i sundhedspleje på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet til en uddannelse i sundhedspleje (en sådan har de sundhedsplejersker, som er uddannet efter nedlæggelsen af DSH d. 1.1 2003 og før Specialuddannelsen startede i 2012) på Jysk CVU eller den aktuelle Specialuddannelse til sundhedsplejerske på VIA og Københavns Professionshøjskole. Hvad forskellene mellem de enkelte uddannelser betyder eller kan betyde for sundhedsplejefaget og for sundhedsplejens DNA, er ikke umiddelbart til at sige.

Det står til gengæld helt klart for mig, at man som sundhedsplejerske bliver medlem af en ganske særlig klub, der består af nogle kvinder (og enkelte mænd) med nogle særlige ambitioner og et særligt drive. Det afspejler sig f.eks. i spørgeskemaer udfyldt af de studerende ved studiestart. I 2008 og 2009 afslørede disse, at kommende sundhedsplejersker bruger meget store ord, når de skal begrunde, hvorfor de gerne vil være sundhedsplejersker.

Referencer

Kristensen, I.H. (2023), Der er mangel på unge sundhedsplejersker, der kan forske.
I: Sundhedsplejersken, 5, s. 18-19.