Når mor eller far har en psykisk sygdom, påvirker det hele familien

Forfatter: Anne Amalie Elgaard Thorup

Fotograf: Adobe stock, Markus Redwall

En dynamisk sygdomsforståelse og en tidlig indsats kan være med til at bryde tabuer og ændre perspektivet for fremtiden.

Forældre, som lider af en psykisk sygdom, har meget at slås med! Dels har de naturligvis gener af de symptomer, som sygdommen i sig selv fører med sig, dels har de ofte bivirkninger af den eventuelle medicinske behandling. Men derudover er mange forældre samtidig bekymrede for, om de gør det godt nok som forælder, og de kan være nervøse for, om sygdommen overføres til deres barn senere i livet. (Selv)stigmatisering er skyld i, at mange har skyldfølelse og ikke tør tale åbent om problemerne og derfor føler sig ensomme1. Her kan du som sundhedsplejerske spille en afgørende rolle.

Hvad fortæller en diagnose?

Psykisk sygdom er et bredt begreb, som dækker over mange diagnoser og meget forskelligartede tilstande. Nogle sygdomme har en meget periodisk natur, som f.eks. bipolar sygdom, hvor depressive og maniske faser er dominerende i perioder, men hvor der også kan være lange perioder med remission eller stabilitet. Andre sygdomme har en mere vedvarende påvirkning af personens funktioner og mentale helbred, som fx personlighedsforstyrrelser eller autismespektrumforstyrrelser. Uanset hvilken sygdom eller tilstand en forælder har, er det vigtigt at have en dynamisk forståelse for begreberne diagnose og psykisk helbred, da alle tilstande rummer mulighed for bedring, udvikling og recovery. Det er derfor også vigtigt at huske, at diagnoser egentlig blot er et fagligt redskab til at beskrive en samling af symptomer og således aldrig beskriver hele mennesket, kun en klinisk tilstand. I definitionen af en diagnose ligger derfor også, at hvis symptomerne ophører, så opfylder man principielt ikke længere kriterierne for diagnosen (omend man vil ofte have en sårbarhed med sig og dermed også en risiko for at få samme diagnose eller tilstand igen). Diagnoser beskriver så at sige øjebliksbilleder, og menneskets store udviklingspotentiale gør, at man faktisk kan blive rask – eller i hvert fald få det bedre – i langt de fleste tilfælde.

Hvordan påvirker psykisk sygdom forældrerollen?

Det er vigtigt at erkende, at når sygdommen påvirker hverdagens funktionsniveau og de mange opgaver, der er forbundet med at være forælder, så skal man søge hjælp og støtte til sig selv og måske også til barnet.

Selvom psykisk sygdom er mange forskellige ting, er der visse vanskeligheder, som mange forældre oplever uanset, hvilke forskellige diagnoser eller sygdomme de måtte have. Det drejer sig f.eks. om, at man som forælder i hverdagen kan mangle energi, overskud, glæde og lyst til livet – også selvom man ikke lider af depression. Man kan have mange bekymringer, grublerier og tankemylder – og søvnproblemer kan give stor træthed den efterfølgende dag. Nogle oplever, at de meget nemt bliver stressede over selv små ting. Og mange oplever i perioder, hvor sygdommen er aktiv, at have besvær med de såkaldt eksekutive funktioner, som bl.a. omfatter vores evne til at organisere og planlægge hverdagens gøremål og aktiviteter, men som også omhandler korttidshukommelse, overblik og motivation. F.eks. bruger vi vores eksekutive funktioner, når vi skal ud ad døren med børnene eller sørge for mad til hele familien om aftenen (’hvornår skal jeg købe ind og starte på madlavningen, hvis der skal være aftensmad til alle kl. 18?’). Det har selvsagt stor indflydelse på opretholdelsen af de helt nødvendige rutiner og strukturer i en familie, hvis den ene forælder har det psykisk dårligt og samtidig har problemer med de eksekutive funktioner.

Den anden forælder

Ofte bliver ’den anden’ forælder nødt til – i hvert fald i perioder – at varetage mange af forældreopgaverne alene, fordi den psykisk syge er nødt til at bruge sine kræfter på at få det bedre. Dette er mest udtalt, når en forælder er indlagt på hospital, men kan også gøre sig gældende, selvom den syge forælder er hjemme og går i ambulant behandling. Det kan medføre, at den anden forælder bliver belastet, stresset og overbebyrdet, fordi vedkommende skal klare alle omsorgsopgaver alene, sammen med alt det praktiske, og ofte samtidig har en støttende funktion overfor den syge forælder. Hertil kommer bekymringer om den syge forælders prognose, behandling osv. Forskning viser, at mange nære pårørende som f.eks. medforældre føler, at de mangler viden om psykisk sygdom og dens konsekvenser og samtidig oplever sig meget belastede.

Fakta

Arvelighed af psykisk sygdom forstås i dag som et samspil mellem gener og miljø. Et barn arver en genetisk sårbarhed fra den syge forælder og vokser måske samtidig op i et miljø, som ikke rummer de støttende og stimulerende faktorer, som et barn har brug for, fordi den psykiske sygdom påvirker familiens livsomstændigheder. Man arver ikke nødvendigvis sin fars eller mors sygdom, snarere en uspecifik forhøjet sygdomsrisiko. Over halvdelen af alle børn, der har en forælder med alvorlige psykiske sygdomme som skizofreni, bipolar sygdom eller svær tilbagevendende depression, får selv psykiske vanskeligheder, når de bliver voksne.

Bag KOMBU (Nationalt kompetencecenter for børn og unge i familier med psykisk sygdom) står PsykiatriFonden i samarbejde med Region H og Region Nord.

Tavshed og tabu i familien

En familie, hvor den ene forælder er ramt af psykisk sygdom, er med andre ord oftest meget belastet i de perioder, hvor sygdommen er aktiv og derfor påvirker hverdagen2. Denne belastning bliver ikke mindre af, at mange familier ikke ved, hvordan de skal tale med børnene om sygdommen, men derimod vælger at ’skåne dem’ for sandheden. Det er forståeligt, at mange tænker sådan, fordi alle forældre altid ønsker, at ’børnene bare skal have det godt’. Samtalen om den psykiske sygdom er svær, fordi man som forælder kan være bange for at miste sin autoritet i børnenes øjne eller kan være bange for at bryde sammen overfor børnene. Måske er man som forælder også usikker på, hvordan man skal håndtere børnenes reaktioner. Den samfundsbestemte og kulturelle stigmatisering og skamfølelse, som psykisk sygdom historisk har været forbundet med, lever også stadig i dag og gør det svært for mange at tale åbent og ærligt om sin sårbarhed.

Men da børn – også de helt små – alligevel næsten altid mærker, hvordan forældrene har det, og hvilke stemninger der er i familien, kan tavsheden give anledning til mange ubesvarede spørgsmål og mere uro hos børnene, end forældrene måske er klar over. Børnene forsøger i stedet selv at finde svar på, hvorfor mor er så træt, og hvorfor far er så stresset – og de forestiller sig ofte, at de er skyld i situationen, eller at noget meget uhyggeligt og farligt er ved at ske. Det påvirker både børnenes følelsesliv, koncentration og trivsel i institution, sammen med venner og derhjemme.

Den svære samtale

Derfor er alle tiltag, som sigter mod at støtte familien til at tale åbent om psykisk sygdom eller psykiske vanskeligheder, så vigtige. Den første samtale kan være svær at starte på, men det er afgørende at få brudt isen og få taget hul på ’familiehemmeligheden’. Det er måske sundhedsplejersken, der bliver den første, som taler med forældrene om, hvorfor det er så vigtigt at involvere børnene.

Mange steder i landet tilbyder kommuner, NGO’er eller voksenpsykiatrien hjælp til at varetage samtalen, evt. som et forløb over nogle gange, så de voksne i familien først får talt sammen om, hvad børnene skal vide, og hvilket sprog familien foretrækker at bruge. Gevinsten er tydelig, fordi hele familien får et andet udgangspunkt for at være sammen. Børnene bliver klar over, hvad der foregår og bliver betrygget i, at nogen tager sig af den syge forælder. De får at vide, at fars ’tankesygdom’ (eller hvad familien nu har valgt at kalde tilstanden) ikke er deres ansvar eller skyld, men at nogen hjælper far til at få det bedre, og de får mulighed for at stille spørgsmål og sætte ord på deres egne tanker og følelser. Også mindre børn kan deltage i samtaler, selvom de måske lytter, mere end de taler, hvorfor det også for småbørnsfamilier er vigtigt, at der bliver sat ord på, hvordan psykisk sygdom påvirker hverdagen.

Du kan hjælpe

Voksne børn af forældre med psykisk sygdom fortæller ofte, at de ville ønske, nogen havde talt med dem, da de var børn, fordi det er så svært at gå alene med så mange alvorlige tanker som barn. Åbenhed afstigmatiserer tabuer. Ved at vise vores børn, at vi kan tale om det, som er svært, er vi med til at ændre forestillinger og fordomme om fx psykisk sygdom.

Børn, hvis forældre har en psykisk sygdom, er genetisk disponeret for selv at blive syge, når de bliver voksne. Derfor er alle tiltag, som kan tænkes at styrke de beskyttende faktorer omkring barnet (f.eks. det at vokse op i en familie, hvor man også kan tale om de svære ting), relevante og nødvendige, når vi skal forsøge at forebygge, at psykisk sygdom ofte fortsætter i næste generation.

Tidlig identifikation og tidlig indsats er forudsætninger for, at det lykkes. Her bliver det ekstra vigtigt, at de fagpersoner, som møder familierne i hverdagen, lokalsamfundet og i primærsektoren, f.eks. dig som sundhedsplejerske, tør tage det det første skridt og f.eks. invitere til en samtale og evt. henvise familien videre.

Find flere oplysninger om, hvordan du kan hjælpe, på KOMBU’s hjemmeside.

Kilder

  1. Blegen NE, Hummelvoll JK, Severinsson E. Mothers with mental health problems: a systematic review. Nurs Health Sci. 2010;12(4):519-528.
  2. Reupert AM, D. What do we know about families where parents have a mental illness? A systematic review. Child & Youth Services. 2016 37(2):98-111.