Tænk at man som studerende på sundhedsplejerskeuddannelsen i praksis kan miste sin studieplads, hvis man får brug for barsel, bliver syg, ikke består sin praktikperiode – eller ganske enkelt får behov for en pause i sit studieforløb. Tyg lige på det. Det virker næsten absurd her i 2025. Selvfølgelig bør alle have mulighed for at tage en nødvendig pause og vende tilbage igen. Men sådan er det ikke i dag – og det er kun ét af flere forhold, hvor vi oplever, at vilkårene halter lidt efter.
Når engagement møder virkelighedens vilkår
Vi har oplevet, at flere studerende på hold 2024 har mødt betydelige uligheder i deres uddannelsesforløb. Vi har forsøgt at arbejde konstruktivt og samarbejdsorienteret – og samtidig være tydelige om, hvad der bør forbedres. Vi vil gerne dele, hvor vi hvor vi som studerende har oplevet, at nogle af de største udfordringer ligger:
- Manglende ret til at vende tilbage efter barsel og kritisk sygdom – hvilket var lige ved at koste mindst én studerende sin studieplads i år.
- Der opleves store forskelle i de kliniske læringsmiljøer, og nogle studerende har desværre ikke haft mulighed for at opfylde deres læringsmål – selv hvor der ellers har været god vilje lokalt.
- Manglende adgang til SPS (specialpædagogisk støtte) for studerende med ordblindhed, ADHD, autisme eller andre funktionsnedsættelser – selvom den støtte fx gives på alle grunduddannelser og andre SU-berettigede uddannelser.
- Forventninger om specifik pædiatrisk erfaring, som ikke stemmer overens med optagelseskravene på uddannelsen – og som har presset nogle studerende til at tage ekstra job ved siden af deres fuldtidsstudie. Ikke kun af økonomiske årsager, men for at imødekomme forventninger fra klinikkommuner eller egne bekymringer om at “mangle” almen pædiatrisk erfaring.
Vi ser et dilemma i, at der tilsyneladende eksisterer nogle uformelle forventninger til pædiatrisk erfaring – både fra klinikker og blandt de studerende selv. Det kan skyldes, at mange tidligere blev optaget på uddannelsen med mere erfaring fra pædiatriske afdelinger, mens det i dag ikke længere er et krav. Samtidig fylder pædiatri stort set ikke på grunduddannelsen, og den tidligere specialuddannelse i pædiatrisk sygepleje er udfaset.
Resultatet er, at nogle studerende føler sig utilstrækkeligt forberedte, og at der i klinikkerne måske ikke altid er blik for denne ændring – hvilket kan føre til uforholdsmæssigt store forventninger til de studerendes faglige niveau på dette område.
Måske er det tid til at tage samtalen åbent: Skal vi sænke de implicitte pædiatriske krav i klinikken og tro på, at den nødvendige viden udvikles undervejs? Skal vi indarbejde mere målrettet undervisning og tydelige læringsmål om almen pædiatri i uddannelsen? Eller skal vi – som noget tredje – overveje at gøre pædiatrisk erfaring til et formelt optagelseskrav?
Vi har ikke svaret. Men vi mener, det er vigtigt at turde drøfte spørgsmålet – for de studerendes skyld og for fagets udvikling.
Samtidig opleves også en betydelig økonomisk belastning, både under uddannelsen og som nyuddannet. Flere oplever væsentlig lønnedgang efter endt uddannelse – hvordan kan det være rimeligt, at man videreuddanner sig, får øget ansvar og specialiserede kompetencer, og alligevel går ned i løn?
De mange års erfaring, som sygeplejersker bringer med sig ind på uddannelsen – fra fx pædiatri, børnepsykiatri, neonatologi eller barselsafsnit – er jo ikke kompetencer, der aflæres undervejs. Tværtimod er det netop disse erfaringer, der danner fundamentet for at kunne blive en dygtig sundhedsplejerske. Det virker derfor svært at forstå, at disse kvalifikationer ikke længere honoreres, når man skifter funktion.
Hertil kommer det efterslæb, ét år på SU, et halvt år med lav praktikløn og mangelfuld pensionsindbetaling medfører. Det kan tage mange år at indhente – både økonomisk og pensionsmæssigt.
Bare fordi det altid har været sådan, behøver det jo ikke blive ved med at være sådan.
Vi ønsker os en ny tilgang: Ansæt nye sundhedsplejersker på rimelige vilkår – og brug dem aktivt som lønløftestang i de kommende årlige forhandlinger.
Som repræsentanter har vi undervejs haft god og åben dialog med Dansk Sygeplejeråd om netop disse forhold. Vi har oplevet opbakning til, at der er behov for forandring, og at sundhedsplejerskens rolle/funktion og ansvar bør anerkendes tydeligere – også lønmæssigt. Vi håber, at vores fælles stemmer kan være med til at skubbe udviklingen i en mere retfærdig retning. Vi løfter en helt særlig opgave i det danske sundhedsvæsen. Sundhedsplejens tidlige indsats møder familierne med et universelt, sundhedsfremmende og forebyggende blik – som ingen andre faggrupper er positioneret til at have. Børn og forældre åbner deres dør, deres hjem og deres fortællinger for sundhedsplejersken. Den tillid skal vi værne om – og anerkende. Det er en indsats, som vores tværprofessionelle samarbejdspartnere ofte også fremhæver og anerkender som afgørende for tidlig opsporing og rettidig støtte. Derfor bør det også kunne mærkes i værdsættelsen af faget – herunder lønmæssigt.
Alt det, vi her har nævnt, nævner vi ikke, fordi vi er utilfredse med uddannelsen – tværtimod. Vi gør det netop, fordi vi er så glade for den. Det er vores begejstring for faget og det ansvar, vi som sundhedsplejersker får, når vi understøtter familiers liv, der har givet os kampgejst. Når man brænder for noget, vil man også gerne være med til at værne om det og udvikle det.
Der skal ikke være nogen tvivl om at det har været et stort privilegium at være studerende på sundhedsplejerskeuddannelsen. Vi har lært enormt meget – både fagligt og personligt – og vi har begge været dybt engagerede i både det teoretiske forløb og i vores klinikker, hvor vi har haft optimale rammer, dygtige vejledere og gode muligheder for at lære. Det er ikke givet på forhånd – og som du kan læse er det desværre ikke alle medstuderendes oplevelse.
Gennem det seneste år har vi haft mulighed for at repræsentere de studerende i specialuddannelsesrådet, og vi har også haft et godt samarbejde med både DSR og Sundhedsstyrelsen. Vi oplever, at vi sammen med disse parter er lykkedes med at sætte de studerendes vilkår på dagsordenen.
Det har givet indblik og erfaring – og ikke mindst vist os, hvor vigtigt det er, at studerende har en stemme. For vi bliver faktisk lyttet til og taget alvorligt i de strukturer, der former vores fag og fremtid.
I maj 2025 blev vi inviteret til et møde i Sundhedsstyrelsen for at præsentere de studerendes oplevelser og perspektiver på vilkårene i
Dedikation til faget – og ansvar for udvikling
Vi er begge stolte af at være på vej ind i faget. Én af os har været heldig at få et jobtilbud, den anden har endnu ikke fået ansættelse – og det afspejler virkeligheden for mange på vores hold. Siden jul har der blandt studerende cirkuleret et lidt trist narrativ om, at det nærmest er umuligt at få job som nyuddannet sundhedsplejerske. Det har skabt usikkerhed – men heldigvis passer det ikke helt med det billede, en intern undersøgelse fra KP og VIA tegner. Den blev netop lavet for at nuancere fortællingen og genoprette troen på, at det nok skal lykkes for os alle. Og det tror vi stadig på. For vi glæder os – mere end noget – til at møde børn og familier i praksis.
Det er svært at forstå, at en videreuddannelse med så stort ansvar og kompleksitet ikke automatisk medfører bedre vilkår. Vi mener, at man både kan være passioneret og dedikeret – og samtidig sige fra over for uretfærdigheder. Det er længe siden Florence Nightingale døde – og med hende burde også forestillingen om, at sundhedspleje og sygepleje primært er et kald. I dag må vi turde tale åbent om, at adgang til videreuddannelse ikke må afhænge af ens privatøkonomi – og at kvaliteten i uddannelsen ikke må være betinget af, hvilke indsatser en klinikkommune tilbyder, eller hvilke kompetencer en enkelt vejleder har.
Vi ved godt, at vi om lidt ikke længere er studerende – men vi brænder stadig for, at uddannelsen skal have de bedst mulige vilkår og udviklingsmuligheder. På baggrund af det indblik, vi har fået gennem vores tid i specialuddannelsesrådet og dialogen med både DSR og Sundhedsstyrelsen, vil vi gerne – hvis det i nogen sammenhæng er relevant – stille os til rådighed for videre dialog eller udviklingsarbejde om de studerendes vilkår og de perspektiver, vi her har præsenteret. Vi er nået langt, men vi er ikke i mål endnu. Uddannelsen er virkelig god – men som med alt andet, er der også her et forbedringspotentiale.
Hvad nu?
Vores håb er, at denne artikel måske kan inspirere til en samtale eller blot en enkelt refleksion: Hvordan løfter vi sammen vilkårene i en uddannelse, der fagligt står stærkt og giver så meget mening – så der fortsat er nogle, og gerne flere, der får lyst til – og mulighed for – at blive sundhedsplejersker? Hvordan sikrer vi mere ensartede og værdige vilkår for studerende, der vælger denne vej? Og hvordan bringer vi de gode erfaringer fra kommuner med stærke læringsmiljøer i spil på tværs? Vi har brug for at tale om det, der fungerer – og det, der skal forbedres. Ikke for at pege fingre, men for at tage ansvar for fremtiden.
Vi giver nu stafetten videre til de næste studerende og deres repræsentanter – med håbet om, at dem, der kommer efter os, får endnu bedre vilkår. Så vi også fremover kan uddanne sundhedsplejersker i verdensklasse.
En sidste lille idé er, at vi håber, man fremover vil overveje at invitere et par af de studerende med til landskonferencen. Måske kan vi som kommende sundhedsplejersker bidrage med perspektiver, der ellers ikke bliver hørt.
Vi er stadig nye i faget, men har alle flere års erfaring med børn og familier – og nu også den nyeste teoretiske viden i rygsækken. Vi glæder os til at komme ud og møde jer – og “virke” igen.
Og hvis denne artikel lyder som en overspringshandling… så er det, fordi den er det. Vi skriver nemlig på vores afsluttende eksamensprojekter lige nu. De bliver gode – vi lover, de bliver gode – og vi glæder os til at bringe ny, forsknings- og evidensbaseret viden med os ud i praksis, så vi sammen kan bidrage til at sikre børn og unge en sund og tryg opvækst – og dermed skabe de bedste forudsætninger for, at de opnår en sund voksentilværelse og et liv i bedst mulig trivsel og balance.
Tak for at lytte. Vi glæder os til at blive en del af det faglige fællesskab – og til fortsat at bidrage.
Det Faglige Selskab for Sundhedsplejersker lægger i fagbladet ‘Sundhedsplejersken’ op
til debat og deler ikke nødvendigvis de holdninger og betragtninger, som eksterne
skribenter via artikler i bladet giver udtryk for.
til debat og deler ikke nødvendigvis de holdninger og betragtninger, som eksterne
skribenter via artikler i bladet giver udtryk for.
