Sundhedsplejersker benytter forskellige og til tider direkte modsatrettede tilgange til at forstå og aflæse spædbørns helbred og trivsel. Dette kan skabe forvirring og frustration for småbørnsforældre, men samtidig også blive en pragmatisk løsning til at navigere igennem ukendt land for forældrene.
Introduktion
Sundhedsplejerskers måder at aflæse spædbørns trivsel har stor indflydelse på nye forældres forståelse af spædbørns udvikling og deres nye rolle som forælder. Det er derfor frustrerende for forældrene, når sundhedsplejersker præsenterer måder at forstå barnets trivsel, som forældrene ikke kan efterleve. I starten af 2024 færdiggjorde jeg min ph.d.-afhandling (Kristensen 2024) om sundhedsplejerskers arbejde blandt småbørnsfamilier i Danmark. I afhandlingen undersøger jeg blandt andet, hvordan sundhedsplejersker gennem deres vejledning definerer rammerne for, hvad den ’gode’ og ’rigtige’ forælder er, og hvordan sundhedsplejersker er med til at skabe en særlig relation mellem borgere og velfærdsstaten i Danmark, som er karakteriseret af at være uformel, intim og endda familiær. I denne artikel vil jeg dog fokusere på én af mine mere praksisnære indsigter om de forskellige og til tider modsatrettede måder at forstå og ’læse’ det nyfødte barn på, som sundhedsplejersker præsenterer for forældre. Jeg har her groft opdelt disse forskellige måder i to overordnede kategorier: 1) Gennem målinger, tal og grafer, og 2) gennem mavefornemmelse, intuition og instinkt.
Mine argumenter bygger på et års antropologisk feltarbejde hos Sundhedsplejen og en række forældre i en dansk kommune, hvor jeg fulgte sundhedsplejerskernes daglige arbejde.
Vækstkurver og standarder for udvikling
Vækstkurver er en central del af sundhedsplejerskers arbejde. Igennem hjemmebesøgene bliver børnenes mål, vægt og kurver også af stor betydning for forældrene og deres forståelse af deres børns trivsel. Når sundhedsplejerskerne præsenterer forældrene for barnets vækstkurver, inviterer de forældrene til at forstå deres barns velbefindende gennem tal, målinger og WHO’s internationale standarder for udvikling. At vejning og måling af barnet er en fast del af hjemmebesøgene understreger yderligere vigtigheden af netop disse tal. Denne måde at ’læse’ sit barns velbefindende tiltaler nogle forældre, da tal er håndgribelige og relativt simple at forholde sig til. Omvendt kan de standardiserede vækstkurver også gøre forældre nervøse, når deres børn ikke følger kurverne.
Sundhedsplejerskerne understreger ofte for forældrene, at normalitetsspektret er langt større end den blå median på vækstkurven, og at de ikke er bekymrede for et barns udvikling, der ikke netop følger medianen. Sundhedsplejerskernes forsikringer overdøves dog ofte af vækstkurverne og særligt den blå medians visualisering af, hvordan udviklingen ’bør’ være – især fordi forældrene bliver forevist disse idealkurver ved hvert eneste besøg. Vækstkurverne signalerer, at der er én rigtig måde at udvikle sig på. Dette får forældre til at forstå børns udvikling som en lineær, objektiv standard og ikke en subjektiv proces. I forsøget på at skabe én form for sikkerhed om børnenes fysiske helbred, introducerer sundhedsplejerskerne således en anden form for usikkerhed blandt forældrene – en nervøsitet over ikke at følge vækstkurvens standard for ’normal’.
At finde sit moderinstinkt eller opbygge praktisk erfaring over tid
Ifølge sundhedsplejerskerne er en anden stor del af deres arbejde at lære nye forældre at komme i kontakt med deres moder- og faderinstinkt og lære at ‘mærke efter’, hvad der er rigtigt og forkert. ”De skal turde stole på, hvad
deres mavefornemmelse og deres intuition fortæller dem”, som flere af sundhedsplejerskerne sagde. Det kunne dog være svært for forældrene. Flere fortalte mig, at det var nemmere at forholde sig til et tal, f.eks. en vægt, end at mærke om mavefornemmelsen fortalte én, om barnet nu var sultent eller mæt. Flere forældre fortalte mig, at de følte sig ude af kontakt med dem selv og deres kroppe på grund af søvnmangel, udmattelse efter at have født samt den efterfølgende hormonstorm, som de fleste mødre oplever. De turde derfor ikke stole på deres ’følelser’, når nu alt føltes så anderledes.
Ifølge intuitionsforsker Marta Sinclair bygger intuition hovedsageligt på ens erfaring på et specifikt område samlet over længere tid (Sinclair 2011:13). Hvis intuition bygger på mønstre, man genkender fra tidligere, er det i den grad svært for forældre at følge rådene om at følge deres intuition. Sundhedsplejersker har udviklet og raffineret deres kropslige viden igennem deres mange års arbejde med børn. Nye forældre skal først til at tilegne sig den praktiske, kropslige ekspertise, før de kan mærke deres mavefornemmelse og tør stole på den. Når noget, der er erfaringsbaseret, bliver henvist til, som noget forældre instinktivt skal være i stand til at mærke i deres krop, skaber det forvirring og frustration. Det kan således være mere konstruktivt for sundhedsplejersker at tale med forældrene om, hvilke erfaringer de har haft med spædbarnspleje og spørge, hvad deres erfaring fortæller dem i stedet for at spørge, hvad deres moder- eller faderinstinkt fortæller dem.
Disse tilgange er til tider direkte modsatrettede, hvilket kan forvirre og frustrere forældrene.
Modsatrettede tilgange og pragmatiske sundhedsplejersker
Sundhedsplejersker opfordrer på den ene side forældre til at forstå deres børns trivsel gennem tal og vækstkurver, hvilket flytter forældres fokus væk fra en sansning af barnet og fra dets kropslige udtryk og signaler. På den anden side – ofte i ét og samme besøg – opfordrer sundhedsplejerskerne forældrene til at forstå deres barn gennem deres moder- eller faderinstinkt og ved at ’mærke efter’, hvad der føles rigtigt uafhængigt af officielle udviklingsstandarder. Disse tilgange er til tider direkte modsatrettede, hvilket kan forvirre og frustrere forældrene. Jeg mener dog samtidig, at denne ’springen’ frem og tilbage mellem forskellige tilgange til barnet er en måde, sundhedsplejerskerne håndterer den usikkerhed, der er et vilkår i arbejdet med spædbørn. I dette arbejde, hvor fuld sikkerhed og kontrol kan være umuligt at opnå, da babyerne ikke kan sætte ord på deres følelser og behov, trækker sundhedsplejerskerne på de forhåndenværende muligheder for at opnå sikkerhed om det enkelte barns behov. Man kan kalde sundhedsplejersker for pragmatikere. Selvom tilgangene til at aflæse børnene på hver deres måde er utilstrækkelige og kan have negative konsekvenser for forældrene, er de ikke desto mindre pragmatiske måder at handle på og aktivt forsøge at sikre sig, at børnene trives.
Anne Sophie er uddannet antropolog og nu ansat som forsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus. Hun har tidligere skrevet ph.d. om sundhedsplejerskers arbejde og forholdet mellem velfærdsstaten og børnefamilier i Danmark.
