Vi uddanner fremtidens sundhedsplejersker og uddanner sundhedsplejersker til fremtiden…
Juletid, eksamenstid og tid til nye studerende
I disse dage starter de studerende på det tre uger lange skrive -og vejledningsforløb hen imod eksamen på Afsnit 2. De skriver den 15 sider lange opgave i grupper på 2-5 personer og går i december måned til mundtlig eksamen i grupper. De får derefter en individuel karakter på baggrund af en samlet vurdering af den enkeltes mundtlige og skriftlige præstation.
Omdrejningspunktet for opgaven er at de med udgangspunkt i målgruppen på Afsnit 2 – der er børn, unge og familier i sårbare og udsatte positioner og med et litteraturstudie som metode – arbejder med en sundhedsplejefaglig problemstilling.
Herigennem viser de deres evne til at identificere, analysere og bearbejde en sundhedsplejefaglig problemstilling i
relation til målgruppen.
For de studerende er det den første eksamen på uddannelsen, hvor der er en mundtlig del, og for mange er det også første gang, at de prøver at gå til eksamen i en gruppe. Den mundtlige del af eksamen drejer sig om, at få de studerendes
perspektivering frem og derigennem at få koblet deres nye og dybere viden med og til sundhedsplejepraksis. Det er altid en rigtig spændene eksamen, og der er mange spændene emner, som spænder bredt. Til tidligere års Afsnit 2 eksamen er der f.eks. skrevet om: Børn/unge i skilsmissefamilier, børn/unge i sorg, forældre til præmature, forældre der er vokset op med omsorgssvigt, overvægt hos børn/unge, etc.
Så når de studerende kommer ud i deres Klinik 2, så har de lige arbejdet intenst med et stort emne. Brug endelig deres viden ude i praksis.
De kommende studerende
Samtidig med at vores nuværende studerende går til eksamen og gør sig klar til at komme i Klinik 2 i kommunerne, så arbejder vi på uddannelsesinstitutionerne på højtryk med de kommende studerende, der starter i 2025.
Der var ansøgningsfrist til uddannelsen den 21. august. Her modtog vi på KP 70 ansøgninger, hvoraf 61 opfylder optagekravene og kunne forhåndsgodkendes. På VIA modtog vi 62 ansøgninger, hvoraf 56 opfylder kravene for optagelse og kunne forhåndsgodkendes. De forhåndsgodkendte ansøgerne fordeles til ansættelsessamtaler i kommunerne. Ansættelsessamtalerne afholdes i uge 45.
Der er til Hold 2025 på landsplan 118 uddannelsespladser at tilbyde ansøgerne.
Så mange vil få opfyldt deres ønske om at starte på Specialuddannelsen til Sundhedsplejerske. Vi glæder os til at byde de nye studerende velkomne i starten af januar.
Slutteligt vil vi ønske jer alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Bedste hilsner
Tina Johnson og Susanne Klit Sørensen – Uddannelsesansvarlige på KP og VIA