Supervisionsrum om faglig intuition i sundhedsplejen i Aalborg – En fremtidig sundhedspleje på nyt spor 

Skal vi tale om en livsvenlig sundhedspleje med stærke færdigheder i at bruge intuition for at balancere og navigere klogt i den voksende mængde af forskningsog evidensbaseret viden og metoder? Er der behov for et blødt kursskifte for at matche og styrke de nye generationer af familier og børn i de unikke udfordringer, de står over for? Og kan det opnås ved et bevidst fokus på at træne faglig intuition?

Vi har skabt et supervisionsrum for sundhedsplejersker, hvor vi giver plads til at udforske netop disse spørgsmål. Vi undersøger, hvad der sker, når vi sætter fokus på intuition og begynder at træne den i praksis. I denne artikel vil vi invitere jer inden for i vores forløb. Måske kan det inspirere jer. Måske kan det åbne for nye refleksioner og samtaler – sådan som det har gjort hos os.

Der er i virkeligheden mange gode grunde til at arbejde – og arbejde mere bevidst – med faglig intuition. Det er på ingen måder et nyt fænomen, hvilket i sig selv er værd at bemærke. Hos os opstod idéen netop som en faglig intuition, en spirende fornemmelse, der begyndte at tage form for over to år siden. Vi mærkede, at det var tid til at stoppe op og spørge os selv, om vi skulle justere kursen for fortsat at kunne yde den bedste støtte til familiernes trivsel.

Hos os, som alle andre steder, er sundhedsplejerskefaglighed de sidste mange år løbet stærkt og sikkert afsted med forsknings- og evidensbaseret opkvalificering. Solid dataregistrering og metodefokusering er blevet centrale elementer i vores praksis. Vi har hvert år fyldt mere viden på, og vi har ligeledes udvidet og opkvalificeret metoder i en eskalerende fart – alt sammen med en legitim begrundelse for hvert enkelt tiltag: At der er evidens for det, og at vi ønsker at gøre det godt – i samklang med samfundets tempo, efterspørgsel og udvikling.

Det har uden tvivl skabt stærk og tydelig evidensbaseret faglighed. I praksis ser vi, at en sundhedsplejerske i dag forventes at kunne vide stadig mere. De enkelte besøg og samtaler rummer et stigende antal fastlagte dagsordenspunkter. Tempoet kan være så højt, at der ikke er tid eller ro til at fordybe sig, integrere ny viden og opnå egentlig ekspertise i det enkelte emne. Det kan til tider give en oplevelse af at befinde sig i novicerollen, trods flere års praksis- erfaring.

Intuitionen kalder på et fagligt og menneskeligt perspektiv

Ud over en stigende faglig forpustethed begyndte vi at fornemme, at der var noget vigtigt, der blev klemt. At der var mindre tid og plads til det, der var mere menneskeligt præsent. Når sundhedsplejerskerne skulle holde fokus på at huske at formidle og teste på stadig flere delområder, blev det samtidig sværere at forblive åben og nysgerrig over for dét særlige, som lige præcis opstod i mødet med familien eller barnet – det, som var betydningsfuldt for netop dem og deres liv.

Denne oplevelse afspejles også i mange forældres erfaringer – ja, måske særligt hos de såkaldte ressourcestærke (Lee et al., 2014). Ligesom sundheds- plejersken, forventes det af forældre, at de kan og ved mere og mere. Forældreskabet kan føles som én stor præstation i at gøre det bedste, gøre de rigtige ting og gøre tingene rigtigt. Det kan skabe usikkerhed og utilstrækkelighedsfølelse (Hjortkjær, 2020) og ikke mindst svække tilliden til forældrenes egne vurderinger og fornemmelser (Meyer et al, 2025).

Måske er det netop denne indre dømmekraft – dette personlige kom-pas – som bliver afgørende for de kommende generationer, hvis de skal håndtere de menneskelige og samfundsmæssige udfordringer, vi alle står over for. Udfordringer, der kræver livsmod – og som i sidste ende handler om bæredygtighed på flere niveauer (Schultz Jørgensen, 2020).

Derfor er tanken om at sætte mere fokus på sundhedsplejerskens intuition ikke kun et fagligt projekt – det er samtidig og måske særligt et ønske om at styrke forældrenes, børnenes og de unges intuitive kraft. Kort sagt at bringe det menneskelige mere i spil.

Hvordan navigerer vi klogt og med bevidsthed i al den evidens og metodeviden, der er tilgængelig – og samtidig tilbyder et fagligt følgeskab, der er kærligt, resonerende og livsopbyggende?

Denne erkendelse har i første omgang givet os anledning til at stoppe op og reflektere: Hvordan navigerer vi klogt og med bevidsthed i al den evidens og metodeviden der er tilgængelig – og samtidig tilbyder et fagligt følgeskab, der er kærligt, resonerende og livsopbyggende? Et følgeskab, der som sagt matcher de udfordringer, vores samtid præsenterer.

Vi tror på, at intuitionen – når den får lov at vokse og udfoldes som faglig kompetence – netop kan være den mediator, der hjælper os med dette. Når intuitionen er trænet og får gode arbejdsbetingelser, er den kendetegnet ved at kunne begribe og navigere i det konkrete og komplekse. Samtidige kan intuitionen sikre etiske og empatiske handlinger med respekt og blik for det universelle og det særegne hos det enkelte menneske (Møller, 2023).

Kari Martinsen (1994) skriver i “Fra Marx til Løgstrup” ”De hurtige tekniske kundskaber dominerer ofte over de langsomme erfaringskundskaber som f.eks. intuition og det bare at være”, og i “Øjet og kaldet” (2006) spørger hun: ”Hvad gør kundskaberne ved den professionelle og ved patienten? Findes der kundskaber, som vi ikke bør dyrke og prioritere og fremelske, fordi de ødelægger liv? Findes der kundskaber og ting, som vi vanskeligt kan arbejde med, hvis vi skal samarbejde med patienten?”.

Sociologen Hartmut Rosa (2021) advarer ydermere mod en optimeringskultur. Når ny evidens opstår, og nye metoder udvikles i det accelererende tempo, som vi er vidende om i dag, kan det opleves, at dette fører til udmattelse, fremmedgørelse og mangel på resonans – snarere end reel faglig styrkelse, til gavn for de mennesker vi arbejder med.

Vi spørger derfor om, hvor meget fokus vi kan have på metodeviden og specialisering af stadig flere delemner? Er det sundt – og livsvenligt? Og vigtigst af alt, er denne udvikling fortsat til gavn for de børn og familier, vi arbejder med – dem, der skal rustes til en verden med helt særlige opgaver? (jf. Schultz Jørgensen, 2020). Og hvad betyder det for sundhedsplejerskens egen trivsel og arbejdsglæde? (Inspiration: Vinter Nielsen, & Høvids, 2023).

At træne intuition i supervisionsrum

”Intuition er den umiddelbare opfattelse af en ting, som ikke kræver forudgående form for tænkning.” (Kant, 2002). I supervisionsrummet udforsker og træner vi intuitionen med ro, nærvær, kreativitet og øget bevidsthed – som en central del af sundhedsplejerskens fineste faglighed. Vi giver plads til, at noget skal forandres, men med dyb respekt og ydmyghed for det, der allerede virker og står stærkt.

Intuition er den umiddelbare opfattelse af en ting, som ikke kræver forudgående form for tænkning.

– Kant, 2002

Supervisionsrummene åbner et nyt spor i sundhedsplejen – et spor, hvor vi bevidst udvikler evnen til at arbejde med faglig intuition – at være fagligt intuitive sundhedsplejersker.

Og samtidig støtte børn, unge og forældre i at genfinde og styrke deres egen dømmekraft og fornemmelse – i at være intuitive.

I vores supervisionsrum arbejder vi med intuition ud fra den grundlæggende præmis, at den – når den får plads og bliver trænet – repræsenterer en af de højeste former for intelligens, vi som mennesker og fagpersoner kan besidde. Intuitionen er en menneskelig intelligens, der kan rumme og navigere i stor kompleksitet, med langt færre anstrengelser end den tænkende og rationelle hjerne. Derforuden er der i det intuitive arbejde indlejret en grundlæggende etik, som søger det gode for det menneske, man står over for – og samtidig respekterer det enkelte menneskes grænser og ”urørlighedszone” (Martinsen, 1994).

Når vi træner vores intuition, åbner vi op for nysgerrighed, rummelighed og kreativitet, så vi i højere grad kan møde det intuitive i det enkelte barn, den unge, familien og den konkrete situation.

Intuition er en kropsligt funderet evne, som alle mennesker er født med. Det er en evne til at opfatte noget her og nu – uden nødvendigvis at kunne forklare hvordan eller hvorfor. Den viden opstår gennem sanserne og kroppens sensitivitet og kan give umiddelbar indsigt i en situation, et menneske eller en sammenhæng. Intuitionen kan også vise sig senere som en pludselig erkendelse, når man er trådt væk fra situationen. For mange fagpersoner og forældre er intuition i dag en utrænet evne, da vi er skolet i at analysere og reflektere frem for at mærke og sanse (Møller, 2023). At anvende sin faglige intuition handler om at koble den om- fattende teori og viden, evidens og metodelære med kroppens ubevidste visdom. Der er tale om en faglig følsomhed, som altid er til stede og registrerer det ”mere”, der kan blive afgørende i mødet med det enkelte menneske (Hansen, 1996). Det drejer sig ofte mindst lige så meget om at vide, hvad man skal undlade at tage op af sin store ”faglige rygsæk”, som at vide, hvad man skal bringe i spil i en situation.

For mange fagpersoner og forældre er intuition i dag en utrænet evne, da vi er skolet i at analysere og reflektere frem for at mærke og sanse.

Et eksperimenterende rum

I et kommende nummer af Sundhedsplejersken vil vi dele mere konkret, hvordan vi arbejder i supervisionsrummet, og hvilke erfaringer vi har indtil nu. Her får I en kort introduktion.

Vi arbejder med faglig intuition som en dyb personlig og individuel evne. Det handler om at blive bevidst om og skabe nærvær til den sansende og følende krop – det sted, hvor intuitionen har sit udspring. Det er den enkelte sundhedsplejerskes sanser og krop, der skal iagttages og aktiveres.

At fordybe sig i intuitionen kræver mod til at eksperimentere. Det fordrer et rum med ro, tryghed og langsommelighed – hvor alt ikke er målsat.

Først og fremmest træner vi intuition ved at gå pragmatisk til værks. Vi undersøger, hvad intuition er for os. Vi fordyber os i, hvilke erfaringer vi hver især har med at stole på vores sanser og dømmekraft. Vi taler om beslægtede begreber som faglig følsomhed og fagligt skøn.

Vi identificerer situationer, hvor intuition opstår, og undersøger, hvad der fremmer eller hæmmer den. Vi skelner mellem intuition og andre følelsesmæssige reaktioner, der forvirrer den eller direkte spænder ben for den. For ikke alt, vi mærker, er nødvendigvis intuition. Vi deler intuitionshistorier, arbejder med cases og reflekterer sammen. Vi inddrager vores eksisterende viden fra mentalisering og tryghedsteori, da træning af intuition kan inspireres af, hvordan man træner (kropslig) mentalisering (Shai & Fonagy, 2014). Vi ser også på neurobiologisk viden om kroppens bevidsthedssystem, f.eks. Default Mode Network, som er et hjernenetværk, der aktiveres, når vi er afspændte, trygge og uden fast fokus. Her har intuitionen gode betingelser, fordi indsigter og forståelser lettere kommer til os (Breedlove & Watson, 2013).

Hvis intuitionen skal have gode vilkår, må kroppen have det – blandt andet gennem indre ro. Derfor arbejder vi med små meditationer og mikro-pauser og taler om, hvordan en ”intuition-venlig” arbejdsdag kan se ud. Vi henter også inspiration fra andre fagområder såsom fænomenologi, kunst, poesi, filosofi og mindfulness.

Supervisionsrummet genererer bestandigt nye relaterende temaer og opmærksomhedspunkter, som skubber bevægelsen i den rigtige retning.

Ind til videre har vi ikke ændret strukturelle rammer, men har givet os selv lov til at eksperimentere i supervisionsrummet med ord, dialoger og kropslige og kreative øvelser.

Supervisionsrummet genererer bestandigt nye relaterede temaer og opmærksomhedspunkter, som skubber bevægelsen i den rigtige retning. Mellem supervisionssessionerne opfordres sundhedsplejerskerne til i praksis at mærke efter, iagttage og undersøge det, vi har fordybet os i.

---

Litteratur

Breedlove, S., & Watson, N. (2013). Biological psychology: An introduction to behavioral, cognitive, and clinical neuroscience (7. udgave). Sinauer Associates Inc.

Hjortkjær, C. (2020). Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. Aarhus: Klim Forlag

Hansen, J. (1996). Udviklingsrum Forlag: Udviklings- og Formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland.

Kant, I. 2002. Kritik af den rene fornuft. (Original 1781). Akademisk Forlag.

Lee, E., Bristow, J., Faircloth, C., & Macvarish, J. (2014). Parenting culture studies. Basingstoke: Palgrave Macmillan.

Martinsen, K. (1994). Fra Marx til Løgstrup. København: Munksgaard.

Martinsen, K. (2006). Øjet og kaldet. København: Munksgaard.

Møller, M. (2023). Intuition i pædagogik. Århus: Forlaget Key2See.

Rosa, H. (2021). Resonans: En sociologi om forholdet til verden. Frederiksberg: Eksistens.

Schultz Jørgensen, P. (2020). Opdragelse til livsmod og bæredygtighed. Kristlig Dagblads Forlag.

Shai, D. & Fonagy, P. (2014): “Beyond words – Parental Embodied Mentalizing and parent-infant dance”. I Mikulincer, M. &. Shaver, P. R. (red.): Mecanisms of Social Connection – from Brain to Group, pp. 185-203. New York: American Psychological Association.

Vinter Nielsen, S., & Høvids, D. J. (2023). Resonans som kompas i velfærdsprofessionerne. Tidskrift for arbejdsliv, 25(2).

Meyer, R., et al. (2025). Trivsels- kommissionens afrapportering 2025. København: Trivselskommissionen.