Supervisionsrum om faglig intuition – et blik ind i mellemrummet

Midt i arbejdet med vores næste artikel i serien om faglig intuition – hvor vi mere konkret beskriver de processer, der udfolder sig i supervisionsrummet – opstod et mellemrum. Et refleksionsrum, hvor vi gerne vil invitere jer med ind i nogle af de perspektiver, der inspirerer vores tilgang til at arbejde med intuition.

Vi har lyst til at dele, hvordan vi trækker på viden og visdom fra neuropsykologi og hjerneforskning – særligt Iain McGilchrists teori om hjernens to måder at forstå verden på – og kobler det med Hartmut Rosas sociologiske begreb om resonans: menneskets dybe behov for forbindelse, mening og gensidighed i relationer. Det gør vi dels for at forstå, hvor svært det kan være at dreje kursen mod en mere intuitiv sundhedspleje, men også for at forstå, hvor vigtigt det måske er.

Intuition som adgang til det ”mere” – helheden

”Analytisk kan man altid opdele en melodi i toner og noder, som hver for sig kan beskrives i musiktekniske, fysiske og kompositoriske termer. I intuitiv forståelse forekommer enhver sådan opdeling imidlertid illegitim, da det, man i så fald påstår at analysere, ikke længere er melodien selv, men derimod blot abstrakte dele løsrevet fra deres egentlige kontekst.” (Henri Bergson: Intuition, 2023)

Hvis vi overfører Bergsons billede fra musikkens verden til et barn, en ung – eller en hel familie – bliver vi mere og mere overbeviste om, at det er afgørende at huske, at der findes en helhed uden for det, vi umiddelbart kan screene, måle og se. Noget, som ligger ud over det analyserbare og målbare.

Det er afgørende at huske, at der findes en helhed uden for det, vi umiddelbart kan screene, måle og se.

Sygeplejeteoretikeren Kari Martinsen taler om, at der findes noget “uden for tællekanterne” – det, som ikke kan tælles eller måles, men som alligevel er betydningsfuldt i møderne mellem mennesker (Martinsen, 2015). Altså noget mere – og det er netop dette “mere”, vi er nysgerrige efter at få øje på og skabe adgang til gennem arbejdet med intuition i sundhedsplejens faglige praksis.

Det, der ligger i yderområderne af vores erfaring og fornemmelse – på hver side af det, vi allerede ved – rummer måske noget af det allervigtigste. For, som vi skrev i den tidligere artikel; Det er måske netop her, vi finder det, der virkelig betyder noget i menneskers liv. Måske ligger her nøglen til at skabe mere resonans og styrke det livsmod, som Per Schultz Jørgensen fremhæver som afgørende for at kunne navigere i et fremtidigt samfund fuld af kompleksitet og udfordringer (Schultz Jørgensen, 2020)

Med andre ord: Det er måske netop her, vi skal rette vores opmærksomhed, hvis sundhedsplejen skal være moderne, menneskenær – og livsvenlig. Det kalder på nysgerrighed, kreativitet og et bredere normalitetsbegreb.

Vi oplever i praksis, at det faktisk ikke er så let. At det dels er uvant at bruge sin kreativitet og intuition, og det er der måske en god grund til, hvis vi kigger på det med neuropsykologiske briller.

Et paradoks i vores måde at forstå verden på
– og konsekvenser for den

Iain McGilchrist, psykiater, forsker og forfatter, argumenterer for, at den vestlige kultur i stigende grad er blevet domineret af den venstre hjernehalvdel – på bekostning af den højre (2021).

Ifølge McGilchrist har de to hjernehalvdele fundamentalt forskellige måder at opfatte og bearbejde verden på. Den venstre hjernehalvdel er specialiseret i detaljer, analyse, sprog, logik og systematisering. Den er optaget af det målbare og adskilte – og producerer repræsentationer af virkeligheden.

Den højre hjernehalvdel derimod arbejder mere helhedsorienteret og kontekstuelt. Den er ansvarlig for intuition, empati, metaforforståelse og sans for mening og sammenhæng. Det er også den, der først registrerer det, der er til stede, før venstre hjernehalvdel omdanner det til noget kendt og genkendeligt.

McGilchrist mener, at vi som samfund i stigende grad favoriserer venstre hjernehalvdels måde at forstå verden på: Vi orienterer os mod data, kontrol, præcision og fragmenteret viden. Konsekvensen kan være et samfund præget af objektivisering, reduktionisme og en svækket evne til at opfange nuancer, relationer og dybere mening.

Vi kan med andre ord miste forbindelsen til de kvaliteter, som højre hjernehalvdel bidrager med – såsom intuition, kreativitet, helhedstænkning og menneskelig forbundethed. Og det skaber, ifølge McGilchrist, en dyb kulturel og eksistentiel ubalance (ibid.).

Denne ubalance udfolder sig i et paradoks: Jo mere vores tænkning og praksis bliver styret af venstre hjernehalvdels logik – med fokus på kategorisering, kontrol og målbarhed – jo mindre bliver vi bevidste om, at vi faktisk ser verden gennem et reduceret perspektiv.

Venstre hjernehalvdel har en tendens til at forveksle sine egne modeller og analyser med virkeligheden selv – og bliver dermed blind for kompleksiteten, helheden og det relationelle, som højre hjernehalvdel er bedre til at opfatte (ibid.).

Det paradoksale er, at jo mere vi styres af venstrehalvdelens måde at forstå på, jo mindre plads bliver der til det, der er svært at måle – men som ikke desto mindre er væsentligt: intuition, fornemmelser, relationel viden. Det bliver nærmest utrygt at tale om, at intuition også kan rumme reel, faglig viden.

Det er et paradoks, som kalder på vores opmærksomhed – og måske endda kan mærkes helt konkret i os alle, når vi begynder at træne og udforske faglig intuition. Det er vigtigt at understrege, at det intuitive (og mere højrehjerneorienterede) arbejde ikke skal erstatte den solide faglige viden, evidens, data og de redskaber, vi allerede bruger (forbundet med venstre hjernehalvdel). Tværtimod handler det om at kunne integrere de to – og med faglig dømmekraft vurdere, hvornår og hvordan vi bedst bringer dem i spil. Og måske er det netop denne form for faglighed, der er nødvendig, hvis vi vil skabe ægte resonans, vække livsmod og mening i mødet med familierne, børnene og de unge.

Resonans – livsvenlig sundhedspleje

I den første artikel nævnte vi, at vi har været inspirerede af sociologen Hartmut Rosa og hans resonansbegreb som et modsvar på accelerationssamfundet – også viden og evidensaccelerationen (Rosa, 2021). Rosa beskriver, hvordan vi som mennesker er dybt afhængige af resonans for at opleve mening, skabe sammenhæng og udvikle os på en sund måde. Han taler faktisk om, at vi er blevet mere resonanssensible – altså, at vi har brug for det som aldrig før i en verden med ekspanderende teknologi og AI, hvilket givetvis også gælder de familier, børn og unge, vi arbejder med i sundhedsplejen.

Rosa forstår resonans som dét øjeblik, hvor vi lader os kropsligt og sanseligt berøre af noget uden for os selv – vi lader os kalde på og måske overraskes. Noget får os til at stoppe op og lytte.

Her hører vi en anden stemme end vores egen – en stemme, der ikke nødvendigvis er den indre dialog fra den venstre hjernehalvdel, som er optaget af at analysere, bedømme og placere oplevelser i kendte kategorier. I stedet er det en stemme, der siger noget nyt, overraskende og forunderligt.

Det handler ikke om at skabe harmoni eller enighed – men om at stille sig sanseligt til rådighed for at høre noget andet og mere, når vi stopper op og lytter.

Der kaldes, der lyttes, og der svares. Og det er gennem resonans, vi ved, om vi har forstået det, vi har hørt, på en måde, der giver genklang i den anden.

Rosa bruger det tyske ord aufhören – at standse op og virkelig lytte (Rosa, 2021). At høre den andens stemme og væsen og opfange det, der bliver kaldt på fra den anden – f.eks. et barn eller en familie.

Det handler om at lytte og svare på det, den anden formidler at have brug for. Og den formidling er ikke kun kognitiv. Den er sanselig og helhedsorienteret – den foregår gennem krop, sprog, energi og nærvær. Når vi lytter til denne stemme som noget selvstændigt og værdifuldt, bliver det muligt at besvare den med resonans.

Resonans er ikke lineær kommunikation – det er en cirkulær bevægelse: Der kaldes, der lyttes, og der svares. Og det er gennem resonans, vi ved, om vi har forstået det, vi har hørt, på en måde, der giver genklang i den anden. Måske mærker vi det i det øjeblik, hvor noget i relationen bevæger sig – barnets øjne lyser op, åndedrættet ændrer sig, kroppen falder til ro.

Her kommer intuitionen og den højre hjernehalvdel i spil – de er særligt gode til at opfange de små, livgivende signaler, som ikke altid kan forklares, men som kan mærkes. Og det er i netop de øjeblikke, at noget kan transformeres: Der opstår en ny forståelse, indsigt, håb eller måske en løsning, som passer meget bedre til den enkelte, end det, vi kunne have forudset eller planlagt (Martinsen i Alvsvåg & Hunskår, 2023). Kari Martinsen siger, at “mennesker bliver forandret i relationer, som gør noget ved dem”. Det sker, når de mærker, at noget betydningsfuldt er på færde. Resonans kan ikke planlægges – men vi kan blive åbne for den (ibid.). Og vi mener, at intuitionen kan hjælpe os med det.

At vi, som Kari Martinsen siger, kan “gribe det indtryk, en situation giver, så vi kan udtrykke det indtryk”. (Martinsen, 1993).

Det kræver, at vi selv er kropsligt i ro og i stand til at mærke, hvad der er på spil i os, samtidig med at vi registrerer, hvad der er på spil i den anden. Det kræver mere end rationel tænkning – det kræver nærvær, sanselighed og intuition.

Sluttanker og nye begyndelser

At inddrage viden fra neuropsykologien og koble den til resonansbegrebet har hjulpet os til at forstå, hvor omfattende en proces det er at begynde at træne intuition som en ligeværdig og seriøs faglig færdighed. Det har gjort det tydeligt, at arbejdet med intuition kræver en langsom, nænsom og åben tilgang. Det handler om at skabe rum for dialog, om at turde sænke tempoet og give plads til at mærke kroppen – og herigennem få adgang til intuition, forstå resonansbegrebet og åbne for kreativitet og nye måder at være sammen på i supervisionsrummet.

Undervejs er vi ikke blevet mindre sikre på, at dette er en meningsfuld vej at gå – selvom der opstår paradokser og faglig utryghed undervejs. Tværtimod ser vi tydeligere, hvor værdifuldt det er at bringe faglig intuition i spil, at tale åbent om resonans og gøre plads til det “mere”, som ofte viser sig uden for det målbare og sprogligt artikulerbare.

Vi har også opdaget, hvordan dette perspektiv knytter sig til det børnesyn, vi arbejder ud fra – og som vi løbende må forfine og justere. For måske har vi netop brug for at se børn og familier i nye lys. At lade os forundre over det, vi fornemmer med vores højre hjernehalvdel og vores intuitive sans. Det kan give os modet til i langt højere grad at spørge: Hvem er dette barn? Hvem er denne familie? Og derfra få øje på nye veje og løsninger, som faktisk giver mening og resonans i netop deres virkelighed.

Vi glæder os til at skrive endnu en artikel, hvor vi blandt andet vil beskrive, hvordan vi på kreativ vis har ladet pausen danne ramme og skabelon for supervisionsrummet om faglig intuition gennem et helt efterår.

“Pausen er ikke blot fravær af handling, men et åbent rum – et lille mellemrum, hvor nærvær, kropsvisdom og faglig intuition får plads til at vise sig.”

---

Litteratur

Alvsvåg, H., & Hunskår, I. (Red.). (2023). Fra ‘Nødvendige omveier’ til en dag med ‘Langsomme pulsslag’: Innlegg fra Jubileumsseminar for Kari Martinsen 27. april 2023 (Rapport nr. 2023/10). Bergen: VID vitenskapelige høgskole.

Bergson, H. (2023). Intuition: Introduktion til metafysikken (AFTRYK-serien). København: Forlaget Mindspace.

Kjær, T. A., & Martinsen, K. (Red.). (2015). Utenfor tellekantene: Essays om rom og rommelighet (1. udg.). Oslo: Fagbokforlaget.

Martinsen, K. (1993). Fra Marx til Løgstrup: Om etik og sanselighed i sygeplejen (1. udg.). København: Munksgaard Danmark.

McGilchrist, I. (2021). The matter with things: Our brains, our delusions, and the unmaking of the world (Vol. 1–2). London: Perspectiva Press.

Rosa, H. (2021). Resonans: En sociologi om forholdet til verden (P. Tudvad, Overs.). København: Forlaget Eksistensen.

Schultz Jørgensen, Per. (2020). Opdragelse til livsmod og bæredygtighed. 1. udgave. Kristeligt Dagblads Forlag.