Sundhedsplejersker kan støtte den tilknytning, der starter under graviditeten

Kommende mødre gør sig i langt de fleste tilfælde tanker om, hvem der mon gemmer sig i deres livmoder. Er det en fræk unge med krøller som sin far, eller en pige, der elsker musik og gerne vil bruge trommesættet i stuen? I rigtig mange tilfælde taler mødrene med deres barn i maven, synger sange og aer der, hvor den lille sparker. Det er kun godt, for forskning viser, at allerede inden børn bliver født, har deres mors tanker og adfærd rettet mod den gravide mave en stor betydning.

Faktisk kan de forestillinger, en vordende mor har om sit barn, være en beskyttende faktor for barnet i løbet af sit liv. Det er blandt andet vist i et studie fra Storbritannien. Her har man gennem et helt liv fulgt en gruppe mennesker, der som babyer blev bortadopteret og voksede op uden kendskab til deres biologiske mor.

Inden børnene blev født, fulgte man mødrene i graviditeten. Nogle betragtede sig selv som en beholder, der skulle opbevare barnet, til det blev født, og knyttede sig ikke følelsesmæssigt til det. Andre gjorde sig tanker om, hvordan barnet så ud, talte med maven og knyttede sig dermed også følelsesmæssigt til babyen, på trods af at en mor-barnrelation ikke var en mulighed.

Mange år senere viste det sig, at de børn, hvis mødre ikke havde knyttet sig til dem i graviditeten, havde svært ved at regulere sig selv til ro og havde flere katastrofetanker, end dem, hvis biologiske mødre havde knyttet sig til dem.
Derfor bør vi, ud over at fokusere på barnets og morens fysiske sundhed i graviditeten, også fokusere på, hvordan den følelsesmæssige del af graviditeten forløber. Her spiller sundhedsplejerskers graviditetsbesøg en vigtig rolle.

Tilpas tændt

Hen mod slutningen af en graviditet skal en ny mors tilknytningssystem gerne være tændt. Hun skal være følelsesmæssigt knyttet til sit barn og mærke, at de to hører sammen. Det viser sig blandt andet ved, at hun har mentale repræsentationer af barnet og sit kommende liv som mor. Hun glæder sig, men er måske også spændt og lidt ængstelig for, hvordan det kommer til at gå med fødslen og den første tid med et spædbarn. Det er helt normalt.

Er moren mere afskåret i sine følelser, eller virker hun indifferent i forhold til barnet, kan det være, at tilknytningssystemet er undertændt. Det kan eksempelvis vise sig ved, at hun ikke har indrettet hjemmet til, at der kommer et barn, eller at hun kommer med udtalelser, der indikerer, at hun holder følelserne til barnet fra kroppen: ”Lad os nu se, om der kommer et barn” eller ”det praktiske finder vi ud af på et andet tidspunkt”. Især kvinder, der har været igennem lange fertilitetsforløb eller har oplevet at miste flere gange, kan være undertændte i deres tilknytning til barnet for at beskytte sig selv mod en ny smerte.

Omvendt kan nye mødre også være overtændte i deres følelser og bekymringer rettet mod det nye barn i en sådan grad, at det får et negativt fokus. Det kan være overdreven fokus på, at noget kan gå galt ved fødslen, en bekymring om ikke at være en god nok mor, eller at man allerede i graviditeten laver fejl, der kan påvirke barnet negativt.

En tryg tilknytning er den bedste beskyttende faktor, man kan give børn med på deres vej ud i verden. Og sundhedsplejersker er i mange tilfælde den person,
der kan hjælpe tilknytningen godt på vej.

Børn, hvis mødres tilknytningssystem ikke er tilpas tændt, er i risiko for at få vanskeligheder i forhold til at regulere sig selv, være ængstelige og have katastrofetanker senere i livet. Hos de børn, hvis mødre er overtændte i deres tilknytningssystem, skyldes det blandt andet, at de i livmoderen bliver udsat for stresshormonet kortisol og derfor er født med en høj grad af alertness.

Et skub i den rigtige retning

Under graviditetsbesøg kan sundhedsplejersken sikre, at kommende mødres tilknytningssystem er tændt og kan med fordel bruge sin faglige viden og relationsfærdigheder til at sikre sig, at gravide kvinder knytter sig til deres barn i maven.

Virker kvinden klar, spændt og bekymret for barnets ankomst, inden for, hvad sundhedsplejersken mener, er normalt, er et skulderklap og opmuntrende ord tilstrækkeligt.

Er kvinden derimod enten over- eller undertændt, kan man berolige hende eller skubbe hende på vej mod et tændt tilknytningssystem ved at tale om, hvad der er på spil hos hende. Man må gerne fortælle hende om tilknytningsteori og den betydning, båndet mellem mor og barn har allerede i graviditeten.

Et barselsbesøg er på mange måder en god måde at sikre sig, at forældrenes tilknytning til barnet efter fødslen er normal. Ud over at tale om søvn, amning og at måle og veje barnet, er det vigtigt at afgøre, om mimik, turtagning og nærværende samspil mellem barn og forældre er, som det skal være.

Samtidig er sundhedsplejersker også i den unikke situation, at de har mulighed for at tale med forældre om, hvilke værdier de hver især har med sig ind i forældreskabet. Ingen forældre er ens, og selvom man er et par, har man ofte forskellige holdninger og tilgange til, hvad det vil sige at være forælder. Hvad mange forældre ikke ved, er, at det er normalt, og forskellighed kan være en styrke, fordi barnet derved lærer at afstemme sig forskellige reaktioner og temperamenter.

En tryg tilknytning er den bedste beskyttende faktor, man kan give børn med på deres vej ud i verden. Og sundhedsplejersker er i mange tilfælde den person, der kan hjælpe tilknytningen godt på vej.