Hvordan kan et sundhedsspil styrke børns trivsel, refleksion og handlekompetence? Et praksisnært sundhedsspil sætter fokus på krop, venskaber, mad og mental sundhed.
Indledning
I en tid med øget fokus på mistrivsel, individualisering og psykologisering har en gruppe sundhedsplejersker i Ikast-Brande Kommune udviklet brætspillet ”Sundhed i spil” med håbet om i at kunne styrke trivsel, fællesskaber, mestring og det livfulde i børnenes hverdag.
”Sundhed i spil” blev udviklet som en nyskabende metode til at skabe større lighed i sundhed, ved at børnene øger deres sundhedskompetencer.
Med afsæt i en legende tilgang skal ”Sundhed i spil” bidrage til, at børnene på en praksisnær måde lærer, hvordan de kan handle og forandre i forhold til deres egen og andres sundhed på et kvalificeret grundlag. Samtidig skal aktiviteten styrke fællesskabet blandt børnene, og almindeliggøre deres livsverden. Det sker ved, at de sammen med en engageret og kompetent voksen og jævnaldrende får mulighed for at tale om og reflektere over værdier, viden, relationer og handlemuligheder i deres liv.
Præsentation af ”Sundhed i spil”
Børnene besøger sundhedsplejersken i grupper af 5-6, hvor ”Sundhed i spil” præsenteres. Det er et brætspil, hvor børnene på skift drejer på en pil på et bræt opdelt i seks temaer: mad, fritidsinteresser, krop, bevægelse, venskaber og søvn. Når pilen stopper på et emne, trækker et barn et spørgsmål, som læses højt og besvares. Barnet melder ind afhængigt af den enkeltes frimodighed. Svarene kan bredes ud til hele gruppen og give anledning til fælles drøftelse. Hvert spørgsmål er designet til at få børnene til at reflektere over deres egen trivsel, sundhed, ressourcer og handlemuligheder.
Sundhedsplejerskens rolle i løbet af spillet:
- At tage udgangspunkt i det enkelte barns livsverden og måde at håndtere hverdagen på.
- At involvere sig og gå i dialog med børnene.
- At medvirke til at fokusere på ressourcer og det livfulde hos børnene.
- At gøre sin viden koblingsværdig og brugbar.
- At fremme børnenes evne til at reflektere over eget liv og sundhed.
I ”Sundhed i spil” er der hverken en vinder eller en taber. Derimod er målet at fremme fællesskab, øge børnenes handlekompetencer, åbne op for kreativitet og lysten til at fortælle om egne erfaringer samt skabe plads til alvor, glæde og grin. Målet er derudover, at børnene reflekterer over deres sundhed på et personligt og socialt plan. Spillet afsluttes efter cirka 45 minutter.

Teoretisk baggrund
Spillets teoretiske ståsted er udviklet med inspiration fra et samarbejde med Karen Wistoft (Cand. pæd. i almen pædagogik og ph.d. i sundhedspædagogik).
Ifølge Wistoft er der to trivselsdiskurser: folkesundhedsdiskursen og den pædagogiske diskurs.
Udbredelse af spillet
- Prisen som Årets Sundhedsplejerske 2023. Modtaget på Landskonference for Sundhedsplejersker maj 2023 med den begrundelse, at ”Sundhed i spil” er en nyskabende og velegnet metode til brug for at mindske ulighed i sundhed for skolebørn. Derudover tilbydes sundhedsfremme for alle i en tid, hvor prioritering af sundhedsfremme er truet, og hvor flere børn og unge oplever udfordringer i deres mentale sundhed.
- Podcast ”Midt i Sygeplejen” udgivet af DSR Kreds Midtjylland. Tre sundhedsplejersker fortæller om nytænkning af sundhedssamtalen med det nye initiativ ”Sundhed i Spil”.
- TV Avis – DR Ultra – Radio P4. Indslag omkring ”Sundhed i Spil” med deltagelse og interview af sundhedsplejerske og børn.
- Afholdelse af to timers workshops i flere kommuner landet over.
- Oplæg om baggrund for spillet.
- Afprøvelse af spillet i små grupper.
- Ideer til implementering.
- Et spil udleveres til hver sundhedsplejerske.

Mere info?
Mere information om spillet og workshops ved kontakt til Majbrit Sangild, majsa@ikast-brande.dk
Folkesundhedsdiskursen fokuserer på sygdomsforebyggelse og risikoadfærd, mens den pædagogiske diskurs understøtter en tilgang baseret på dialog, nærhed og medinddragelse. ”Sundhed i spil” tager primært udgangspunkt i den pædagogiske diskurs, og søger at fremme børns sundhed gennem dialog og refleksion frem for indsatser rettet mod bekymrende tendenser.
Det er i arbejdet med børn og unge afgørende at inddrage deres livsverden og skabe aktiviteter, der fremmer deres evne til at træffe informerede valg om deres sundhed. Denne tilgang bygger på den refleksive værdiafklaring, hvor viden om sundhed ikke blot overføres fra voksen til barn, men diskuteres og forstås sammen.
Sundhedspædagogik i praksis
I Ikast-Brande Kommune indgår spillet som en del af tilbuddet på 4. årgang. Det er afprøvet gennem to skoleår med stor succes. Spillet har været let at implementere, da både kollegaer, lærere og børn har taget godt imod det. Derudover er ”Sundhed i spil” et intuitivt spil, som er let at gå i gang med.
Eksempler på spørgsmål, som børnene kan trække i spillet: ”Hvordan er du en god ven?”, ”Hvad kan gøre det svært at falde i søvn?” eller ”Hvad er et hyggeligt måltid hjemme hos jer?”.
Oplevelsen er, at børnene er gode til at gå i dialog om spørgsmålene, og der opstår hurtigt en fortrolighed, hvor der er lydhørhed og respekt for hinanden. Et barn siger: ”Det er nemmere at snakke om det, der er svært, når ens venner er med”. Flere børn giver desuden udtryk for, at spørgsmålene betyder, at de forholder sig til deres hverdag på en anden måde, end de plejer. Børnene spejler sig i hinanden og kan blive inspireret til at prøve at gøre noget anderledes.
Både hos børn, sundhedsplejersker og lærere er der stor begejstring for spillet, og det kvalificerer sundheds- plejerskens mulighed for at møde barnet, der hvor det er.
”Når vi bruger legen, får vi hurtigere en tættere kontakt med børnene,” udtaler en af sundhedsplejerskerne.
Erfaringen er derudover, at der lettere skabes mulighed for at spotte de børn, som har brug for ekstra opmærksomhed, da de ses i en social sammenhæng, som ikke tidligere var muligt.
Konklusion
”Sundhed i spil” er et innovativt og praksisnært redskab, der tilbyder en ny måde at arbejde med sundhedsfremme i skolesundhedsarbejdet. Ved at bruge en legende tilgang kan sundhedsplejersker skabe et åbent forum for dialog og refleksion om emnerne søvn, mad, venskaber, bevægelse, fritid og krop.
Dette redskab kan både styrke børns refleksion over egen sundhed og fremme deres handlekompetencer i en hverdag, der kan byde på mange udfordringer.
Dette redskab kan både styrke børns refleksion over egen sundhed og fremme deres handlekompetencer i en hverdag, der kan byde på mange udfordringer. Vurderingen er, at ”Sundhed i spil” med fordel kan udbredes til flere sundhedsplejeordninger, som dermed kan få glæde af et nyt og kvalificeret redskab til at fremme børns sundhed og trivsel.





