I Danmark er vi verdensmestre – i at spise slik. Hvert år bliver det til hele 12 kilo slik og 87 liter sodavand pr. gennemsnitsdansker. Samtidig spiser danske børn omkring fire gange så mange søde sager, som de officielle kostråd anbefaler. Det har ikke kun betydning for vægt og trivsel – det påvirker også tandsundheden. Og måske endnu vigtigere: Vanerne følger ofte barnet med ind i voksenlivet.
Derfor har sundhedsplejen og tand- plejen i Tårnby Kommune valgt at deltage i Fødevarestyrelsens projekt “Sød Balance” sammen med otte andre kommuner. Projektet sætter fokus på sukkerindtag hos børn i 0.-3. klasse og har som mål at skabe en sundere hygge- kultur i hjemmet, skolen og fritidslivet. Det handler ikke om løftede pegefingre, men om oplysning, inspiration og konkrete værktøjer, der gør det lettere for familier at ændre vaner – i børnehøjde og i øjenhøjde med forældrene.
Tårnby og Sød Balance
Sød Balance startede som et pilotprojekt i Hvidovre kommune under navnet “Er du for sød”. En af Tårnbys sundhedsplejersker havde deltaget i et webinar, hvor projektet blev præsenteret, og det vakte stor interesse. Særligt, fordi emnet allerede fylder i vores arbejde – både i sundhedssamtaler og i vores tilbud til familier med børn med overvægt, “Styrk din Sundhed”. Her oplever vi, hvor svært det er at ændre vaner – især når det gælder sukker.
Derfor tog vi kontakt til Fødevarestyrelsen og blev hurtigt enige om, at Tårnby Kommune skulle være med – i et tæt samarbejde mellem sundhedsplejen og tandplejen.
Sundhedsplejen og tandplejen – et fælles sprog
I Tårnby har vi i forvejen et etableret samarbejde mellem tandplejen og sundhedsplejen. Tandplejen deltager bl.a. i vores støttede mødregrupper og holder oplæg i forældrecaféer. Med Sød Balance har vi nu fået et fælles sprog og ensartede materialer, som børn og forældre møder – uanset om de taler med en sundhedsplejerske eller en medarbejder fra tandplejen.
Hvordan møder børn og forældre Sød Balance i Tårnby?
Projektet er integreret i forskellige klassetrin og sammenhænge:
- Børnehaveklasse:
Ved indskolingssamtalen bruger sundhedsplejersken en dagsoversigt, hvor barnet sætter ord på sin dag – med fokus på mad, aktiviteter og humør. På bagsiden vises anbefalinger om kost, søvn, skærmtid og fysisk aktivitet. Forældrene får en Sød Balance-folder med hjem med QR-koder til inspiration og konkrete tips. - 1. klasse: Her deltager børnene i Sundhedstamtam, hvor temaet er mental sundhed. Sød Balance indgår som en naturlig del af undervisningen.
- 2. klasse: Tandplejen og sundhedsplejen deltager sammen på forældremøder, hvor de taler om sunde snacks, tandsundhed og gode madpakker.
- 3. klasse: Sundhedsplejen underviser i mental sundhed – herunder venskaber, madvaner, bevægelse og selvværd – med udgangspunkt i Sød Balance.
Derudover får forældre til alle børn i børnehaveklasse til og med 3. klasse årligt tilsendt Sød-måleren, som hjælper familien med at få øje på deres søde vaner. (Har du lyst til at teste dig selv og din familie, kan du finde Sød-måleren på Fødevarestyrelsens hjemmeside).
Plakater fra projektet hænger synligt både i sundhedsplejens og tandplejens lokaler samt på skoler og i SFO’er. I tandplejen og andre steder i kommunen kører informationsfilmen fra Sød Balance, som fortæller om projektet. I Sundhedsugen præsenteres projektet også ved forskellige arrangementer, som tandplejen og sundhedsplejen afholder.
I både sundhedsplejen og tandplejen er især dagsoversigten populær, fordi den er visuel og overskuelig for både børn og forældre – og samtidig en god huskeliste over anbefalingerne.
Vi har sørget for løbende at orientere forældrene via opslag på AULA, og hele kommunen er løbende blevet orienteret via borgmesterens nyhedsbrev og på kommunens Facebook. Som følge af et af de opslag fik vi en henvendelse fra en forælder, som er en del af et andet projekt, der sætter fokus på sunde snacks i SFO’er, og vi er i skrivende stund i gang med at indgå et samarbejde om en temadag for alle ansatte i SFO’er med fokus på sunde snacks efter skole.

I både sundhedsplejen, tandplejen, SFO’er og skoler møder børn og forældre plakater fra Sød Balance.
Hvordan har samarbejdet fungeret?
Vi nedsatte en projektgruppe bestående af en projektleder, ledelsen fra tandplejen og sundhedsplejen samt to-tre medarbejdere fra hver afdeling. Det tværfaglige samarbejde har styrket vores kendskab til hinanden og givet energi i arbejdet.
Tandplejen oplever, at materialet giver en ny og mere dialogbaseret måde at tale om sukker og tandsundhed på – uden løftede pegefingre. Sundhedsplejen fremhæver, at materialet er let at anvende og fungerer fint ind i den nuværende form i indskolingssamtalerne. Samt at det har givet ny energi i indskolingssamtalerne, hvor især dagsoversigtens visuelle udtryk har gjort det nemmere at komme hele vejen rundt omkring barnets trivsel, men også givet forældrene indsigt i, at trivsel består af mange elementer.
Hvad fungerer godt – og hvad har været udfordrende?
Det har fungeret godt at starte et projekt op, som omhandler emner, vi allerede har fokus på i sundhedsplejen og tandplejen. Det betyder, at det virker mindre uoverskueligt. At materialerne tilmed er indbydende og giver et godt udgangspunkt for dialog – er et stort plus.
Derudover har det, at vi har haft en projektleder til at styre projektet, været fantastisk – vi har som fagpersoner skullet levere de faglige inputs, mens projektlederen har taget sig af kontakten til Fødevarestyrelsen, afrapportering og regnskab, bestilling af materialer, information, afholdelse af interne projektgruppemøder og samarbejde med skolekonsulenten.

Bagsiden af dagsoversigten viser anbefalingerne inden for forskellige emner som vi berører i indskolingssamtalen.
En udfordring har været, at Sødmåleren teknisk har drillet – vi har sendt Sød-måleren ud, men har ikke kunnet få besvarelserne ind i hverken sundhedsplejens journalsystem Novax eller i tandplejens journalsystem TK2 – hvilket skulle ske automatisk. Derudover har der været tilbagemeldinger fra forældre om, at Sød-måleren simpelthen er for kompleks at udfylde. Man udfylder alle indtag af søde drikke og søde sager for en hel uge, og det er et besværligt system at notere, i samtidig med at det virker uoverskueligt. Mange giver derfor op undervejs.

Dagsoversigten bruges som ramme for indskolingssamtalen.
Enkelte forældregrupper har oplevet det som indgribende, at sundhedsplejen har spurgt ind til deres madvaner og stiller spørgsmålstegn ved, hvor vi gemmer data henne, og om vi vil bruge deres besvarelser på et senere tidspunkt. Derudover oplevede vi på et enkelt forældremøde, at nogle forældre følte hele projektets fokus som en løftet pegefinger.
Men generelt har tilbagemeldingerne fra børn og forældre været positive. De fortæller, at udfyldelse af Sød-måleren har ført til en opmærksomhed på, at slik og søde drikke fylder meget i en hverdagskost.
Det har krævet fleksibilitet og prioritering i sundhedsplejen, men giver også energi at være med i et projekt og prøve nye ting af.
Kom der en opnormering med i projektet?
Nej, projektet er blevet gennemført inden for den eksisterende bemanding. Vi valgte i stedet at få en projektleder på projektet. I sundhedsplejen har de tre sundhedsplejersker i projektgruppen lagt ekstra tid i deltagelse i projektmøder, deltagelse på forældremøder, undervisning af kollegaer i projektet og materialer samt revidering af vores sundhedspædagogiske aktiviteter, så Sød Balance blev en del af undervisningen. Det har krævet fleksibilitet og prioritering i sundhedsplejen, men giver også energi at være med i et projekt og prøve nye ting af.
Gode råd til andre kommuner
- Sæt en tværfaglig projektgruppe sammen fra start.
- Brug en projektleder, der ikke er forankret i sundhedsplejen – for vores vedkommende har det medført en mere alsidig dialog, hvor vi blev hjulpet ud af vores ‘fag-blindhed’.
- Sørg for god dialog med skolerne – de er lige så meget reklamesøjle for projektet som plakater og andet materiale.
- Sørg for at informere alle dem, der er omkring eleverne/ børnene – i vores tilfælde skoler, SFO’er og forældre samt de øvrige medarbejdere i vores center (PPR, Familiehus samt Familierådgivning).
Vi håber, at vores erfaringer kan inspirere andre kommuner til at sætte fokus på sukker og sunde vaner i børnehøjde. I Tårnby har det styrket både samarbejdet og fagligheden – og givet os endnu et godt redskab til at støtte børn og familier på vej mod en sundere hverdag.
Kilde: Fødevarestyrelsen, Projekt Sød Balance, www.fødevarestyrelsen.dk

Signe Voss-Eliasson
Tværfaglig distriktsleder og leder af sundhedsplejen

Annette Ludvigsen
Overtandlæge




