Sociale medier – mødres påvirkninger og faglige udfordringer

”Jeg har læst, at børn træner deres lunger, når de græder – er det rigtigt?”

I vores klinikperioder, under specialuddannelsen til sundhedsplejerske, fik vi mange spørgsmål fra mødre udsprunget af deres brug af sociale medier (SoMe). Vi oplevede, at det var en faglig udfordring at sortere i relevant indhold på SoMe, som synes at påvirke mødrene. Vi oplevede en forskelligartet og ikkesystematisk tilgang til den vejledning, der blev givet til mødrene i forhold til brugen af SoMe, hvilket var svært at navigere i som (kommende) sundhedsplejersker. Derfor valgte vi i vores afsluttende opgave at undersøge, hvordan mødrenes påvirkning af sociale medier opleves fra et sundhedsplejerskeperspektiv, samt undersøge, hvilke faglige udfordringer det kan give anledning til.

Mødres påvirkning af SoMe på godt og ondt – et sundhedsplejerskeperspektiv

“Jeg ser en fællesnævner i de mødre, som har meget brug for at være kontrolfreaks. Det kan være et meget ordentligt hjem, hvor der bare skal være styr på det hele, og der er måske også gode økonomiske midler. Altså, der er i hvert fald en vis overvægt af, at det bliver normen, at man skal have en masse ekstra, og at man skal søge en masse ekstra viden. Er der omvendt tale om mødre med knap så mange ressourcer, kan det måske være lidt sværere for dem at sortere i det.” (Shpl. C).

Sundhedsplejerskerne i vores undersøgelse taler alle ind i, at de mødre, som de i særlig grad oplever bliver påvirket af SoMe, har en stræben efter det perfekte.

Akselvoll beskriver, at SoMe skaber perfekthedsidealer, hvilket kan give et forventningspres hos mødrene i forhold til at skulle præstere. At være opdateret på den nyeste viden, bringe det i spil i hverdagen og lykkes med det bliver et bevis på den gode præstation, der reflekteres tilbage på mødrene (1). Shpl. C oplever, at det er blevet normen, at mødre skal udvide forældrekompetencerne ved at søge ekstra viden. Ligeledes beskriver Shpl. C, at normen er, at mødre skal købe ”en masse ekstra”. Dette kan ses i lyset af, at Akselvoll beskriver:

”Forbruget på børn er med andre ord blevet en stor del af ”det gode forældreskab”, hvor barnets behov og forældrenes behov er smeltet sammen. Ikke mindst, fordi de ting, vi køber til vores børn, også har symbolsk værdi, som spejler vores forældreidentitet udadtil og viser andre, hvordan vi gerne vil opfattes.” (1 s. 101).

Ifølge Akselvoll rammer kravet om at skulle præstere mødrene dobbelt, da de er ansvarlige for både deres egne og deres børns præstationer. Præstations- og perfekthedskulturen forårsager et pres til at levere og leve op til nogle krav (1). Ifølge Winnicott har barnet faktisk godt af, at alt ikke er perfekt (3), hvilket vil sige, at det ikke er for børnenes skyld, at mødre skal overpræstere. Der ses en enighed blandt de interviewede sundhedsplejersker i, at SoMe giver mødrene anledning til netop at tvivle på, om de er gode nok mødre.

Jeg ser en fællesnævner i de mødre, som har meget brug for at være kontrolfreaks. Det kan være et meget ordentligt hjem, hvor der bare skal være styr på det hele.

Sundhedsplejerskerne er enige i, at SoMe kan give “stor usikkerhed på sig selv og evnen som mor, altså om de gør det godt nok og er gode nok mødre” (Shpl. A). En anden sundhedsplejerske påpeger, at denne usikkerhed kan bunde i, at mødre søger forklaringer på f.eks. årsagen til, at et barn græder, ”så ja, jeg tror ikke, at SoMe altid giver et roligt nervesystem hos mødrene” (Shpl. D).

Mødre skal, ifølge Winnicott, ikke være perfekte – de skal være tilstrækkeligt gode (3). Det, at spejle sig i andre i forældreskabet, kan give så stor usikkerhed, at mødre helt kan miste fornemmelsen for, hvordan de skal passe barnet. Ifølge Tanggaard er de ændrede strukturer i samfundet også skyld i, at der er lagt et massivt pres på børnefamilier, hvilket betyder, at ”vi føler os mere usikre end nogensinde før” (2).

Akselvoll beskriver, at SoMe også har skabt nye muligheder for at kommunikere med andre og til andre om forældreskabet (1). De interviewede sundhedsplejersker er enige i, at SoMe kan have en positiv påvirkning i forhold til, at mødrene kan dele erfaringer og få inspiration fra hinanden.

Kunsten at være sundhedsplejerske anno 2024/2025

Sundhedsplejerskerne udtrykker, at de ofte får spørgsmål fra mødrene relateret til SoMe. De oplever, at mødrene på denne måde søger faglig viden, hvilket beskrives således:

“De bruger mig som sådan en støttepæl og til at få dem tilbage til at tro på, at deres barn er i normal udvikling. De har brug for bekræftelse.” (Shpl. A).

”De bringer tit et konkret emne ind og siger; jeg har læst eller set det her. Så spejler de det, og så prøver de det af for at få et fagligt svar. De har brug for at få det verificeret, altså enten afkræftet eller bekræftet.” (Shpl. E).

”Jeg føler, at de trykprøver det hos mig. Altså spørger om råd og vejledning og vil høre, hvad jeg tænker om det,” (Shpl. D).

I klinikperioderne mærkede vi på egen krop, hvordan påvirkningen af SoMe kan udfordre fagligheden. Med baggrund i interviewene spænder udfordringerne bredt. En sundhedsplejerske beskriver det således:

“Jeg kan blive taget lidt på sengen, når nogen siger til mig: ”Jeg har læst, at…”, og så tænker jeg ”nå for pokker, der er noget, jeg ikke har styr på, og at der er noget, jeg skal have tjekket op på. Der har jeg lagt mærke til, at jeg bliver lidt overrumplet, og at jeg skal have begge ben på jorden.” (Shpl. E).

De bruger mig som sådan en støttepæl og til at få dem tilbage til at tro på, at deres barn er i normal udvikling. De har brug for bekræftelse.

Ifølge Winnicott har barnet faktisk godt af, at alt ikke er perfekt.

Det tyder derfor på, at sundhedsplejerskerne, til en vis grad, kan blive udfordrede i forhold til at mestre de udfordringer, de står over for i praksis.

Sundhedsplejerskerne oplever, at forældre i dag stiller større krav til sundhedsplejerskens faglige viden og “man skal kunne redegøre”, “de vil have faglige begrundelser” og “forældrene har en holdning til, hvad deres børn skal.” (Shpl. B).

Tydeliggørelse af faglighed og faglig udfordring

Der er en forskelligartet håndtering af, hvorledes sundhedsplejerskerne får tydeliggjort deres faglighed i mødet med mødrene, samt hvad mødrene kan bruge sundhedsplejerskerne til. Shpl. E oplever, at:

“Mange gange ligger det implicit, uden at det bliver italesat. Altså det ligger ikke som en fast del af det, jeg siger. Det kan indimellem gå lidt i glemmebogen at få sagt, hvad det egentlig helt konkret er, man kan bruge mig til. Det bliver sådan lidt la-la.”

Det tyder på, at sundhedsplejerskerne har en erkendelse af og ser vigtigheden i at få tydeliggjort deres faglighed over for mødrene, men at de ofte ikke får det praktiseret. Desuden er der ikke en tydelighed og ensartethed i forhold til, hvordan de fortæller mødrene om deres profession, samt hvad de kan bruge sundhedsplejen til. Årsagen hertil kan ifølge Jørgensen bunde i, at sundhedsplejerskernes faglige selvforståelse både er en statisk, men også en dynamisk og kompleks proces, hvor vi konstant bliver udfordrede på vores faglighed.

Sundhedsplejerskernes faglige selvforståelse synes på den ene side at være stærk, når de indbyrdes taler sammen, men på den anden side svag, da de har svært ved at redegøre for deres profession over for andre på en forståelig måde (4).

Det kunne derfor tyde på, at nogle sundhedsplejersker ikke får det praktiseret, da det kan være vanskeligt at få sundhedsplejens arbejde beskrevet og tydeliggjort med ord i mødet med mødrene – måske i særdeleshed i forhold til SoMe. Ifølge Jørgensen kunne det styrke sundhedsplejen at blive bedre til at argumentere for egen praksis og at tydeliggøre fagligheden (4). Vi kan i den forbindelse stille os selv spørgsmålet, om sundhedsplejerskerne kunne stå stærkere, såfremt sundhedsplejen som profession forholdt sig til mødres brug af SoMe med forebyggende sigte?

Fælles kultur eller egne ”synsninger”

Er der en fælles kultur – eller mangler den? Vejleder sundhedsplejersker ud fra egne ”synsninger”, eller er der en fælles standard i forhold til at vejlede omkring SoMe?

”Nej, vi har ikke en fælles kultur. Og jeg kan også godt høre, at vi gør det lidt forskelligt. Nogle siger “jamen det snakker jeg næsten ikke med dem om,“ og andre siger “åh, det fylder altså rigtig meget hos dem, så det snakker jeg om. Der kunne i hvert fald være brug for, at man har lidt mere fokus på at ensrette, hvordan man snakker med familierne om det.” (Shpl. C).

Shpl. E oplever ikke, at der er konsensus omkring, hvordan der tales med mødre om, hvordan de kan påvirkes af SoMe, og fortæller, at hun sparrer med kollegaerne, men at “det bliver sådan lidt smalltalk agtigt”. Shpl. A oplever en manglende ensartet holdning og udtaler følgende: “Det kunne være en god ting, at vi ligesom har et fælles sprog, så vi taler ud fra det samme.”

Der kunne i hvert fald være brug for, at man har lidt mere fokus på at ensrette, hvordan man snakker med familierne om det.

Sundhedsplejerskerne oplever en uforudsigelighed omkring, hvad de mon skal forholde sig til, når mødrene siger, ”jeg har læst, at…” (Shpl. E). En opdateret viden inden for området synes vanskelig at opnå, da Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke har bidraget med en viden, som sundhedsplejerskerne kan støtte sig op ad. Det tyder på, at det bliver op til den enkelte (ikke) at gå ind i mødres påvirkning af SoMe, da der ikke er konsensus omkring det i sundhedsplejen som profession. Der synes dog at være en motivation for at opnå en viden, og samtidig ses der også en motivation for et fælles sprog og en ensartethed.

”Jeg ville ønske, at Sundhedsstyrelsen var hurtigere til at få undersøgt tingene, for det går så stærkt i samfundet. Jeg håber og tror, at der i den kommende udgave af bogen “Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge” bliver lagt fokus på, hvorledes sundhedsplejen kan og bør forholde sig til SoMe i mødet med familierne.” (Shpl. D).

---

Litteratur:

1 Akselvoll MØ. Det grænseløse forældreskab. 1. udgave. Kbh.: Dansk Psykologisk Forlag; 2022. 272 sider.

2 Tanggaard L. En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror. 1. udgave. Kbh.: Gyldendal; 2023. 168 sider.

3 Winnicott DW. Spædbørn og deres mødre. 2. udgave (Uændret optryk). Winnicott C, Shepherd R, Davis M, redaktører. Kbh.: Hans Reitzel; 2019. 127 sider. (Klassikere (Hans Reitzel)).

4 Jørgensen GK. Ingen andre har forstået os, har forstået, hvor vigtige vi er: en undersøgelse af sundhedsplejerskers faglige selvforståelser : ph.d. afhandling. Kbh.: Aarhus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik; 2015. 284 sider.