På Redaktionen har vi modtaget artiklen, Collaboration between general practitioners and health visitors about children of concern in Denmark: a qualitative study (Eið et al 2024), udgivet i tidsskriftet Journal of Interprofessinal Care i maj 2024. I det efterfølgende præsenteres udvalgte pointer fra artiklen.
Det kvalitative studie tager udgangspunkt i en forståelse af, at kommunikationen mellem den kommunale sundhedstjeneste og de praktiserende læger er sparsom. Årsagerne til dette er uklare, og forfatterne argumenterer for, at en undersøgelse af de praktiserende lægers og sundhedsplejerskernes egne perspektiver på samarbejdet og kommunikationen, kan bidrage til at kaste lys over dette.
I efteråret 2022 gennemførte forfatterne semistrukturerede interview med deltagelse af 10 praktiserende læger og 10 sundhedsplejersker (Region Sjælland) med det formål at undersøge, hvordan henholdsvis sundhedsplejersker og praktiserende læger oplever samarbejdet og kommunikationen omkring børn i potentielt sårbare positioner.
Forfatterne finder, at de praktiserende læger og sundhedsplejersker i studiet har forskellige oplevelser af samarbejdet og kommunikationen. Sundhedsplejerskerne fremhæver de lovmæssige forpligtelser, herunder guidelines i forhold til henvisning til læge samt nødvendigheden af informeret samtykke som barrierer for samarbejdet og kommunikationen. De praktiserende læger beskriver manglende vederlag for den arbejdstid, som knytter sig til samarbejdet, som en barriere.
Forskelligt behov ved tværfagligt samarbejde
Undersøgelsen viser desuden, at de praktiserende læger og sundhedsplejersker har forskellige behov og præferencer i forhold til at kontakte hinanden. Lægernes førstevalg i forhold til tværprofessionelle samarbejdspartnere er ikke umiddelbart sundhedsplejersker. Overordnet set giver de praktiserende læger udtryk for, at der er få børn, som giver anledning til bekymring, og når/hvis det sker, har de en tendens til at henvise familien til andre tilbud end sundhedsplejen, f.eks. hospital eller de sociale myndigheder. Nogle gange kontakter lægen sundhedsplejerskerne med henblik på en opfølgning af et barns psykosociale trivsel. I den sammenhæng kan lægerne have et ønske om at initere eller delegere en opgave til sundhedsplejerskerne. For sundhedsplejerskerne er den hyppigste årsag til, at de henviser til egen læge, et ønske om at afskrive somatisk sygdom.
Temaet, tværprofessionelt samspil, afslører nogle af de frustrationer og uenigheder, de to professioner oplever i samarbejdet og kommunikationen. Mens sundhedsplejerskerne savner dybdegående diskussion med den anden part, mener de praktiserende læger, at den anden profession mangler faglig/akademisk stringens. Nogle af sundhedsplejerskerne har oplevet uenighed med de praktiserende læger omkring vurderingen af børnene. Andre sundhedsplejersker oplever frustration, når lægen lægger meget ansvar over på hende. Sundhedsplejersker føler sig ofte afvist af lægen, når de henvender sig med en problemstilling, mens nogle af de praktiserende læger giver udtryk for frustration, når sundhedsplejerskerne henviser forældre med såkaldte trendy lidelser.
Fakta
Rebekka Eið, som er sygeplejerske og læge, har sammen med Sarah Isabella Strøyer de Voss, Phil Wilson og Gritt Overbeck fra Center for Almen Medicin ved Københavns Universitet undersøgt, hvordan fagpersoner oplever samarbejde og kommunikation vedrørende børn, hvor der er faglig bekymring om deres trivsel.Undersøgelsen finder, at der er sparsom kommunikation mellem de to parter. Årsagen til dette kan være forskellige typer elektroniske patientjournaler, som de to parter oplever som noget, der komplicerer videndeling. Når sundhedsplejerskerne og de praktiserende læger kommunikerer, foregår det mest fra sundhedsplejersken til lægen gennem digitale beskeder, nogle gange telefonisk og sjældent ved et fysisk møde. Telefonisk kommunikation beskrives som noget, der er forbundet med et stort tidsforbrug. Begge parter finder, at det er svært at finde ud af, nærmest umuligt at finde et direkte telefonnummer til den anden part. Generelt oplever sundhedsplejersker, at der er tale om envejskommunikation, hvilket fører til en følelse af at være ubemærkede.
Behov for mere samarbejde?
De praktiserende læger giver udtryk for, at de ønsker mere information fra sundhedsplejersken, især når hun henviser forældrene til lægen. De fremhæver, at forældrene bliver dem, der bærer information fra den ene profession til den anden. Begge professioner fortæller, at de mangler feedback efter, at en behandling er igangsat.
Umiddelbart virker det som om, at sundhedsplejerskerne i højere grad er interesserede i at skabe et samarbejde, end de praktiserende læger er. Nogle få læger føler ikke et behov for mere samarbejde med sundhedsplejerskerne og vil hellere have mere samarbejde med andre professioner. Generelt set ønsker dog både de praktiserende læger og sundhedsplejerskerne, som har deltaget i dette studie, mere samarbejde. Begge professioner mener, at den anden profession kan drage fordel af en tværprofessionel diskussion.
Referencer
1. Eið, R. C., Strøyer de Voss, S., Wilson, P., & Overbeck, G. (2024). Collaboration between general practitioners and
health visitors about children of concern in Denmark: a qualitative study. Journal of Interprofessional Care, 1–9.
https://doi.org/10.1080/13561820.2024.2357118
Aktiv suppleant/redaktionsgruppen
Københavns Kommune
