Jeg er af krisecenteret informeret om, at de ikke tror, at kvinden kan tage vare på sit barn, som hun venter, og da hun har født, er de meget bekymrede. Kvinden er fra et land i Afrika, og hun taler et meget dårligt engelsk, så besøget foregår med telefontolk.
Da jeg kommer ind, ligger barnet på sengen. Han har hue og meget tøj på. Drengen er vågen. Han virker sulten, og vi aftaler, at han får lidt mad. Moderen ammer, men taler ikke til ham. Jeg husker en film fra NBO-undervisningen om en mor, der ikke ville have sit barn med hjem, og hvor NBO gjorde en stor forskel. Jeg får lyst til at prøve at gøre det samme, selvom jeg slet ikke er så øvet. Jeg må forsøge. Jeg taler med moderen om søvn, imens hun ammer. Vi taler også om fødslen, og hvordan hun oplevede den.
Derefter tager jeg tøjet af barnet, og sammen ser vi på barnets motorik. Jeg fremhæver meget alt, hvad barnet kan. Herefter beder jeg moderen om at tale til sin dreng, mens jeg holder ham, og han vender hovedet efter sin mor. Moderen bliver meget glad, smiler nu rigtig meget og begynder at tale til sin dreng. Da drengen lidt efter vender sig og følger mit ansigt og stemme, roser jeg ham meget, og moderen bliver synligt stolt over det, han viser, at han kan. Drengen har store brune og vågne øjne og følger den røde bold og ranglen. Igen fremhæver jeg alt det, som han kan, og moderen ler med lyd og er synligt stolt og glad. Til slut græder han lidt, og jeg rækker han over til sin mor, som ser stolt på ham og taler sagte til ham på sit eget sprog.
Da jeg kommer en uge senere, er krisecenterets bekymring faldet. Selvom kvinden stadig har brug for tæt vejledning, har hun nu en stolthed og viser omsorg for sin søn.
Moderen fortæller, at hun har passet børn, der hvor hun er flygtet fra. Hun er dog ikke vant til, at man taler så meget med sin baby, men kan nu se, at han gerne vil tales med og gerne vil have øjenkontakt.
Ved tredje besøg er moderen så glad for sin søn, taler til ham og smiler til ham, mens hun pusler ham. Personalet på krisecenteret er meget tilfredse med mor/barn kontakten.