Jeg tænker… nej, jeg ved det: I mange familier er planlægning og overblik nogle af de største kilder til konflikt. Det er netop det, mental load handler om.
I bogen beskrives mange hverdagssituationer, som enhver mand eller kvinde vil kunne genkende. Ved at læse bogen, får vi ikke blot sat ord på disse situationer, men også et sprog for, hvordan de kan forstås og deles op – f.eks. i:
- Projektledelse
- Omsorgsarbejde
- Cirkulært arbejde
Hvorfor er mental load et problem?
Svaret er: stress, sex og skilsmisse.
Hvor ofte siger vi som sundhedsplejersker ikke til forældre: ”Husk nu også at være kærester – ikke kun forældre”
Bogen Mental Load & Ligestilling kan give læseren en sand aha-oplevelse og kaste lys over noget, vi egentlig godt ved, men som sjældent bliver sagt højt. Den indeholder desuden konkrete forslag til, hvordan hverdagen kan ændres – ét skridt ad gangen.
Manglende ligestilling og skævvridning mellem kønnene er også i fokus. Bogen bringer rystende fakta frem om kvinders løn og karrieremuligheder:
- For hvert barn går kvinden én time ned i lønnet arbejde og én time op i husligt arbejde.
- Flere kvinder end mænd havde i 2021 en lang videregående uddannelse, men alligevel er kun 21,5 % af direktørstillingerne besat af kvinder.
- Kun hver fjerde professor er kvinde – selvom lige mange mænd og kvinder har gennemført en ph.d.
- Bogen refererer til flere anerkendte undersøgelser og peger på, hvor vanskeligt det kan være at forfølge en karriere, når man varetager “to jobs”.
Bogen henviser bl.a. til journalisten Amy Westervelt, som er kendt for at sige: “Vi forventer, at kvinder arbejder, som om de ikke har børn – og opdrager børn, som om de ikke har arbejde.”
Vil du have mere ligestilling i hjemmet? Start med at dele den mentale byrde.
Denne bog henvender sig til alle, der oplever en ulige fordeling af ansvar i hjemmet – og som søger konkrete og brugbare løsninger. Manglende ligestilling koster – både økonomisk og menneskeligt. Bogen tilbyder håndgribelige metoder til at skabe mere ligestilling, og den fungerer som en guide til at åbne samtalen om mental load, også på arbejdspladsen.
Fakta om bogen
- Forfatter: Cathrine Katzmann og Laura Vilsgaard
- Forlag: Grønningen 1
- Udgivelsesår: 2024
- Antal sider: 212 sider
- Formål: At give en konkret forklaring på mental load, så man kan forstå, hvordan den usynlige mentale byrde skaber ulighed i hjemmet
- Målgruppe: Alle, der oplever en ulige fordeling af ansvar i hjemmet
- Anmelder: Kirsten Birk




