Forfatter: Meta Jørgensen og Hanne Kronborg
Forlag: Forlaget Skalmeje
Udgivelsesår: 2025
Antal sider: 35 sider
Målgruppe: Hæftet henvender sig bredt til forældre og andre, som er sammen med det 3-6-årige barn
Anmelder: Maria Linnetved og Signe Skamris Pedersen
Bogen fortæller om, hvordan barnet lærer med kroppen, og derfor har brug for oplevelser i hverdagen.
”Børn har godt af at røre sig”. En floskel, der kan synes halvslidt, men det gør den ikke mindre sand. Sundhedsplejerskerne Meta Jørgensen og Hanne Kronborg italesætter betydningen af børns bevægelighed. Når børn bevæger sig, får de en oplevelse af sig selv. Gennem leg udvikler de sig og gør nye erfaringer på forskellige parametre; ikke kun motorisk, men også sprogligt og sansemæssigt.
Gennem billedillustration, forklaringer og eksempler på leg og samvær, bliver man i hæftet ført igennem barnets udvikling, sprogligt, motorisk, og livet sammen i dagligdagen. For hvert år er der beskrevet en legetøjskasse og barnets forventelige udvikling. Vi får et indblik i trygheden ved ritualer, og at skærmen meget let kan blive en tidsrøver fra fysisk leg og aktivitet.
Hæftet henvender sig bredt til forældre og andre, som er sammen med det 3-6-årige barn. Som sundhedsplejerske vil det give god mening at benytte hæftet som et supplerende redskab i kontakten med børnefamilier.