2018 blev endnu et eksempel på, at danskerne i stor stil bakker op om børnevaccinationsprogrammet. Tilslutningen til alle vacciner er steget eller er på samme høje niveau som sidste år, og det glæder os meget i Sundhedsstyrelsen.
Som noget nyt i år er tilslutningen til MFR-vaccination opgjort på alle skoler i Danmark. Kommuner med høj tilslutning på skolerne fortæller, at det bl.a. er sundhedsplejerskernes systematiske og vedholdende indsats over for familier og deres samarbejde med praktiserende læger, der er skyld i succesen.
”Vacciner er en af de mest effektive metoder til at forebygge smitsomme sygdomme. Med en tilstrækkelig tilslutning beskytter vi ikke kun det enkelte barn, men også de immunsvækkede, der ikke kan tåle at blive vaccineret og de børn, der endnu er for små til at blive vaccineret, ” siger Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.