Kom glad i skole – hver dag, et skolefraværsprojekt forankret i sundhedsplejen

En tværfaglig indsats, initieret og forankret i sundhedsplejen, har mindsket skolefraværet hos 75 % af de børn, der deltog i indsatsen.

Sundhedsplejersken er en vigtig aktør i mødet med børn med begyndende skolefravær, og en mindre indsats kan give overraskende gode resultater. Vores viden inden for sygdom og børns mistrivsel gør os kompetente til opgaven, og denne unikke viden har i et skolefraværsprojekt på Nørrebro Bispebjerg bidraget effektivt og kompetent til at få børn tilbage til en stabil skolegang.

Skolefravær

Gennem de seneste mange år har der været et stigende fokus på skolefravær (Børn Vilkår, 2020, 2021, Københavns Kommune, 2021, Greene, 2018, Gubbels et al., 2019, Kristensen, 2020).

Hvis børn ikke kommer i skole, mister de faglighed, men de går også i stå rent udviklingsmæssigt med risiko for funktionelle lidelser, psykisk mistrivsel, m.m. (Andersen & Printz, 2024, ”Skolefravær”. Frydenlund forlag). Forskellige faggrupper har budt på metoder til løsning af problematikken, og feltet er stort, men udfordringen med at få alle børn stabilt i skole hver dag er langt fra løst. I sundhedsplejen på Nørrebro Bispebjerg genkendte vi problematikken, da vi også mødte disse børn på vores skoler. Vi drøftede, hvordan vi eventuelt kunne bidrage til en løsning og lod os inspirere af et tidligere pilotprojekt fra en anden bydel, og har sidenhen videreudviklet på denne indsats.

Vi har i de seneste 3 år arbejdet med at udvikle en indsats i ønsket om på sigt at kunne udbrede det til et arbejdsredskab til skolesundhedsplejen som en tidlig, forebyggende indsats. En indsats, der er målrettet de børn med et begyndende fravær, der kan udvikle sig til et stigende bekymrende fravær.

Vi har i projektet afgrænset os til at arbejde med børn på 5. årgang. Det valg blev taget, da vi i forvejen har alle børn i 5. klasse til sundhedssamtaler. På den måde kan vi bruge projektet som et redskab til at opspore mistrivsel, da vi i vores foreløbige evaluering kan se, at der er en del børn i dårlig trivsel, som vi ikke har opsporet ved vores hidtidige værktøjer til 5. klassessamtaler. Vi har i de gængse samtaler ikke altid været opmærksomme på barnets eventuelt begyndende eller høje fravær. Vores erfaring er nu, at man til den aldersgruppe er nødt til at spørge mere varieret og nuanceret ind til de forskellige trivselsparametre samt grunden til deres fravær. Børn i denne alder er sjældent bevidste om konsekvenserne ved et højt fravær. Når de umiddelbart spørges om, hvordan de har det, har vi oplevet, at svaret ofte er et hurtigt og automatiseret standardsvar, som de tager fra deres omgivelser, og som de ikke har reflekteret over. Ved anvendelse af ”Kom glad i skole – hver dag”-metoden reflekterer børnene over deres trivsel både fysisk, psykisk og socialt – ikke blot i en skolekontekst, men i deres hverdagsliv.

Gennem samtaleteknikker formår vi at få barnet til at beskrive sin hverdag på godt og ondt og formår at få barnet til at udtrykke, hvad der er deres perspektiv på en løsning, der kan føre til, at de kommer kontinuerligt i skole hver dag.

Børn i denne alder er sjældent bevidste om konsekvenserne ved et højt fravær. Når de umiddelbart spørges om, hvordan de har det, har vi oplevet, at svaret ofte er et hurtigt og automatiseret standardsvar.

I denne indsats har vi valgt at følge det enkelte barns eget perspektiv på en løsning af dets skolefravær. Vi har valgt at fokusere på barnets perspektiv ud fra tanken om, at den bedste handlekompetence opnås, når man står i spidsen for sit eget liv og de beslutninger, der skal tages (Furman, 2010. Aborelius, 2000).
Det kan lyde meget enkelt, men i praksis udfordres man nogle gange af ens eget perspektiv, der er båret af den voksnes erfarede viden, ens faglige funderede fornuft, m.m. Vi har forsøgt at se bort fra et sådant voksenbåret løsningsperspektiv for at være tro mod konceptet.

Når vi har haft samtaler med barnet og dets forældre, danner vi os helt naturligt et billede af årsag, sammenhæng og løsningsmuligheder. Men det har vi forsøgt at tilsidesætte for at lytte til barnets tolkning af, hvad der er den rette løsning, og hvad barnet skønner, det forudsætter at komme derhen, hvor det kommer i skole hver dag.

Det er ført til mange forskellige løsningsforslag, der har krævet små som store indsatser. Nogle gange har det været muligheden for en pause i skoledagen på biblioteket, andre gange har det været en underretning til socialforvaltningen på baggrund af samtalen med barnet, som så har medført en større foranstaltning omkring familien. For en tredjedel af børnene er der lavet særlige tiltag, der har ført til et mere aktivt fritidsliv.

Det betyder helt konkret, at de får fast supervision, og at jeg tilstræber at være tilgængelig, så de har let adgang til sparring på konkrete sager. Jeg synes, det er vigtigt, da medarbejderne bruger sig selv meget i deres arbejde, og meget afhænger af den relation, de har med familierne og de unge. Jeg er så heldig at have en fantastisk medarbejdergruppe med stor respekt for hinanden og vores individuelle opgaveløsning. Det betyder, at alle kan fortælle om relationer til familier eller opgaver, hvor det er svært, og hvor der er brug for støtte eller input til, hvordan man kommer videre. Vi taler også om det, når nogle udfører et godt stykke arbejde eller har en sjov oplevelse. Det er med til at sætte fokus på alle de gange, vi lykkes. Ved at dele vores erfaringer i et trygt rum, har vi mulighed for at udvikle os sammen og lære af hinanden.

Hvad vi erfarede

Sundhedsplejen kan ikke lave denne indsats uden et stærkt tværfagligt samarbejde. Det har krævet opbygning af et tæt tværprofessionelt samarbejde med skolens ledelse, lærere, socialrådgiver, pædagoger og andre ressourcepersoner tilknyttet den enkelte skole. Alle må bakke op om de tiltag, man beslutter, skal gennemføres. Vi er løbende blevet bekræftet i nødvendigheden af, at alle omkring barnet er bekendte med den plan, der er lagt, samt hvem der er tovholder for det enkelte barn.

Vi har ydermere erfaret, at der ikke er en årsag til, at børnene har fravær, men nærmest alle børn har deres historie. Vi ser heller ikke, at der er en universel løsning, men skal det lykkes, skal løsningen tilpasses det enkelte barn og dets kontekst.

Vi genkender de risikofaktorer, som mange andre, der har beskæftiget sig med feltet, beskriver, dog er vi blevet særligt opmærksomme på børn, der bor i to hjem. Vi ser en tendens til, at disse børns forældre har tendens til at give børnene mange ”fridage” og holde ferie i skoletiden. Der synes også at være en udfordring i, at barnet skal gå hjemmefra på forskellige tidspunkter, afhængigt af hvilken forælder de er hos. Det øger risikoen for at komme for sent for på sigt slet ikke at komme.