TEMA: Kvinder og børn i krise
Kære sundhedsplejersker. Jeg har fået lov til at fortælle jer om mit arbejde. Jeg er ansat i Joannahuset, Skandinaviens eneste krisecenter for børn og unge. Tag med til der, hvor man ikke bare skal passe sig selv.
Vi sidder med tæpper og puder ved bålet i Joannahusets lille gård på Frederiksberg. Vi har lige spist aftensmad med de andre voksne og unge i huset. Du fortæller om dengang du gik til håndbold. Du siger, at du var en rod, der tit blev sendt hjem, fordi du gjorde alt muligt, man ikke må. Du svarede træneren igen, slog dine holdkammerater, hvis I var uvenner, og pjækkede.
“Sådan er det, når man vokser op og bliver tæsket, så ved man jo ikke, hvad der er bedst at gøre, hvordan man skal håndtere en konflikt” siger du helt roligt.
Det er en konstatering, du har gennemtænkt og er klar til at dele. Jeg spørger varsomt ind til den vold, du er blevet udsat for. Vi har talt om den før, og jeg ved, at det ikke er altid, du kan fortælle mig om den. Så jeg lister mine spørgsmål ind i samtalen. Jeg har lært, hvordan jeg skal stille dem, og jeg gør det klart for dig, at du ikke skal svare, hvis du ikke har lyst.
Jeg kan se på dig, at du helst vil være stærk og ikke vise mig, at du er sådan en, der kan gå i stykker. Men lige nu er der en sjælden åbning. Måske fordi der er et bål, du kan kigge ind i, fordi vi har hygget os hele aftenen, måske fordi du er blevet klar, og vi har tid.
”Han slog mig med en knytnæve i ansigtet flere gange, skubbede mig ned på jorden og sparkede mig i maven. Når jeg tog mine hænder op til ansigtet, for at han ikke skulle ramme mig, tvang han dem væk. Han ville have, at det skulle gøre ondt på mig. Det var faktisk det, der gjorde mest ondt.”
Det er din far, du taler om. Du er 14 år gammel og har først for nyligt fundet ud af, at han faktisk ikke må slå dig. Det var, da du en nat sneg dig ud af dit værelse, væk fra din sovende far, ud i natten og hen til Joannahuset, at du for første gang fik at vide, at du har ret til at få omsorg, ret til at blive passet på og ikke være bange for at komme hjem til dine forældre.
Ca. 1/5 af danske børn i 8. klasse bliver udsat for fysisk vold af deres forældre
Din fortælling står desværre ikke alene. Omkring 22 pct. af danske børn i 8. klasse er, ifølge en undersøgelse af Børns Vilkår i 2022, blevet udsat for fysisk vold af deres forældre.(1) 15 pct. har været ofre for volden gentagende gange, og 9 pct. for vold, der er lige så grov, som den du fortæller om. 4 ud af ti af dem, har ikke fortalt nogen om det. (1)
Igennem de fire år, jeg har arbejdet på børne- og ungekrisecenteret Joannahuset, har jeg hørt unge dele fortællinger fra deres opvækst med omsorgssvigt. Svigt, der viser sig på kroppen som blå mærker og ar, og svigt der er svære at få øje på, som skjuler sig i manglen på omsorg, fraværende voksne eller polerede overflader.
I Joannahuset tilbyder vi rettighedsbaseret rådgivning, retshjælp, akut bisidning og husly til børn og unge under 18 år, der står i krisesituationer. Vi er startet af en gruppe professionelle indenfor socialt arbejde, herunder socialrådgiver, Jette Wilhelmsen, og flere med personlige erfaringer, der minder om dem, børnene har i Joannahuset. De havde set, at der manglede et sted, hvor børn kunne henvende sig, når det ikke længere er trygt at være hjemme. Et sted til de børn, der sover på offentlige toiletter eller i S-toget om natten. De børn, hvor man fornemmer, at et eller andet er helt galt.
Hver anden dag står der et nyt barn eller ung ved Joannahusets dør og ringer på. De kommer alene, med en ven, en forælder, en socialrådgiver. Det føles meget særligt at stå der ved døren og lukke dem ind. Børnene og de unge kommer af vidt forskellige grunde.
De kan have taget tilløb i flere år eller først hørt om os dagen forinden. Men fælles er, at det er børn, der selv søger hjælp, som selv vælger at række ud. Den mulighed, de giver os for at hjælpe, er så vigtig at gribe, når den er der.
Hvem er Joannahuset?
Joannahuset er et krisecenter for børn og unge. Vi tilbyder rådgivning, retshjælp og bisidning for børn og unge under 18 år – og husly for unge fra 12-17 år. Vi åbnede på Christianshavn i 2020 og er siden flyttet i hus på Frederiksberg på Kong Georgs Vej 21. I Joannahuset er vi 18 fuldtidsansatte med forskellige fagligheder: Socialrådgivere, pædagoger, jurister mf., en gruppe socialfaglige deltidsansatte studerende og frivillige.
Vi har åbent 24/7 året rundt.
Børnene kommer ikke til Joannahuset for sjov
For et par uger siden lukkede jeg et ungt menneske ind. Jeg prøvede at vise dig rundt i huset, men det var tydeligt, at der ikke var tid. Du havde ting, der skulle siges, og det skulle være nu. Så vi sætter os i stuen med det samme. Jeg fortæller dig om Joannahuset, anbefaler dig at være anonym til at starte med, om min underretningspligt og hvem jeg er. Jeg spørger, om du helst vil tale frit, eller om det er rarest, at jeg stiller spørgsmålene.
“Jeg snakker bare,” siger du. Det er eftermiddag, og du er taget herhen efter skole i stedet for at tage hjem til dine forældre.
“Jeg har så dårlig samvittighed over at være her. Jeg føler mig som en dårlig datter. Jeg ved, at min mor ikke vil have, at jeg siger det her. Men jeg bliver nødt til det nu, for min egen skyld, jeg kan ikke leve sådan her mere.”
Det er en loyalitet, jeg kan genkende, jeg møder den hos langt de fleste unge, jeg taler med. At vokse op i en familie med omsorgssvigt er ikke det samme som at vokse op i en familie uden tilknytning og sammenhold. Ofte oplever jeg det modsatte. At de unge er meget opmærksomme på ikke at sætte deres forældre i dårligt lys, ikke at svigte dem. Det er en typisk indre konflikt, de unge kæmper med, når de søger os. Hvornår er loyaliteten overfor sig selv vigtigere end for sin familie?
Det er med den bevidsthed, jeg går ind i samtalen. Bevidstheden om, at børn ikke kommer til os for sjov. Det er alvor, når de trodser deres familier og deler deres historier.
Jeg møder voksne, der mener, at det er bedst, hvis vi sender børnene hjem igen. At børnene overdriver, lyver, når de fortæller om de svigt, de bliver udsat for. Hvis forældrene benægter volden, så må det jo betyde, at den ikke findes.
Jeg tror, at det er det gamle børnesyn, der spøger. Vi har fra ældre pædagogik en forestilling om, at børns verdensforståelse ikke har lige så meget værdi som de voksnes. At den ikke er lige så rigtig. En forestilling, der ser børn som nogen, der skal tæmmes, opdrages til at blive gode voksne. En forståelse, der ikke alene er nedværdigende, men som jeg heller ikke genkender i mit arbejde med børn og unge. Jeg ser børn og unge – mennesker – der i langt højere grad end mange voksne, jeg kender, kan sætte ord på, hvad der sker i deres liv og i dem selv. De forstår, hvor kompleks en familie er, de forstår, at de på samme tid kan blive elsket og skadet af deres forældre. Jeg ser mennesker, der har en usædvanlig drivkraft til at skabe et bedre liv.
Hvad kan Joannahuset tilbyde?
Rådgivning og retshjælp
…er fysiske samtaler i og udenfor huset.
Her tilbyder vi samtaler med de unge om deres situation. Vi kan rådgive dem om deres rettigheder, hvordan sociale sager kan forløbe og hjælpe dem med at række ud til kommunen.
Husly
…er et tilbud til de unge, der akut har brug for et sted at sove.
Vi har seks soveværelser og mulighed for at give det til unge, fra de er 12 år gamle.
De unge kan få 48 timers husly uden samtykke – men med orienteringspligt til forældremyndighedsindehaveren.
De unge kan få husly op til 14 dage. Det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
Så når du, som jeg snakkede med den anden nat, fortæller mig, at din mor nok ville ønske, du ikke var kommet, siger jeg ikke, at det er bedst at gå hjem igen. Ligesom din mor sikkert har gode grunde til at ville holde dig hjemme, tror jeg, at du har gode grunde til at komme til os. Så jeg hører, hvad du har at sige.
Nogen gange er det klokkeklart, at det, der sker derhjemme, ikke er okay. Nogle gange ulovligt eller decideret livsfarligt. Andre gange kan det være svært at tyde, hvad der faktisk foregår. Det kan være svært for børnene at fortælle, og så må jeg alligevel prøve at forstå og give tid og plads. Det kan ske, jeg får en fornemmelse af, at det, de siger, ikke stemmer helt overens med virkeligheden. Det kan der være mange grunde til. At de sjældent er blevet lyttet til, ikke før har mærket, at deres oplevelser har værdi, hvis de virkelig har brug for hjælp. Jeg har respekt for, at det lige nu er det, de ser som det bedste at gøre.
Der plejer ikke at gå særligt længe før, de tør fortælle os om deres virkelighed.
Vi oplever, at der kommer børn og unge med årelange sager i kommunen, som allerede har fået masser af hjælp. De har en historie med kontaktpersoner, anbringelser og familiebehandling. Der kommer også unge, der aldrig har talt om deres situation før. Vi oplever unge, der bliver henvist af lærere, pædagoger eller sundhedspersonale, og unge som selv finder os på nettet eller hører om os fra venner. Alle med forskellige liv og forskellige erfaringer med at blive hjulpet og med at stole på voksne.
Netop fordi de unge, der søger os, er så forskellige, er der behov for, at vi er fleksible og forsøger at gribe muligheden for at hjælpe på den måde, der hjælper den enkelte unge bedst. Nogle har brug for at tage tilløb og få omsorg, andre for meget konkret rådgivning. Nogle har brug for retshjælp, og andre mangler akut et sted at sove. Sommetider er vi slet ikke det rigtige tilbud, så kan vi brobygge til andre institutioner. Det er en individuel vurdering, vi tager, når barnet kommer og ringer på vores dør, og en vurdering, som vi aldrig tager alene.
Uanset hvilken slags hjælp de unge har brug for, er vores arbejde i Joannahuset altid forankret i det nye børnesyn. En retning der udspringer af nyere barndomsforskning og stiller sig i kontrast til det gamle børnesyn, jeg tidligere beskrev, hvor børns verdensforståelse ikke ses som lige så troværdig. Professor Hanne Warming, der bl.a. forsker i udsatte børn og socialt arbejde, ser barndommen som meningsfuld i sig selv. (2) Den måde, barnet oplever og erfarer verden, skal tillægges værdi, og barnet skal være en vigtig aktør i sin egen og samfundets udvikling.
Altså er barndommen ikke blot en læringsperiode – men en selvstændig og meningsgivende livsperiode. (2)
I Joannahuset ses børn i deres egen ret, som individer, der har krav på ligeværdig behandling. Også selvom de gør ting, der med et voksent blik virker uforståelige eller dårlige. Vi prøver at forstå, hvad der ligger bag barnets handlinger, uden at fordømme dem eller påtage os retten til at sige, hvad der er rigtigt og forkert. Give deres stemme plads og hjælpe dem med at blive hørt.
For nogle kan det måske lyde for løst, og som om jeg ikke tager det ansvar, en voksen forventes at tage. Jeg kan i korte øjeblikke tage mig selv i at tænke sådan. Joannahusets målgruppe er ekstremt udsat: Børn, der vokser op med vold, konflikt, fattigdom, som udvikler særlige mønstre for at kunne overleve deres hverdag. De mønstre er ikke altid hensigtsmæssige, men de er der af en grund. I min lyst til at passe på dem, kan jeg komme til at tro, at jeg skal bestemme mere over dem, være en hårdere autoritet, som de kan følge. På den måde kan det gamle børnesyn stadig spøge i mig.
Men jeg oplever, at hverken hårde autoriteter eller moralisering virker. Til gengæld ser jeg gang på gang, hvordan respektfulde og trygge relationer, der giver de unge plads til at være, som de er, kan være med til at gøre en fantastisk forskel. Jeg oplever, at den tilgang til børn og unge skaber en langt bedre forudsætning for, at jeg kan gøre et godt, omsorgsfuldt stykke arbejde.
Så når du, der sad ved bålet sammen med mig, siger, at du har slået dine hold-kammerater, så lader jeg dig fortælle om dine oplevelser. Jeg håber, at du mærker, at du gerne må være her, lige som du er. Jeg tror, det er netop det, der gør, at du tør fortælle mig om din far.
I respekt for de unge har jeg ikke gengivet nogens fortælling 1:1. De to personer i artiklen er fiktive – men skrevet ud fra rigtige oplevelser og erfaringer fra Joannahuset.
Anonymitet
…de unge kan få rettighedsbaseret rådgivning anonymt.
Husly, bisidning og visse former for rådgivning, retshjælp og kontakt til kommunen kan vi ikke tilbyde, uden at deres anonymitet bliver ophævet.
Ansatte i Joannahuset har skærpet underretningspligt. Det vil sige, at hvis vi kender et barns identitet og er bekymret for deres trivsel og sundhed, skal vi underrette deres kommune.
Referencer
1. https://bornsvilkar.dk/wp-content/uploads/2022/04/Vold_mod_boern_i_
Danmark_202291.pdf
2. Warming, Hanne, 2011: Børneperspektiver – Børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde. Akademisk forlag
