Iben Motzfeldt er uddannet sygeplejerske i Nuuk i 2002 og læste videre til sundhedsplejerske på JCVU og færdigt i Aarhus i 2007. Siden hun blev færdiguddannet sundhedsplejerske, har hun arbejdet i sundhedsplejen i Nuuk. Iben arbejder i kombineret ordning i Nuuk, men har også ved siden af dette tjenesterejser til byen Ittoqqortoormiit i Nordøstgrønland som besøges to gange årligt.
To gange om året rejser vi sundhedsplejersker til Ittoqqortoormiit i Nordøstgrønland – en lille, isoleret by med cirka 350 indbyggere. Selvom byen hører under samme kommune som Nuuk, er afstanden enorm, og der findes ingen direkte flyruter. Rejsen går via Island med flere stop og kan tage dage, afhængigt af vejret. Det er ikke usædvanligt at strande undervejs i op til en uge. Under opholdet bor vi i sygehusets bolig og arbejder primært som konsulenter, men vi tilbyder også hjemmebesøg, undersøgelser af skolebørn og undervisning efter behov.
De fleste fødsler foregår i Nuuk, da byen mangler jordemødre og læger. De gravide må rejse flere uger før termin og bo på patienthotel i Nuuk, ofte uden deres familie. Det betyder, at mange føder alene langt væk hjemmefra, hvilket kan påvirke både amning, psykisk trivsel og relationen til større søskende, der må undvære deres mor i flere uger. Når de føder i Nuuk, kan etableringsbesøget foregå der før hjemrejse, og der samarbejdes tæt med sygehusets sygeplejersker om opfølgning, herunder telefonkonsultationer. Fordelen ved en lille by er, at alle kender hinanden, men det kan være udfordrende, hvis der er trivselsproblemer, da alle henvisninger går til Nuuk, hvor der tilbydes rejsehold eller terapi via nettet.
Sproget i Ittoqqortoormiit er østgrønlandsk, som adskiller sig markant fra vestgrønlandsk, hvilket kan gøre kommunikationen svær. Ofte taler vi dansk eller bruger tolk. Min kollega Sabina, der er født og opvokset i Ittoqqortoormiit, taler østgrønlandsk, men kender også næsten alle i byen, hvilket kan gøre visse situationer følsomme, når professionelle og private relationer krydser hinanden.
Byens isolation præger dagligdagen. Der er kun én butik, og fragt ankommer primært med skib om sommeren, når isen er væk. Friske grøntsager og frugt er sjældne og dyre – en agurk kan koste 40 kroner – hvilket gør sund kost til en udfordring for mange.
Ittoqqortoormiits geografiske placering betyder, at både klima og kultur er anderledes end i Nuuk. Isbjørne er ikke en daglig trussel, men de kommer ofte til byen, især på grund af klimaforandringer. Jeg har flere gange set isbjørne fra omkring 200 meters afstand, og det er et dyr, man skal have stor respekt for. Hvis man skal ud af byen, er det nødvendigt at medbringe en riffel, da man ikke kan gå en tur i naturen som i Nuuk. Skole-børnene kan også blive nødt til at blive indenfor i frikvarteret for deres egen sikkerhed, når der er isbjørne i nærheden. En isbjørnepatrulje patruljerer hver morgen for at sikre borgernes sikkerhed. Alle husene har ulåste døre, så man kan gå ind til et hus for beskyttelse, hvis man skulle møde en isbjørn. Jeg synes, det er betryggende. En dag, da jeg skulle på hjemmebesøg i udkanten af byen, så jeg store, friske isbjørnespor tæt på huset. Det var et klart tegn på, hvordan klimaforandringerne presser isbjørnene tættere på byen, da de har svært ved at finde føde. Det er en stor udfordring for byens indbyggere.
I Nuuk er det tradition at lade barnet sove ude i barnevogn nær sin bolig. Dette kan man ikke i Ittoqqortoormiit på grund af fare for isbjørne eller slædehunde. Ittoqqortoormiit er et fangersamfund med mange slædehunde, som bliver brugt flittigt til jagt og transport.
Så selvom man kommer fra samme land, kan der være store sprogbarrierer, kulturforskelle og forskellige levevilkår, og på grund af de store geografiske afstande er det helt umuligt at have de samme tilbud i sundhedsplejen som i Nuuk, men vi forsøger, så godt vi kan.
