Projekt ’Særlig støtte – ifm. graviditet og anbringelse’ er et tilbud til mennesker med udviklingshandicap og/eller kognitive eller sociale udfordringer, som har behov for ekstra støtte ifm. et graviditetsforløb med risiko for anbringelse af barnet kort efter fødsel samt tilbud om efterværn og sorggrupper ifm. frivillig
anbringelse, tvangsfjernelse eller bortadoption.
Starter nu
Projekt ULF Særlig Støtte startes op nu og forventes i første omgang at køre til og med april 2026. Det er håbet, at tilbuddet kan fortsætte – også efter, at projektperio-den er afsluttet. Hvert forløb tilpasses den enkelte borger.
Støtten kan bestå af:
- Bisidder ved møder
- Vejledende samtaler
- Forberedende samtaler
- Opfølgende samtaler
- Efterværn ifm. anbringelse
- Sorggrupper med borgervejleder
Tilbuddet er gratis, og det er for alle i ovennævnte situationer med udviklingshandicap samt kognitive og/eller sociale udfordringer. Medlemskab af ULF er ikke et krav.
Vil du høre mere, eller er du interesseret i at deltage i projektet?
Kontakt projektchef Joan Riis Tlf: 21 22 27 49
Mail: uss@ulf.dk
Vi står som fagpersoner, der arbejder med mennesker, ofte i svære dilemmaer, hvor vi ønsker at gøre og hjælpe mere, end vi reelt har tid og ressourcer til. Flere i Udviklingshæmmedes Landsforbunds (ULF) målgruppe har givet udtryk for et svigt i det manglende tilbud til forældre, der oplever at få anbragt deres barn efter fødslen. Grundet midler fra Helsefonden har vi hos ULF nu fået mulighed for at tilbyde støtte og efterværn til denne målgruppe.
“Vi vil gribe mennesker, der får fjernet et barn.
Uanset hvem de er.”
Det at blive gravid og skulle føde et barn er for de fleste forbundet med mange forskellige og meget blandede følelser. Glæde, sorg, frygt, forvirring, bekymring og meget andet. Hvis man dertil har et udviklingshandicap, kognitive udfordringer eller på anden måde er socialt udsat, kan det være meget overvældende at forholde sig til et så bredt følelsesspektrum. Vi ved, at denne målgruppe vil blive fulgt tæt under hele graviditeten og er i højrisiko for at få anbragt deres børn. Det at få anbragt, tvangsfjernet eller bortadopteret et barn er en af de mest voldsomme og livsforandrende oplevelser et menneske kan blive udsat for – om det er frivilligt eller tvunget.
Med omsorg, kontinuitet og ULF-sprog – et let forståeligt sprog, som er tilpasset den enkeltes kognitive forståelsesramme – ønsker vi fra ULF at tilbyde bisidder-støtte med speciale i mennesker med udviklingshandicap. Samt et efterværn, således at der bliver taget hånd om de forældre, der får anbragt deres barn kort efter fødslen.
Mødet med det offentlige, barnets tarv og oplevelsen af sammenhæng
Det er for de fleste i denne målgruppe skræmmende at skulle møde en socialrådgiver ifm. graviditet, og det kan opleves voldsomt og grænseoverskridende at blive mødt af en fremmed fagperson, som stiller meget personlige spørgsmål om bl.a. opvækst, økonomi, forudsætninger for forældreskab, netværk mv. For mennesker med udviklingshandicap kan det være en stor udfordring. Måske kan det være svært at forstå formålet, måske bliver de ’skræmte’ og kommer til at snakke fagpersonerne efter munden, fordi de ikke tør sige, at de ikke forstår, eller fordi de ønsker at ’tilfredsstille’ fagpersonerne. Frustrationen over ikke at forstå eller ikke at blive hørt eller forstået kan også komme til udtryk i vrede eller en afvisende attitude, hvilket ikke vil være gavnligt for situationen. Vores rolle som bisidder vil være at sikre, at borgeren forstår de givne informationer. Samtidig skal vi sikre, at denne får betænkningstid ved behov, samt hjælpe med at huske at tage noter, således at borgeren har mulighed for at få genfortalt informationer fra mødet efterfølgende.
Gudskelov er barnets lov trådt i kraft, således at børn sikres den bedst mulige opvækst og start på livet. De fagfolk, den gravide/parret vil møde i løbet af deres graviditetsforløb, vil være ’advokater’ for barnet – hvilket de selvfølgelig skal være.
Det er vigtigt for os hos ULF at understrege, at vi arbejder 100 % i barnets tarv. Vores formål er på ingen måde at agere ’advokater’ for forældrene eller på nogen måde forsøge at påvirke de fagprofessionelle i forhold til beslutninger og synspunkter. Vi ønsker blot at hjælpe en sårbar målgruppe så skånsomt som muligt igennem et potentielt svært forløb. Ved at skabe en tillidsfuld relation til borgeren gennem kontinuitet samt hjælpe til forståelse gennem tydelig formidling på ULF-sprog, vil vi forsøge at skabe en sammenhæng i forløbet, således at de får en bedre forståelse for egen situation.
Gentagelsesrisiko
Vi ved, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn, og at det kan være svært at indse og acceptere, at man ikke har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at mestre forældrerollen. Vi vil gerne tage denne snak med forældrene, dette for, at de ikke skal udsætte dem selv for at stå i samme situation gentagne gange. Vi oplever ofte, at denne målgruppe er meget sort/hvid-tænkende. Hvis det f.eks. til et møde bliver nævnt, at det er skidt, at de ryger cigaretter og drikker cola til morgenmad, kan det let være det, der bliver opfanget. Så kan de finde på at blive gravide igen med den tro, at de må beholde barnet, hvis de stopper med at ryge. I virkeligheden er kosten og livsstilen blot en biting, hvor manglende tilknytningsevne og andre mere komplekse problematikker er afgørende. Vi håber med dette projekt, at vi kan forebygge disse misforståelser ved kontinuerlig kontakt og opfølgende møder med borgerne.
Sorgbearbejdning og et godt liv uden børn
Vi vil have stort fokus på sorgbearbejdning igennem både individuelle samtaler og gruppeforløb. Vi vil hjælpe borgeren med at lave en sorgsti, et overblik over hele deres graviditetsforløb samt en mindekasse – til både gode og dårlige minder og følelser. Man skal kunne lægge de svære følelser i kassen og lukke for den, når fokus skal flyttes, men også med mulighed for at åbne den op og arbejde med følelserne, når man har behov for det. I sorggrupperne vil der deltage en borgervejleder fra ULF – altså en ligesindet, der vil dele egne tanker og erfaringer. Der vil også være en ULF-medarbejder til stede, som vil hjælpe gruppen. Der vil være meget fokus på at finde ud af, hvem man er, hvad man nyder, og hvad der giver glæde i livet – hvis man ikke skal være forældre. Altså støtte til at skabe et godt og meningsfuldt liv som forældre uden et barn.