Highlights fra Folkemødet 2025
Generelt har vi oplevet, at sundhedsplejen er blevet omtalt i flere debatter som vigtige aktører i forhold til opsporing og forebyggelse af vold i familierne og i forhold til at bidrage til at forebygge og afhjælpe mistrivsel blandt børn og unge.
Vi har deltaget aktivt i følgende debatter:
Fokus på børnenes trivsel før, under og efter skilsmisse.
Debat faciliteret af familieretshuset med fokus på skilsmisse og på børnenes trivsel før, under og efter en skilsmisse. Fokus er at styrke den fælles indsats på tværs af fagligheder og sektorer. Opmærksomhed på, at det er vigtigt at hjælpe børnene med praktikken som f.eks. at pakke taske mm. Et andet budskab er, at det er vigtigt at aftabuisere det at være skilsmissebarn. Vi skal være opmærksomme på, at forældrenes egne følelser kan komme til at stå i vejen for at se, hvordan børnene har det. At der er risiko for, at forældrene kan miste mentaliserings evnen i forhold til deres børn, fordi forældrene er så meget i deres egen smerte. Forældrene kan desuden have travlt med deres eget liv – med at komme videre. Børn føler ofte ansvar, især for den forælder, der evt. har det dårligt.
Trivselskommissionen med fokus på børnenes stemmer.
Panel bestående af børn fra 8. klasse. Det er tydeligt, at børnene ikke mener, at der er behov for et nyt sprog for deres trivsel. Børnene er til gengæld enige om, at det er vigtigt med et balanceret digitalt liv. De giver udtryk for, at de ønsker at være mindre på deres smartphones, men de bliver indfanget af telefonen og har svært ved at lægge den fra sig. De giver desuden udtryk for, at det er vigtigt for børn at have fællesskaber i fritiden. Børnene finder ”forældreskab anno 2025” vigtigt og nævner, at mange børn har forældre, der ikke passer på dem. Dette er børnenes ord.
Stikkersamfund eller omsorgssamfund.
Denne debat faciliteres af Barndom uden vold. Omdrejningspunktet for debatten er en beretning om en ung kvinde, der i sin opvækst, har oplevet vold i hjemmet og hvor lærerne omkring hende ikke handlede på en viden om, at hun levede i et hjem med vold. Kvinden fortæller, at hun i slutningen af folkeskolen skriver en stil, hvor i hun fortæller om volden i hjemmet. Hun oplyses om, at syv lærere har rettet stilen, men ingen handler på det, hun skriver omkring vold i hjemmet.
En opmærksomhed er, at der er risiko for, at vi, ved at undlade at handle på en viden om vold, kan bidrage til, at volden bliver normaliseret. Der bliver efterlyst et systematisk beredskab, en systematik i forhold til, hvordan vi handler, når et barn fortæller os, at det bliver udsat for vold. Der er fagpersoner der afholder sig fra at underrette. Dette kan være både af strukturelle og af personlige årsager. Der udtrykkes ønske om at kalde det omsorgspligt i stedet for underretningspligt samt et ønske om, at vi begynder at tale mere om voldens dynamikker.
Forråelse.
Debat faciliteret af Indre Mission. Forråelse bliver debatteret i konteksten omsorgsfag. Når vi møder magtesløshed som omsorgspersoner og gentagne gange står i situationer, vi ikke kan løse, er der en risiko for forråelse. Der beskrives en trekant bestående af en ”redder”, en ”krænker” og et ”offer”. Dette skal forstås på følgende måde; at man som omsorgsperson som udgangspunkt er redder, men at man pga. magtesløshed opfatter sig selv som offer og dermed kan ende som krænker.
Fra behandling til forebyggelse.
Debat faciliteret af UNIK. Fokus for debatten er bl.a., hvordan man bliver opfattet, når man henvender sig til systemet med et ønske om hjælp til sit barn, der ikke trives. En mor til et barn med autisme fortæller om hendes årelange forsøg på at få hjælp til sit barn. Denne forælder oplever mødet med systemet som mistroisk og hun bliver efterladt med en følelse af, at være en dårlig mor samt med en følelse af, at ansvaret for hendes barns udfordringer ligger hos hendes selv – at det er hende, der har fejlet som forælder.
Barndom uden vold.
Debat med udgangspunkt i en befolkningsundersøgelse udført af VIVE. Et af resultaterne er at 27% af alle voksne har oplevet en eller anden form for vold. En udfordring er, at det langt fra altid bliver opsporet. Kun en tredjedel af personer, der har været bekymret for, at et barn ikke har det godt i hjemmet, foretager en underretning. Tvivlen skal altid komme barnet til gode. Det er altid barnets tarv, der er det vigtigste. Vi er nødt til at sætte hos sammen omkring bordet og finde ud af, hvad der skal til for at forebygge volden. Ingen kan ikke løfte denne opgave alene. Vi skal spille hinanden gode i arbejdet med at opspore og forebygge vold. Der er mange organisationer, der arbejder ind i dette felt og det er vigtigt, at alle arbejder sammen, politikerne, NGOerne og fagpersonerne.
Ambulant rådgivning i forhold til voldsudsatte.
Debat faciliteret af Fonden Gaia.
Vigtigste budskab er, at det, som voldsramt, er muligt at få ambulant hjælp, samtidig med, at man forbliver boende i eget hjem. Der er flere aktører der arbejder med ambulante forløb til voldsramte mænd og kvinder, der ikke ønsker ophold på krisecenter. Desuden arbejdes der aktuelt på, at de fagpersoner, der skal opspore volden, har en viden om voldsdynamikken.
Hvordan spotter vi vold i småbørnsfamilier før det går galt.
Debat faciliteret af Dialog mod vold og Mary Fonden.
Ellen Eldrup deltog som næstformand for FS10 i debatpanelet.
Vi skal være opmærksom på at skabe en systematisk indsats mod vold. Det at få et barn kan skabe et pres i en familie, og det pres kan være med til at øge volden i hjemmet. Der er et vindue for opsporing og indsatser lige efter fødslen, fordi der ofte er en større motivation for at få hjælp på dette tidspunkt.
Sundhedsplejerskerne både kan og vil bidrage til at opspore vold i nære relationer. Opsporing kan ikke stå alene, men skal følges op af relevante tilbud til familierne umiddelbart efter opsporingen. Politikkerne og lederne gøres opmærksomme på, at det kan være en svær og til tider belastende opgave at arbejde i en voldsramt familie. Det er vigtigt at passe godt på frontpersonalet, som f.eks. sundhedsplejerskerne, der tager ansvar og er med, når livet og livet med spædbørn viser sig fra den barske side.
Deltagelse i Psykiatrifondens workshop med debat om sammenhæng i indsatsen for børn og unge med psykisk mistrivsel. Der bliver drøftet ”let tilgængeligt tilbud”, hvor alle med mistrivsel kan henvende sig, uanset om man har en diagnose eller ej. Man skal tilbydes en afklarende samtale med afvikling inden for 14 dage. Der efterlyses indsatser, man kan henvise til. Politisk ønskes ensrettede indsatser, der implementeres bredt i hele landet. Der er enighed om, at ved en misbrugsproblematik, er der en risiko for, at unge i mistrivsel falder mellem to stole. Der ønskes et samarbejde mellem misbrugscentrene, psykiatrien og kommunerne.
Afslutningsvis deltog vi i et kaffemøde med to forskere fra Steno Diabetes Centeret. De ønskede at drøfte perspektiver på graviditetsrelateret diabetes og stigma knyttet til diabetes. Der er et ønske om et samarbejde med sundhedsplejerskerne, bl.a. ud fra den betragtning, at det er os der kommer i familierne efter fødslen og følger mødrene over tid. De er desuden interesseret i, hvilken viden vi evt. mangler i sundhedsplejen omkring emnet. I den sammenhæng drøftede vi det lange seje arbejde med motivation til livsændringer. Vi drøftede, at den kendsgerning, at det er en indsats, der skal rettes mod hele familien dvs. både en evt. partner og børn. Graviditetsdiabetes er associeret med diabetes senere i livet.
Ellen og Rikke
