EPDS-score over cut-off: Hvornår skal vi se det an, og hvornår bør vi viderehenvise?

Da John Cox og kollegaer for snart fire årtier siden udviklede og validerede Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS), anbefalede de, at en højscore – altså over cutoff – som udgangspunkt bør følges op med en ny screening efter nogle uger, før man henviser videre.

Det skyldes, at humøret helt naturligt kan svinge meget. Som Cox og kollegaer skrev i EPDS-manualen, kan en høj score ganske enkelt skyldes, at moren har haft nogle dårlige dage – for eksempel på grund af søvnmangel eller midlertidigt følelsesmæssigt eller praktisk pres. 

En høj EPDS-score er ikke nødvendigvis udtryk for depression, men kan afspejle en helt normal og forbigående reaktion i en krævende livssituation.

Med andre ord: En høj EPDS-score er ikke nødvendigvis udtryk for depression, men kan afspejle en helt normal og forbigående reaktion i en krævende livssituation. I tråd med dette har flere studier fundet, at op til halvdelen af de kvinder, der scorer over cut-off på EPDS under graviditeten, scorer under cut-off igen få uger senere uden nogen form for behandling. Før vores studie, som denne artikel beskriver, var det dog uklart, om det samme gør sig gældende i efterfødselsperioden. Derfor ønskede vi at afdække, i hvor høj grad en forhøjet EPDS-score blandt mødre i efterfødsels-perioden kan være forbigående. 

På baggrund af forskning om forbigående symptomer i graviditeten har flere forskere argumenteret for, at man – som det oprindeligt var hensigten – bør indføre en to-trins-opsporingsmodel, hvor forældre som udgangspunkt altid udfylder EPDS to gange inden henvisning. 

Men det rejser et dilemma. På den ene side er det vigtigt ikke at sygeliggøre normale reaktioner, og at undgå henvisninger, som både kan skabe unødig bekymring hos forældrene, og som samtidig kan belaste sundheds-væsenet unødigt.

På den anden side er det afgørende, at vi ikke forsinker hjælpen til de forældre, som faktisk har brug for støtte hurtigst muligt. En praksis, hvor alle skal udfylde EPDS to gange, før de henvises til ekstra udredning og behandling, kan nemlig betyde, at forældre med alvorlige og vedvarende symptomer ikke får den nødvendige hjælp hurtigt nok. Hvilket kan få negative konsekvenser både for forælder og barn.

Derfor undersøgte vi, om man kan skelne mellem forbigående og vedvarende symptomer – og hvordan man med simple kriterier kan optimere en systematisk opsporingsindsats, så vi både undgår overbehandling og sikrer rettidig støtte til dem, der har behov.

For det første fandt vi, at næsten hver tredje kvinde (29 %) med en EPDS-score over cut-off ved første screening havde forbigående symptomer.

I studiet stillede vi følgende forskningsspørgsmål

1. Er forbigående symptomer hyppigt forekommende hos danske nybagte mødre?
   Vi ville se nærmere på de kvinder, som scorer over cut-off, første gang sundhedsplejersken administrerer EPDS. Her ville vi undersøge, hvor stor en andel af dem, der oplever spontan bedring efter nogle uger – uden at modtage behandling. 
2. Kan man, allerede første gang EPDS gennemføres, forudsige, hvem der har forbigående-, og hvem der har vedvarende symptomer?
   Dette spørgsmål er særligt relevant i en praksissammenhæng, da det kan hjælpe sundhedsplejersken med at vurdere, om der er behov for viderehenvisning med det samme – eller om det i stedet er mere hensigtsmæssigt at se tiden an og lave en opfølgende EPDS efter 1-2 uger. Vi undersøgte derfor, om vi kunne forudsige, om symptomerne ville være forbigående eller ved-varende ved hjælp af lettilgængelige oplysninger fra det første besøg, herunder tidligere depression, meget høj EPDS-score eller tilstedeværelse af selvskade eller selvmordstanker (spørgsmål 10). 
3. Hvilke konsekvenser har det, hvis vi indfører en såkaldt to-trins-opsporingsmodel?
   Vi sammenlignede tre forskellige hypotetiske scenarier for at vurdere, hvilke konsekvenser de hver især ville have for antallet af henvisninger og ventetid fra første score over cut-off til hjælp. De tre scenarier beskrives nærmere i Faktaboks 1. 

Hele 90 % af kvinder med en score på 15 eller derover havde fortsat symptomer ved anden EPDS, sammenlignet med 55 % af kvinder med en score under 15. 

Hvad gjorde vi?

I studiet indgik 427 mødre fra Københavns Kommune, som alle havde scoret 11 eller derover på EPDS ved sundhedsplejerskens besøg omkring to måneder efter fødslen. Cirka to uger senere fik de besøg af en psykolog fra forskergruppen. Ved psykologbesøget udfyldte kvinderne EPDS igen, og der blev gennemført et diagnostisk interview for at vurdere, om de opfyldte kriterierne for depression eller andre psykiske lidelser. I perioden mellem de to målinger modtog mødrene ingen behandling. På den måde kunne vi vurdere, hvor stor en andel af de kvinder, der i første omgang scorer over cut-off på EPDS, som oplever forbigående symptomer. Vi indsamlede desuden data om blandt andet paritet, alder, tidligere depression og familieforhold, som vi brugte til at undersøge, om nogle af disse faktorer kunne forudsige, om symptomerne var forbigående eller vedvarende. 

Hvad fandt vi?

For det første fandt vi, at næsten hver tredje kvinde (29 %) med en EPDS-score over cut-off ved første screening havde forbigående symptomer. Det vil sige, at de få uger senere, når vi gentog EPDS’en, scorede under cut-off – uden at have modtaget nogen form for behandling. For langt de fleste i denne gruppe (over 80 %) var der tale om en reel forbedring i humør og trivsel, og ikke blot en tilfældig scoreændring fra lige over til lige under cut-off. 

For det andet fandt vi, at en score på 15 eller derover er den stærkeste indikator for, om symptomerne er vedvarende. Hele 90 % af kvinder med en score på 15 eller derover havde fortsat symptomer ved anden EPDS, sammenlignet med 55 % af kvinder med en score under 15. Herudover viste resultaterne også, at andre forhold var forbundet med en øget risiko for vedvarende symptomer – om end ikke i lige så høj grad som en score på 15 eller mere. Tilstedeværelse af tanker om selvskade eller selvmord (målt med item 10) og tidligere depression var begge forbundne med øget risiko for vedvarende symptomer, ligesom at der var øget risiko for vedvarende symp-tomer, hvis moderen var flergangs-fødende. Der var ingen sammenhæng mellem moderens alder ved fødslen, og om hendes symptomer var forbigående eller vedvarende. 

Baseret på disse fund udviklede vi en differentieret to-trins-opsporings-model (scenarie 3). I dette scenarie henvises kvinder straks, hvis de: 

1. scorer 15 eller derover, da dette var den stærkeste prædiktor, og/eller 
2. scorer mere end 0 på spørgsmål 10, da kvinder, der har haft tanker om selvmord eller selvskade den sidste uge, ikke bør vente på hjælp uanset hyppighed.

De øvrige kvinder, der scorer over cut-off, udfylder EPDS igen efter 1-2 uger. 

Vores resultater peger på, at ca. en tredjedel af kvinder, der scorer over cut-off på EPDS i efterfødselsperioden, oplever en spontan bedring i symptomerne uden nogen form for behandling. 

Vi sammenlignede denne tilgang med en traditionel en-gangs-EPDS og en simpel to-trins-EPDS, hvor alle udfylder EPDS to gange inden viderehenvisning. 

Sammenligningen viste, at scenarie 2, den simple to-trins-model, reducerede henvisninger af kvinder med forbigående symptomer med 29 procentpoint. Men samtidig betød det, at alle kvinder – også dem med svære og vedvarende symptomer – skulle vente på at udfylde EPDS igen, før de kunne få hjælp.

Den differentierede to-trins-opsporings-model (scenarie 3) reducerede stadig andelen af henvisninger af kvinder med forbigående symptomer med 23,5 procentpoint, men sikrede samtidig, at 60 % af kvinderne med vedvarende symptomer blev henvist med det samme. Blandt de resterende 40 %, som i dette scenarie først viderehenvises efter den opfølgende EPDS, er der vel at mærke ingen, der har tanker om selvmord eller selvskade 

Opsummering og relevans for praksis 

Vores resultater peger på, at ca. en tredjedel af kvinder, der scorer over cut-off på EPDS i efterfødselsperioden, oplever en spontan bedring i symptomerne uden nogen form for behandling. Samtidig identificerer vi enkle kriterier, der kan hjælpe sundhedsplejersken med at vurdere, hvornår det er nødvendigt at henvise straks – og hvornår det kan være fagligt forsvarligt at se tiden an og give EPDS igen efter 1–2 uger før viderehenvisning. Det handler om på den ene side at undgå at sygeliggøre normale følelsesmæssige udsving i efterfødselsperioden – og på den anden side at sikre rettidig hjælp til dem, der har behov for det. 

En EPDS-score skal altid fortolkes i lyset af sundhedsplejerskens faglige vurdering.

Det er dog vigtigt at understrege, at der er behov for yderligere forskning på dette område. Der er brug for studier, der både bekræfter vores fund i andre danske og internationale populationer, og undersøger, hvordan både forældre og sundhedsplejersker oplever en differentieret to-trins-opsporingsmodel. Et vigtigt spørgsmål er, hvordan forældre oplever at skulle vente og udfylde EPDS igen efter 1-2 uger, før de tilbydes yderligere hjælp: Kan det opleves som en anerkendende og afdramatiserende måde at normalisere midlertidig følelsesmæssig uro og mistrivsel – eller risikerer man, at forældre føler sig afvist eller ikke taget alvorligt? 

Derudover vil vi også understrege, at EPDS’en selvfølgelig aldrig bør stå alene. En EPDS-score skal altid fortolkes i lyset af sundhedsplejerskens faglige vurdering. Hvis der opstår bekymring på baggrund af forælderens samlede fremtoning, tidligere historik eller det, der kommer frem i samtalen, bør der naturligvis handles uanset score. Et tidligere studie har i øvrigt fundet, at et simpelt spørgsmål som “Hvordan tror du, du vil have det om 1–2 uger?” i nogen grad kan forudsige udviklingen i symptomer (Matthey et al., 2012). Derfor giver det mening at kombinere EPDS-score med sundhedsplejerskens faglige dømmekraft – og i nogle tilfælde også forælderens egen vurdering – for at sikre den bedst mulige støtte til den enkelte familie. 

---

Referencer:

1 Cox, J. L., Holden, J. M., & Sagovsky, R. (1987). Detection of postnatal depression: Development of the 10-item Edinburgh Postnatal Depression Scale. British Journal of Psychiatry, 150(6), 782–786. 

2 Cox, J., Holden, J., & Henshaw, C. (2014). Perinatal Mental Health: The Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS) Manual (2nd edn). RCPsych Publications 

3 Levis, B., Negeri, Z., Sun, Y., Benedetti, A., & Thombs, B. D. (2020). Accuracy of the Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS) for screening to detect major depression among pregnant and postpartum women: systematic review and meta-analysis of individual participant data. bmj, 371. 

4 Matthey, S., & Ross-Hamid, C. (2012). Repeat testing on the Edinburgh Depression Scale and the HADS-A in pregnancy: Differentiating between transient and enduring distress. Journal of affective disorders, 141(2-3), 213-221. 

5 Smith-Nielsen, J., Egmose, I., Matthey, S., Stougård, M., Reijman, S., & Væver, M. S. (2025). Proposing a two-stage screening approach to distinguish between transient and enduring postnatal depressive symptoms: A prospective cohort study. International journal of nursing studies advances, 8, 100284. 

6 Artiklen der er frit tilgængelig her: https://www.sciencedirect.com/science/ article/pii/S2666142X24001115 

7 Smith-Nielsen, J., Matthey, S., Lange, T., & Væver, M. S. (2018). Validation of the Edinburgh Postnatal Depression Scale against both DSM-5 and ICD-10 diagnostic criteria for depression. BMC Psychiatry, 18, 393. Artiklen er frit tilgængelig her: https://link.springer.com/ article/10.1186/s12888-018-1965-7