Hvordan bliver man en god leder? Sundhedsplejerske Katja Munk Hansen deler sine personlige erfaringer med ledelsesdisciplin, og hvilke refleksioner og valg, hun træffer i sin dagligdag som leder i sundhedsplejen.
Respekt og ærlighed er for hende nøgleordene.
Interessen for sundhedsplejen kom allerede, da jeg var i praktik i sundhedsplejen under min uddannelse til sygeplejerske. Vi var på besøg hos en sårbar familie, og jeg blev meget imponeret, dels af den måde sundhedsplejersken mødte familien på, dels af hendes arbejde for at skabe forandring. Barnet var i en udsat position, og jeg husker fortsat den drøftelse, jeg havde med sundhedsplejersken efter besøget.
Hvornår er det godt nok? Hvornår rækker hjælpen fra sundhedsplejen, og hvordan sikres barnets trivsel, mens forældrene arbejder på at udvikle egne kompetencer? Det var nogle af de spørgsmål, vi vendte med hinanden. Da jeg kom hjem den aften, vidste jeg, at jeg skulle være sundhedsplejerske.
Efter min første arbejdsdag som sundhedsplejerske var jeg helt høj og vidste, at jeg var landet på den rette hylde. Jeg blev ret hurtigt TR for sundhedsplejerskerne, og her blev min interesse for organisation, ledelse og styring vakt. Igennem mit TR-arbejde blev jeg interesseret i, hvad der bidrager til at skabe et godt sammenhold og tilfredshed i faget, samt hvordan det styrkes.
Bornholms Regionskommune har deres egen førlederuddannelse for de medarbejdere der overvejer at gå ledervejen. Jeg kom med på uddannelsen, og her blev jeg bekræftet i, at jeg gerne ville være leder af sundhedsplejen. Jeg startede derfor på Diplom i Ledelse, mens jeg var medarbejder. Undervejs i min diplomuddannelse blev jeg ansat som leder af sundhedsplejen på Bornholm og har nu været det i 9 år.
Det bedste af begge verdener
Min arbejdsuge er meget varierende. Jeg visiterer familier og prøver at fordele opgaverne så ligeligt, som det kan lade sig gøre. Ved ferie og sygdom koordinerer jeg, at sundhedsplejerskerne dækker for hinanden ved behov.
Jeg deltager i mange forskellige mødefora, blandt andet økonomi-, projekt-, leder- medarbejder- samt tværfaglige møder. Jeg skriver opprioriteringsforslag og konsekvensbeskrivelser ved påtænkte besparelser. Derudover har jeg også egne familier og egen skole med et spor fra 0.-9. klasse. Det betyder, at jeg hele tiden selv arbejder under de beslutninger, der bliver truffet for sundhedsplejerskernes arbejde.
Jeg tilstræber at være på kontoret om morgenen og sidst på eftermiddagen, så mine medarbejdere let kan komme i kontakt med mig. Medarbejderne arbejder meget selvstændigt, og det er derfor vigtigt, at jeg hele tiden er opmærksom på, at de får den nødvendige støtte til at kunne mestre de situationer, de kommer i.
Tillid, respekt og ærlighed er vigtige ledelsesværdier for mig. Tillid er for mig, at jeg har tillid til mine medarbejdere og til deres opgaveløsning. At medarbejderne altid gør deres bedste for at have barnets bedste i centrum i opgaveløsningen.
Det betyder helt konkret, at de får fast supervision, og at jeg tilstræber at være tilgængelig, så de har let adgang til sparring på konkrete sager. Jeg synes, det er vigtigt, da medarbejderne bruger sig selv meget i deres arbejde, og meget afhænger af den relation, de har med familierne og de unge. Jeg er så heldig at have en fantastisk medarbejdergruppe med stor respekt for hinanden og vores individuelle opgaveløsning. Det betyder, at alle kan fortælle om relationer til familier eller opgaver, hvor det er svært, og hvor der er brug for støtte eller input til, hvordan man kommer videre. Vi taler også om det, når nogle udfører et godt stykke arbejde eller har en sjov oplevelse. Det er med til at sætte fokus på alle de gange, vi lykkes. Ved at dele vores erfaringer i et trygt rum, har vi mulighed for at udvikle os sammen og lære af hinanden.
Tillid – et vigtigt lederredskab
Jeg synes, jeg har verdens bedste job, og jeg arbejder for, at medarbejderne har det på samme måde. Det betyder, at jeg meget gerne går i dialog i forhold til forståelse af en given opgave samt i forhold til opgaveløsningen. Jeg er bevidst om, at der er mange forståelser, at der kan være flere veje til målet, og at jeg ikke sidder med løsningen. Tillid, respekt og ærlighed er vigtige ledelsesværdier for mig. Tillid er for mig, at jeg har tillid til mine medarbejdere og til deres opgaveløsning. At medarbejderne altid gør deres bedste for at have barnets bedste i centrum i opgaveløsningen. Jeg har ligeledes tillid til, at medarbejderne oplever, at de trygt kan komme til mig, f.eks. hvis de ikke forstår opgaven eller de trufne beslutninger. Respekt betyder for mig, at der hos os alle skal være en respekt for, at vi er forskellige og er i forskellige kontekster, samt at vi gør os umage med at forstå den kontekst, den anden er i. Med ærlighed mener jeg, at medarbejderne kan stole på det, jeg siger, og jeg forventer, at jeg kan stole på det, medarbejderne fortæller mig. At vi er ærlige om de fejl, vi laver, og at vi forholder os til dem, så vi kan blive kogere og derved udvikle os.
Jeg finder det særligt udfordrende, at vi ikke har økonomi til at udføre alt det sundhedsfremmende arbejde, som vi er så gode til. Jeg arbejder hele tiden på at blive bedre til at lede opad og derigennem sikre de bedste vilkår for mit teams arbejde. Når det lykkes, er det alt arbejdet værd. Jeg bliver stolt, når jeg ser medarbejdere rykke sig i deres arbejde og i deres tilgange til de udfordringer, de møder, og jeg bliver stolt, når medarbejdere kommer og fortæller om gode oplevelser, hvor de har gjort en forskel for en familie eller ung.
Hvis mine medarbejdere skal beskrive mig som leder, er mit håb, at de siger:
- At jeg arbejder for, at de får de bedste rammer for at kunne udføre deres arbejde bedst muligt
- At jeg er en leder, der interesserer sig for dem
- At de altid kan komme til mig, og at jeg altid tager dem alvorligt
- At jeg er en nærværende leder, og at jeg gør mig umage i mit lederskab.
Om Katja Abildløkke Munk Hansen
- Uddannet sygeplejerske 1999, arbejdede herefter på BOH og BBH
- Boede i Holland i 2001 – 2002, hvor jeg arbejdede i en børnehave
2003-2006 på HH - Uddannet sundhedsplejerske 2007 (herefter var jeg på barsel og arbejdede på Bornholms Hospital, indtil der blev en ledig stilling i sundheds-plejen)
- Ansat som sundhedsplejerske i Bornholms Regionskommune i 2011
TR for sundheds-plejerskerne i 2012 - Ansat som leder for sundhedsplejen i 2015
- Diplom i Ledelse i 2017
- Gift med Henrik. Sammen har vi tre børn, Julie på 22 år, Frederik på 20 år og Laura på 16 år.
