Viktor døde, inden han blev født

Forfatter: Susanne Holm

Fotograf: Adobe stock

’Den var helt gal. Jordemoderen havde mærket efter min puls for at sammenligne med barnets puls. Hun sagde ingenting, men jeg kunne næsten regne ud, at den puls, hun registrerede ved scanningen, var min puls og ikke barnets. Jeg kiggede på skærmen – ingen hjerteblink – bare et stille, sort billede. Jeg vendte ansigtet væk fra skærmen, græd og vidste, at det her var helt forkert. ”Jeg kalder lige på en læge”, sagde jordemoderen stille og forlod rummet’.

’Viktor blev konstateret død den 6. maj 2009 – 4 dage efter termin. Det var min anden graviditet, og forløbet havde været helt uden komplikationer. Et par dage forinden havde jeg været til jordemoder, og alt var ok. Bortset fra, at barnets puls var lav, og jordemoderen havde lidt svært ved at adskille den fra min puls. Det var jeg noget bekymret for, men blev sendt hjem med beskeden om, at alt var, som det skulle være. Men det var det bare ikke. Jeg mærkede mindre og mindre liv, men jeg kunne hele tiden fremprovokere små tegn på liv ved at drikke noget koldt eller lægge mig ned. En morgen virkede disse tricks ikke længere – barnet var dødt.

Efter lægescanningen, hvor barnet blev erklæret dødt, blev jeg sendt hjem med en pjece om at skulle føde et dødt barn. Jeg havde svært ved at forholde mig til at skulle igennem hele dette knokle af en fødsel for det bare ingenting. Det var så meningsløst det hele. Jeg forsøgte at blive indstillet til kejsersnit, men den var sundhedssystemet ikke med på – ”det er bedst, du føder dit barn naturligt”, var deres svar. Jeg følte mig magtesløs, var i chok og fuld af sorg’.

På indkøb

’Vi kørte ikke direkte hjem efter scanningen – vi tog på indkøb. Barnet skulle jo have tøj på efter fødslen og tanken om at give det døde barn vores førstefødtes tøj på, kunne vi ikke forlige os med. Der stod vi med våde og salte kinder samt stor gravid mave med et fuldbårent barn indeni og betalte to sæt tøj til vores barn – et til en pige og et til en dreng. Jeg tænker tit på, hvad ekspedienten mon har tænkt – jeg lignede jo ’døden fra Lübeck’ – men sådan følte jeg mig også – vissen og sort. Jeg så barnevogne, gravide og børn overalt i centret – pludselig fyldte de hele min verden. Det var uretfærdigt – hvorfor skulle det her ske for mig? Hvad havde jeg gjort i mit liv, der førte til så hård en straf?’

Hos dagplejen

’Vi hentede vores førstefødte – vores datter – fra dagplejen. Vi havde ringet og fortalt vores dagplejemor om det hele. Da jeg så min datter komme løbende imod mig, opstod magien. Midt i chokket og sorgen oplevede jeg den største lykkefølelse nogensinde. Min verden blev med ét fyldt med kontrastfyldte følelser. Tænk sig at være i dyb sorg og samtidig få den vildeste lykkefølelse over at se sin sprællevende datter komme løbende imod sig. Jeg husker stadig fornemmelsen af glædesbobler sprede sig i hele den chok- og sorgfyldte krop.

Midt i chokket og sorgen oplevede jeg den største lykkefølelse nogensinde. Min verden blev med ét fyldt med kontrastfyldte følelser.

Vi kørte hjem. Vi var paralyserede, men fik da givet familien besked. Natten bankede på og morgendagen ventede med igangsættelse og forhåbentlig en så nem fødsel som mulig. Jeg skulle sove – det var vigtigt. Men jeg kunne ikke. Mine øjne hvilede på den tomme vugge ved siden af sengen. Det her var helt forkert – det var ikke det, vi havde planlagt. Vi havde et par gange talt om, hvorvidt vi ville have to eller tre børn – nu måtte det alt andet lige blive tre. Det var jeg ikke i tvivl om.

Ved midnat kunne jeg mærke, at kroppen begyndte at arbejde – veerne var på vej. De tog til, men jeg havde ikke ondt – jeg var ligeglad. Veerne blev hyppige, men det var ikke slemt. Vi fik afleveret storesøster i dagplejen og begav os mod sygehuset. Lige som vi landede på parkeringspladsen, gik vandet. Forsædet i bilen blev meget vådt, og derefter var jeg færdig med både at gå og stå. Nu gik det stærkt. Heldigvis kom en sygehusansat gående med en kørestol, som jeg væltede ned i og blev kørt ind på fødestuen. 40 minutter efter kom en velskabt, stor og smuk dreng til verden – 3572 gram og 51 cm. Jeg studerede ham indgående – mørke – næsten sorte læber – og blålig i farven, men min og smuk – og stoltheden ramte mig – jeg var blevet mor for anden gang. Personalet hjalp os med at få lavet hånd- og fodaftryk. De klippede også en lille hårtot af. Det var hårdt, da disse minder blev lavet, men jeg er virkelig taknemmelig for at have dem i dag.

Jeg blev ret hurtigt kørt til operation, idet jeg var gået en del i stykker. Min første fødsel havde taget 50 % af ydre ringmuskel, og denne fødsel tog så 50 % af indre ringmuskel i endetarmen. Dernæst fik jeg en 8 cm revne i skeden og en løsrivelse fra tarmen. Jeg var heldig, sagde de, at tarmen ikke var blevet revet med og havde lidt skade, for så havde der været tale om en meget alvorlig komplikation’.

Ble og body

’Efter endt operation vendte jeg tilbage til stuen og tilbragte hele dagen sammen med min søn – min Viktor. Han blev studeret nøje.

Jeg begyndte at give ham tøj på, men der manglede noget. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at give en baby en body på uden at give ham en ble på først. Det virker lidt fjollet, men for mig føltes det mest rigtigt med en ble. Jeg spurgte derfor efter en ble på sygehuset og fik den selvfølgelig. Viktor blev klædt på. Jeg lå med ham og studerede ham indgående. Bedsteforældre kom på besøg og holdt ham. De var sorgfyldte ligesom os. De mistede et barnebarn, men havde oven i dette selv børn, der sad der foran dem og var sønderknuste.

Vi var sammen med Viktor hele dagen. Han blev mere og mere blå, og han var kølig. Om aftenen skulle han i kølerum, og vi valgte at sige endeligt farvel. Det var ikke noget, vi skulle, men vi var overbeviste om, at vi ikke skulle se ham mere. Vi så ham så alligevel, da vi lagde ham i kiste en uge senere, men det skridt var vi slet ikke nået til rent mentalt, da vi sagde farvel til ham den 7. maj 2009 om aftenen’.

På sygehuset

’Vi lå nogle dage på sygehuset. Jeg var godt smertedækket og blev passet efter alle kunstens regler. Jeg blev også tjekket et par gange hver nat. Vi havde en fantastisk natsygeplejerske. Når hun kom ind på stuen, havde hun en lommelygte med, som hun oplyste sit ansigt med nedefra. Det kunne godt se lidt uhyggeligt ud, men det var det ikke. Så hviskede hun ganske sagte: ”Jeg skulle bare lige se, hvordan du havde det”.

Vi blev sendt hjem med pjecer om spædbarnsdød og genoptræning. Livet med at være forældre til både et levende barn og et dødt barn samt planlæggelse af begravelse satte for alvor ind nu’.

Susanne Holm

Sorgvejleder, fra Omsorgen.dk, som en efterfølger til artiklen ’Efterfødselstræning og sorgstøtte for kvinder, der har mistet et barn’, som blev bragt i forrige nummer af medlemsbladet.