Vi bruger også viden om resiliens

Forfatter: Ida Skytte Jakobsen, psykolog aut, Docent ved UCL.

Fotograf: Adobe stock, Mikkel Hamann Jensen

Efter en veloverstået fødsel følte Susan sig hele tiden træt. Hun oplevede skyld og dårlig samvittighed over ikke at være glad for at være sammen med sin søn Daniel. Ved sundhedsplejerskens mellemkomst blev Susan knyttet til en gruppe for sårbare mødre og hjulpet til at tage kontakt til egen læge, som fik iværksat psykologhjælp til Susan. Sundhedsplejersken kom ofte i hjemmet, og her fik Susan og hendes kæreste Erik hjælp til at sørge for, at deres dreng, trods Susans tristhed, fik den omsorg, han havde brug for. Blandt andet med fokus på, hvordan Erik kunne se, hvornår han skulle tage over og træde til, når tristheden fyldte for meget for Susan. Daniel er nu blevet 8 mdr., han er en glad dreng og trives.

Ida Skytte Jakobsen
Psykolog, ph.d. docent ved UCL. Hun forsker i socialt arbejde, hvor hendes fokus er på sårbare og udsatte børn, unge og familier. Med afsæt i psykologi har Ida Skytte et særligt fokus på, hvordan vi kan bruge viden om resiliens i socialt arbejde. Ida Skytte ønsker med denne tilgang at bidrage til vidensbaseringen af velfærdsprofessionerne og skabe bedre vilkår for det tværprofessionelle samarbejde.

Resiliensprocesser handler om at klare sig godt på trods af belastninger og vanskelige situationer (Jakobsen 2014). I Susans liv var der omkring Daniels fødsel flere mennesker (både privat og professionelt), som bidrog til, at de begge klarede sig godt. Også bedre end forventet, hvis man ser på forskningens dokumentation af sårbarhedsforløb for mødre med fødselsdepression

Sundhedsplejersker anvender mange forskellige typer af viden og erfaringer i deres arbejde. Dette gælder naturligvis også sundhedsplejeindsats til udsatte og sårbare familier, som ligeledes bygger på et bredt vidensgrundlag. Dette er både viden og erfaringer om, hvad der fremmer god udvikling og viden om, hvad der kan øge risikoen for mistrivsel og måske senere skæv udvikling. Sundhedsplejersken har f.eks. viden om, hvad forskellige symptomer kan være indikationer på, og hvad der i så fald skal gøres for at undgå sådanne symptomer. Dette gælder også, når talen falder på små børn med særlige behov og deres familier. Ofte er viden og erfaringer, som anvendes i forhold til at styrke disse børns sundhed, trivsel og udvikling i de tidlige år, det samme, som styrker alle børns sundhed og trivsel. At skabe mulighed for resiliens for udsatte børn kan kræve, at nogle holder fast over tid. Dette kan blive udfordret af sektoropdelingen af vores arbejde. Sundhedsplejersker er en faggrupper, som har mulighed for at gå på tværs og holde fast over tid.

Viden om risiko og beskyttelse

Den viden, som sundhedsplejersker har om risici, kan for eksempel være om betydningen af tilknytningsproblemer, længerevarende problemer med søvn eller spisning, forældre med psykiske lidelser eller viden om betydning af vold i familien. Det kan også være viden om risikoen ved lav fødselsvægt, mindre øjenkontakt eller tal fra forskellige scores. Viden som er vigtig i arbejdet med at forebygge eller hindre en evt. risiko.

Ved sit virke er sundhedsplejerskens bidrag vigtigt i forhold til at fastholde en god udvikling og/eller opspore vanskeligheder. Viden om risici er nyttig i forhold til at opspore problemer og udpege risikoadfærd og faresignaler, men en sundhedsplejerske bruger også og har brug for viden om ’korrigerende indsatser,’ der kan vende og støtte en skæv udvikling i en anden retning.

Vi kan ikke altid forhindre en risiko, enten fordi den er et vilkår (f.eks. autisme), måske er den en situation, som allerede er indtruffet (fødselsdepression, vold) eller andre vilkår, som det er vanskeligt at ændre på (f.eks. fattigdom). For at kunne handle vidensbaseret i denne type af situationer er der brug for en anden viden end viden om risiko. Denne type af viden kommer fra det forskningsfelt, som handler om resiliens. Viden om resiliens kommer ikke kun fra forskning, men er også en del af vores dagligdagsviden. Det er viden fra de situationer, der er gået bedre og anderledes end forventet. Vi har brug for fagbegreber om, hvad der skaber og fastholder disse processer.

Hvordan får vi forskningsbaseret viden om resiliens?

Vores viden om resiliens stammer i høj grad fra den type af epidemiologisk forskning, hvor der er mulighed for at følge store befolkningsgruppers livsforløb over tid. Centrale undersøgelser er for eksempel Kauai Longitudinel Study, som har fulgt 698 børn født i 1955 og opvokset under vanskelige vilkår (se Werner & Smith). Aktuelt i Danmark pågår The Danish High Risk And Resilience Study, som følger 522, hvis forældre er diagnosticerede med skizofreni og bipolar affektiv sindslidelse (Thorup et al 2015), hvor man også følger en kontrol af børn, hvis forældre ikke har nogle mentale lidelser.

Denne tabel illustrerer, hvordan man kan opgøre fund fra epidemiologisk forskning i fire felter. ’Outcome’ er ofte en række forskellige mål for, hvordan det er gået barnet. Målet for belastning kan også være et mål sammensat af forskellige typer af belastning. Den epidemiologiske forskning over tid gør det muligt at få øje på udbredelse – men også årsagssammenhænge. For eksempel er der forskning, der viser en sammenhæng mellem børns mistrivsel og mødre med depression (Beck 1999). Studiet er en metaanalyse, der har dokumenteret, at symptomer på fødselsdepression er forbundet med en øget risiko for forskellige typer af negativ udvikling hos børnene. Men undersøgelsen viser også, at nogle af de børn, hvis mor havde en fødselsdepression, havde en udvikling, som ligner de børn, hvis mødre ikke har haft fødselsdepression. Disse børn kan man placere i grupper, som er kendetegnet ved resiliens. Disse børn har det til fælles, at de har klaret sig godt på trods. Man kan sige, at der i den epidemiologiske forskning er et rum for viden om resiliens, at denne viden også kan omsættes og inddrages i vores interventioner, og at den er en del af den viden, vi handler på baggrund af.

Et eksempel på, hvordan vi kan få viden om resiliens hos børn, hvis mødre har en fødselsdepression, er en undersøgelse fra Avon Longitudinal Study of Parents and Children. Det er et studie, hvor en lang række spørgeskemaoplysninger vedrørende mødres syn på deres opfattelse af barnet blev indsamlet under graviditet og i barnets første to år. Skemaet indeholder forskellige scales blandt andet EPDS (Edinburgh Postnatal Depression Scale), som blev scoret ved otte måneder samt (SDQ) i en alder af 11 år. De børn, hvis mor havde haft en fødselsdepression, som ved 11-års alderen havde en SDQ-score, der var over middel for børn, blev kategoriseret som resiliente.

Et fællestræk for de børn, som var i gruppe B for de resiliente børn, var, at deres mødre på trods af depression havde positive følelser omkring selve forældrerollen, og at børnene scorede højt på ikke-verbal kommunikation. I forhold til det sundhedsfremmende arbejde kan denne viden om resiliens bruges både til tidlig intervention til understøttelse af mor-barn-interaktion, specielt med henblik på den non-verbale kommunikation og mødres udvikling af deres forældrerolle. Dette for at sætte særlig fokus på disse faktorer i arbejdet med de familier, hvor moren har en depression. Viden om resiliens for denne særlige gruppe af børn gør det også muligt at fortælle familierne, at der er forskningsviden, som fortæller, at depression ikke nødvendigvis vil påvirke børnenes udvikling, og at der er hjælp at hente.

Hvordan kan vi anvende viden om resiliens?

Viden om, hvad der specifikt er vigtigt at sætte fokus på for børn, hvis mødre har depression, er blot en dråbe i det hav af viden, som en sundhedsplejerske har brug for i sit arbejde. For det er et arbejde med stor kompleksitet, hvor viden om en enkelt faktor er utilstrækkelig.

Som mennesker er vi fantastiske til at handle og agere i en stor kompleksitet, fordi vi er i stand til at se mønstre, genkende og sammenligne, fordi vi har og bruger en lang række strategier til at forsimple al den information, som omgiver os. Man kan sige, at vi forenkler for at kunne være i og forholde os til kompleksitet. Alle fag har metoder og begreber, som hjælper os med at finde veje i kompleksitet. Vi har brug for disse modeller, som hjælper os med at bevare overblikket for kompleksitet og samtidig handle anvisende. I forhold til at understøtte resiliensperspektivet er der udviklet en lang række modeller, også i forhold til arbejdet med sårbare børn.

Et eksempel er Resiliensrammen (se Jakobsen 2019), som både bygger på viden om udviklingspsykologi, forskning i resiliens samt erfaring fra praksis. Modellens grundstamme har fem områder, som alle har betydning for børns trivsel. Disse er:

  1. Opfyldelse for en række basale behov (f.eks. mad, søvn),
  2. Det at høre til (både et sted og hos nogen)
  3. Læring Mestring
  4. Mulighed for at udvikle en oplevelse af at være et selv

I takt med, at barnet bliver ældre, vil desto flere af modellens elementer blive betydningsfulde. I Resiliensrammen beskrives tilgange og interventioner både for enkelte børn, men også på gruppe-, familie- og institutionsniveau. Det er konkrete områder og handlinger, som umiddelbart kan anvendes.

Som mennesker er vi både sårbare og har mulighed for resiliens på samme tid. For eksempel kan barnets tilknytningsdannelse synes sårbar, fordi det lille barn er så afhængig af, at det er den og de samme voksne, der er i barnets nære livsverden, for at tilknytningen kan blive sikker. Men er dette ikke en mulighed, har det lille barn samtidig også en kapacitet til genetablere afbrudte tilknytningsrelationer eller til at finde og etablere tilknytningsrelationer andre steder. Så selvom vi er sårbare og skrøbelige, og alt kan synes at gå i opløsning, betyder vores kapacitet for resiliens, at vi i stand til at rejse os igen.

Resiliensprocesser handler om at klare sig godt på trods af belastninger og vanskelige situationer. For at udsatte børn og deres familier får de bedste muligheder for resiliens, er der brug for ressourcer mange steder fra. Mulighed for resiliens beror både på egne ressourcer, men ligeså meget på ressourcer fra andre og fra de systemer, som vi alle er en del af. Vores ’forråd’ og ’hjælpekilder’ af handlemuligheder i vanskelige situationer er således både noget, som hører til den enkelte, til familien, til netværk og til vores fælles samfund. I forhold til udsatte børn er sundhedspleje en vigtig relationel støtte samt en mulig forhandler og bindeled til de ressourcer, som findes i barnets nærmiljø og i vores velfærdssystem. Viden om resiliens er derfor også en naturlig del af sundhedsplejerskernes vidensgrundlag.

Referencer

Beck, C.T.(1999). Maternal depression and child behaviour problems: a meta-analysis. Journal of Advanced Nursing, 1999, 29(3), 623±629

Jakobsen, I.S. (2014) Resiliensprocesser. Akademisk forlag.

Jakobsen, I.S (2019). Resiliensrammen. http://socialtalksonline.dk/wp-content/uploads/2019/10/Resiliensramme-0-6-%C3%A5r_IDA_SKYTTE.pdf

Savage-McGlynn E, Redshaw M, Heron J, Stein A, Quigley MA, Evans J, et al. (2015) Mechanisms of Resilience in Children of Mothers Who Self-Report with Depressive Symptoms in the First Postnatal Year. PLoS ONE 10(11):e0142898. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0142898

Thorup, A.A.E., Jepsen, J.R., Ellersgaard, D.V. et al. (2015) The Danish High Risk and Resilience Study – VIA 7 – a cohort study of 520 7-year-old children born of parents diagnosed with either schizophrenia, bipolar disorder or neither of these two mental disorders. BMC Psychiatry 15, 233 (2015).  https://doi.org/10.1186/s12888-015-0616-5