Hjem » Artikler »Stedbørn er børn med særlige behov

Forfatter: Thomas Milsted, forfatter, foredragsholder, rådgiver mm.
Fotograf: Colourbox
Magasin: Sundhedsplejersken 2 2015
Udgivet: 03. april 2015

Stedbørn er børn med særlige behov

Det hele startede egentlig som en intention om at skrive en bog, som ville give stedbørnene en stemme, som igen kunne udmønte sig i nogle konkrete råd til kommende stedforældre. Mit udgangspunkt blev nok så mange interview med stedbørn, og deres møde samt oplevelser med forældrenes nye kærester.

Det endte med at blive en rejse gennem ydmygelser, krænkelser og frygt, skjult bag et tabu, hvor de voksnes manglende erkendelser om den skade, de havde forvoldt, skar sår så dybe, at stedbørnene stadig har svært ved at heales i deres voksne liv.

Fra skilsmisse- til sammenbragt barn

Mange har talt skilsmissebørnenes sag. Det er vigtigt og relevant, for det er svært at være skilsmissebarn. Men selv de værste skilsmisser ender og børnene kan komme om på den anden side af smerten og vil, i de fleste tilfælde, få en god og sund relation til deres fraskilte forældre. Faktisk i de fleste tilfælde så god at børnene ville ønske at den fortsatte i al evighed.

Men snart træder børnenes behov for tryghed og stabilitet i baggrunden og de voksnes behov bliver talt ind i rimelighedens spor og de orienterer sig mod nye partnere. Man bliver en sammenbragt familie. Gode intentioner om børnenes tarv bliver glemt og de færreste kan med forelskelsens blinde øje se, at det paradis de selv lever i, bliver til det helvede deres børn nu må gå igennem, når de skal til at forholde sig til et vildt fremmede menneske.

Far, mor og børn er ikke en leg

Det er vel ikke helt ved siden af, når jeg tror, at mange drømmer om at have en stor og harmonisk familie. En kernefamilie, hvor mor og fars fælles blod pulserer i børnene.

Lige så lidt drømmer de fleste vel om, at denne kernefamilie må splittes, fordi kærligheden, harmonien og lysten, energien eller modet til at fortsætte synes meningsløst og umuligt.

Selvom vi krampagtigt forsøger at bilde os selv det ind, bliver det aldrig det samme igen. Det kan blive noget andet, og måske noget helt ok, men aldrig helt det samme. Der vil fremover altid være en mislyd, der forstyrrer den gamle og velkendte harmoni.

Et brud i en kernefamilie er fatalt. Det er definitivt, og det er vel dybest set det, som er så smertefuldt ved at skilles? Med tiden kan det enkelte familiemedlems sår heles, men kernefamilien er ligesom det ene skud man har i bøssen og fremtiden vil kun kunne byde på alternativer og forsøg på at sammenbringe de uheldige konsekvenser fra dette første forlis. En sammenbragt familie kan kun gøre sig forhåbninger om lejlighedsvise momenter af harmoni og idyl. Alt andet ville være en illusion og det kan have katastrofale følger, hvis man forsøger at forme den sammenbragte familie efter kernefamiliens model.

Det er vigtigt at voksne erkender, at en sammenbragt familie er helt anderledes og har helt anderledes vilkår. Lad dette være det første råd.

Drømmen om harmoni bør erstattes af benhård realitetssans

Når det ofte går galt med at bringe forliste kernefamilier sammen i nye konstellationer, kan det skyldes et væld af kompliceret årsager, som det selv for professionelle kan være svært at finde hoved og hale i. Men grundlæggende og lidt forenklet kan man sige, at det handler om 4 overordnede ting.

Ingen velvillighed og lyst til samarbejde overhovedet

Stedbarnet har fra starten modstand på sin forælders nye kæreste. Det kan være en hel naturlig reaktion, i misforstået solidaritet med den anden forælder, der enten er blevet forladt eller er ked af det. Det er synd for far at mor har fundet en ny kæreste. Det er som regel noget, der går over med tiden, men som kan være vildt frustrerende at skulle håndtere, når man er nyforelsket. Men for nogle relationer fortsætter denne ”ikke villighed” og ikke lyst til samarbejde og kan udvikle sig til ikke mindre end et helvede for alle parter.

Tab af velvillighed

Der er nye relationer, der starter i bedste samarbejdsstil, hvor både den nye stedfar eller mor viser stor velvillighed og rummelighed over for stedbarnet og virkelig gerne vil have den nye relation til at fungere. Man rummer ting, man ikke troede, var mulig at rumme. Det er også der, hvor stedbarnet viser, at det gerne vil samarbejde og have det bedste ud af situationen. Barnet er imødekommende, nysgerrig, samarbejdsvillig og vil virkelig gerne have at det skal fungere. Men med tiden, når hverdagen melder sig, kan det være svært at skjule, endsige give udtryk for sin irritation og frustration over den andens væremåde. Rummeligheden overfor den andens vaner, mønstre og måder at gøre eller ikke gøre tingene på forsvinder og der opstår konflikter, der får lov til at køre for længe, så de låses fast. Alle parter bliver stædige, ser kun sagen for deres egne briller og bliver blinde for den andens behov og ønsker.

Man forsøger at overtage en mor- eller farrolle

Den er desværre klassisk, men ikke desto mindre katastrofal. Man kan og skal aldrig overtage rollen fra den rigtige far eller mor. Uanset hvor åndsvag eller direkte ubehagelig stedbarnets rigtige far eller mor er, så er og bliver det barnets rigtige far eller mor. Og undskyld… men det er en lille smule selvhøjtideligt og arrogant, at tror man kan overtage den rolle fra en, der har den. Et barn elsker sin mor og far højest, om ikke andet så i forventning om at forældrene vil elske dem lige så højt tilbage. Tabet af en mor eller far er meget svær at erstatte.

Alt for mange nyforelskede par med sammenbragte børn ender med at kaste sig hovedkulds ud i at lege familie, selv om de ikke er det. For til forskel for en rigtig familie af kød og blod vil det ofte være svært at skulle indrømme, at stedforældre og stedbørn ikke nødvendigvis kan elske hinanden. Der er ofte en følelsesmæssig forskel på relationen mellem ens egne børn og så andres, ligesom der er en følelsesmæssig forskel på ens biologiske forældre og så en anden voksen. Og den forskel kan jo ikke lige altid italesættes. Men at indgå i et forhold hvor ens nye kæreste har børn, forpligter. Du kan forsøge at bilde dig selv ind, at det er kæresten du har valgt, men har denne børn, har du også valgt dem. Om du vil det eller ej.

Relationen mellem stedbarnet og stedforældrene udvikler sig til en købmandshandel

Der må aldrig gå købmandsbutik i en relation, hvis den skal være sund. Og da slet ikke i en voksen/barn relation. At børn gør det skyldtes umodenhed. Men den umodenhed må den voksne ikke udvise. Mange stedforældre leger købmænd, når de mener at de nu har gjort dit eller dat for stedbarnet og det nu må give igen. ”Jeg er sød ved dig, så du skal også være sød ved mig”. ”Jeg ofrer mig for dit, så skal du ofre dig for dat”. Og at give igen af samme skuffe som voksen er en umoden og en langsom eliminering af den kærlighed stedbarnet har brug for stedforælderen udviser.

Hvad er så rådene?

Fagfolk kan have svært ved at finde hoved og hale i den jungle af råd, der ville kunne imødekomme denne problematik. Der er så mange følelser i spil og det er min erfaring at fagfolk, der selv står i den samme situation, tillader deres egne følelser at forstyrre stedbørnenes behov. Vi tager hele tiden udgangspunkt i os selv. Spørger man imidlertid stedbørnene er der ikke desto mindre en skarphed, når det handler om det ideelle udgangspunkt for en god oplevelse, når man ufrivilligt skal til at være et sammenbragt barn.

Se verden fra stedbarnets perspektiv

At finde ind til barnets bedste kræver viden om børn, vilje til at lade barnets stemme komme til udtryk og ikke mindst evnen til at tæmme sine egne ideer om, hvad der er bedst for barnet. At forstå et stedbarn er kongevejen til en god relation til det. Forståelse i denne sammenhæng handler om indlevelse, medfølelse, nærvær, nysgerrighed og oprigtig medleven. Hvis den voksne ikke har en sådan forståelse, bliver relationen overfladisk, udvendig eller i bedste fald en kunstig og konstrueret relation. At forstå et stedbarn handler om at kunne se tingene fra deres perspektiv. Det er ikke nok, at man bare kan huske følelser og stemninger, fra dengang man selv var lille. Det kan man faktisk slet ikke bruge til noget. Det handler mere om, at den voksne får fat i sit stedbarns egne subjektive udsagn om, hvad de mener og oplever. At man retter sin opmærksomhed mod og øger forståelsen af stedbarnets oplevelser, erfaringer og handlinger i deres verden. Det er klart, at den voksne vil blande sin egen opfattelse af børn med i den tolkning, det når frem til ved stedbarnets adfærd, handlinger og udsagn. Det er uundgåeligt. Vi ser jo ofte tingene fra et ydre perspektiv, men i denne forbindelse er det vigtigt også at se det fra barnets perspektiv. Et indre børneperspektiv. Det betyder, at man skal lære at evne at se barnet indefra og dig selv udefra. Se verden gennem barnets øjne. Den voksne skal vide, at de lever i en verden og stedbarnet i en anden. De skal se, hvad de gør ved barnet, og lad være med at tro, hvad de gør ved barnet. Børn passer sjældent ind i teoretiske modeller. Heldigvis. Hvis man ser barnet blive skræmt, bliver det skræmt, og så stopper den voksne det, som de nu har gang i! Hvis man vil prøve at forstå, hvad der er gang i, skal man forsøge at se ud af barnets skræmte øjne og se, hvad man gør ved det. Selvom teorien siger noget andet, eller barnets alder indikerer en anden reaktion, er det barnets reelle reaktion, man skal forholde dig til. Selvom den voksne er en sød og opmærksom stedfar, må han kunne anerkende, at han af barnet kan opleves som en trussel.

Stedforælderen har et navn og det er det, som skal bruges

Den voksne stedforælder skal lad være med at kalde sig, stedmor/stedfar, papmor/papfar, bonusmor/bonusfar, fusions- eller sideforældre. Man er ikke nogen former for mor eller far. Sådan en kan man kun have en af. Man er fars eller mors kæreste eller kone, så brug som udgangspunkt ens navn. Jeg ved godt, at vi ikke har en brugbar terminologi for den rolle, man udfylder som barnets fars kæreste. Vi har næsten kun arketypiske billeder fra eventyrets verden, hvor den onde stedmor eller den kolde og ikke-tilstedeværende stedfar dukker op, og i eventyrene er den slags meget sjældent gode.

Drop forventningen om en gensidig kærlig relation

Ting tager tid. og når det gælder at vinde børns hjerter, kan det tage meget lang tid og for nogen aldrig lykkes. Om det er naturligt eller ej, er knap så afgørende. De fleste har erfaret, at der ikke er nogen genveje til børns hjerter. Guldet ligger i tiden. Kærlighed i en relation er noget, der udvikler sig og vokser, og den kan ikke forceres. Voksne med sammenbragte børn skal lade være med at have forventninger til, at deres kærlighed og opmærksomhed mod stedbarnet bliver belønnet. Det er vigtigt at vise respekt og kærlighed for barnet, selvom det ikke bliver gengældt. Det er helt vildt hårdt og kan være meget frustrerende, men jeg forsøger hele tiden i forhold til mine egne stedbørn ikke at have forventninger til, hvad vores relation skal udvikle sig til. Jeg er kæreste med moren, ikke med børnene, og de ikke med mig. Jeg er ikke en erstatning for noget som helst, og jeg skal ikke konkurrere med deres far. Jeg skal gøre vores relation tålelig, udvise respekt, være imødekommende, når de henvender sig, og ellers blande mig udenom.

Det er den voksne, som er den voksne, der skal tage det fulde ansvar for relationen til stedbarnet

Det gælder både, når det går godt – og i særdeleshed, når det går skidt. Når der er tale om et biologisk forhold, vil barnet som udgangspunkt være bange for at miste og er derfor meget samarbejdsvillig. Det gør sig ikke gældende på samme måde for det ikke-biologiske barn. Det vil da måske ligefrem gerne slippe af med den nye voksenrelation og modarbejder i stedet for at samarbejde. så husk: Det er den voksne, der skal tilpasse sig den nye situation og ikke barnet.

Den voksne skal være rummelig ud over det sædvanlige

Man skal ikke tage ting i forhold til stedbarnet personligt. Selvom stedbarnet kan være helt urimelig, kalder ”stedforælderen” de mest forfærdelige ting, eller måske ligefrem hader dem. Det er vigtig at fortælle de voksne i den sammenbragte familie, at det ikke handler ikke om dem, det handler om deres rolle. Gør dem opmærksom på, at det trods alt er nemmere at modtage kritik eller feedback, hvis det går på rollen frem for personligheden.

Den voksne er rollemodel og det er dem, som skal udfylde den

Man har som stedfar eller -mor en vigtig rolle. Ikke en mor- eller farrolle (erstatning), men en vigtig voksenrolle. Man kan ende med at være den, som barnet viser sig at tilbringe mest tid sammen med. På den måde kan man blive en klog og god voksenven for barnet. Man må endelig ikke trække sig og underkende ens betydning. Har man først sagt ja til at flytte sammen med et menneske, der har børn, må man påtage sig den betydning, man får.

Selvom man ikke bliver en erstatning for stedbarnets forældre, er der andre vigtige roller, man uundgåeligt vil få. Jeg havde ikke levet det liv, jeg lever i dag, hvis ikke det havde været for min mors kæreste. Selvom han har kostet mig adskillige terapitimer, har han også haft stor betydning for den retning, mit liv tog. Gennem ham fik jeg dannelse, kultur og politisk bevidsthed. Og gennem hans opdragelse og adfærd lærte jeg det at anerkende og respektere andre mennesker uanset køn, religion eller race. Jeg er ikke sikker på, at mit liv ville have været så indholdsrigt på kulturoplevelser, rejser og litteratur, hvis det ikke havde været for ham. Trods hans meget svingende og til tider brutale adfærd gav ham mig også det at tro på mig selv, gøre mig umage og lade være med at tage det så tungt, når jeg klarede mig dårligt i skolen. At følge sit hjerte og gøre det, man er bedst til, var hans motto, og selvom han ikke var min far, blev han den rollemodel, jeg fulgte for at komme fra dreng til mand. Mange af dem, jeg har interviewet, fortæller lignende historier. De har fået indsigter fra deres forældres kærester, som de ikke ville have fået ellers. De har fået hjælp i skolen eller i andre sammenhænge, fordi deres forældres kærester havde evner eller kompetencer, der ellers ikke var der. De kan være gode til at sætte lamper og reoler op eller skaffe arbejde eller praktikpladser. Der er altid en eller flere roller, man som stedforælder kan udfylde og må påtage sig.

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.