Skal sundhedsplejersker have en større rolle i SSF-undervisningen?

Perspektiver fra evalueringen af Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab

Det kniber med den ledelsesmæssige prioritering af Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (SSF) på en lang række danske grundskoler. Samtidig savner en del af skolernes fagpersoner en klar ansvarsfordeling i relation til emnet f.eks. ved udpegning af en tovholder for SSF. Det viser en omfattende evaluering af Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i grundskolen, som vi i Als Research gennemførte i 2018. Evalueringen blev gennemført på vegne af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og var primært baseret på spørgeskemaundersøgelser blandt hhv. skoleledere, lærere og andre fagpersoner på skolerne, kommunale skolechefer, forældre og elever i henholdsvis 4., 7. og 9. klasse.

Evalueringens data belyste kun i mindre grad sundhedsplejerskers opfattelser og oplevelser på området, men spørgeskemaundersøgelsen blandt lærere og andre fagpersoner blev besvaret af 11 sundhedsplejersker, ligesom vi gennemførte enkelte dybdegående interview med sundhedsplejersker i forbindelse med besøg på 5 udvalgte caseskoler i forskellige dele af landet.

I denne artikel præsenteres en række af hovedindtrykkene fra de dele af evalueringen, som specifikt berører sundhedsplejersker. I forlængelse heraf fremsættes nogle forslag til, hvordan det fremadrettet kan sikres, at sundhedsplejersker får bedre mulighed for at bringe deres ressourcer i spil i relation til SSF.

Hvilken rolle spiller sundhedsplejersker for SSF-undervisningen i dag?

Sundhedslovens §121 fastslår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde alle børn og unge vederlagsfri sundhedsvejledning i skolealderen (”indtil undervisningspligtens ophør”). Udover de to obligatoriske forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge eller sundhedsplejerske er det imidlertid op til den enkelte kommune at fastsætte Sundhedsordningens nærmere omfang og karakter. Dette betyder, at der i praksis synes at være stor forskel på, hvilke muligheder skolerne har lokalt for at anvende kommunale sundhedsplejersker i forbindelse med SSF, samt på hvordan samarbejdet mellem sundhedsplejen og skolerne er organiseret.

Evalueringens data indikerer, at omtrent 3 ud af 5 kommuner har udarbejdet en kommunal aftale om, at sundhedsplejersker varetager dele af undervisningen i SSF. Således svarer 59 % af de adspurgte skolechefer og andre ansvarlige for skoleområdet i kommunerne, at der i deres kommune er en ”kommunal aftale om, at sundhedsplejersker underviser i nogle områder af SSF på udvalgte klassetrin”. 27 % svarer ”Nej” på spørgsmålet, mens 14 % svarer ”Ved ikke”.

Selvom et flertal af kommunerne på denne måde synes at have sikret, at deres sundhedsplejersker bidrager til SSF undervisningen, så står det samtidig klart, at området generelt prioriteres lavt – og at sundhedsplejersker typisk ikke bliver tildelt en mere overordnet eller koordinerende rolle i forhold til SSF.

Blot 16 % af de adspurgte kommuner (10 ud af 64) svarer således, at de har udpeget en ansvarlig tovholder for implementering og kvalitetssikring af SSF i deres kommune. Og kun i 2 af de adspurgte 64 kommuner er det ”en ledende/ koordinerende sundhedsplejerske”, der er udpeget som tovholder.

Også ude på de enkelte skoler kniber det med at udpege en lokal tovholder i relation til SSF. Blot hver tiende lærer (9 %) og hver tredje skoleleder (32 %) angiver således, at der på deres skole er udpeget en eller flere tovholdere med ansvar for SSF. Den manglende lokale organisering er særligt udtalt på folkeskoler, hvor blot 24 % af lederne angiver, at de har udpeget en lokal tovholder, mens det til sammenligning gælder for 46 % af de adspurgte ledere fra frie grundskoler.

Hertil kommer, at kun de færreste undervisere anvender Fælles Mål, samt Undervisningsministeriets læseplan og vejledning for SSF i forbindelse med deres undervisning. Når der samtidig på de fleste skoler ikke er centrale tovholdere/ ansvarspersoner, der varetager koordineringen, betyder det, at der overordnet set ikke er systematik for omfang, indhold og organisering af undervisningen. Dette gælder både på tværs af skolerne i kommunerne og lokalt på den enkelte skole.

Manglen på klar ansvarsstruktur og systematik gør det samtidig vanskeligt mere præcist at bedømme omfanget og karakteren af netop sundhedsplejerskernes rolle i relation til SSF. Informanterne vurderer således også omfanget af sundhedsplejerskernes bidrag til SSF-undervisningen forholdsvis forskelligt. Mens 72 % af de adspurgte skoleledere svarer, at sundhedsplejersker er blandt de primære varetagere af SSF-undervisningen på deres skole, så gælder dette blot 44 % af de adspurgte lærere.

Lærerne, der har besvaret spørgeskemaet, bidrager selv til undervisning i SSF, og som sådan kan det forventes, at de har kendskab til hvilke faggrupper, der primært underviser i SSF på deres skole. Men diskrepansen i svarfordelingerne og det forhold, at der ikke er gennemført en survey blandt sundhedsplejerskerne selv, gør det ikke muligt at vurdere sundhedsplejerskernes grad af involvering mere præcist på grundlag af evalueringens data. Et forsigtigt bud kunne være, at sundhedsplejersker ser ud til at spille en central rolle for SSF-undervisningen på omkring halvdelen af landets skoler.

Blandt de adspurgte lærere i spørgeskemaundersøgelsen angiver cirka halvdelen (48 %) således også, at de ”samarbejder med sundhedsplejersken om varetagelsen af SSF”. Og de gennemførte dybdeinterview giver tydelige indikationer på, at det styrker undervisningen i SSF, når lærere og sundhedsplejersker samarbejder om at løfte SSF i tværfaglige forløb – og når sundhedsplejersken spiller en betydelig rolle i relation til SSF generelt. Eksempelvis udtrykker flere informanter, at det kan være en fordel, at de mere intime – og for nogle grænseoverskridende – emner i SSF varetages af sundhedsplejersker, da eleverne ikke møder sundhedsplejerskerne i hverdagens undervisningssammenhænge. Samtidig kan sundhedsplejerskerne hjælpe med at synliggøre SSF som obligatorisk emne for skolelederne og over for kommunens skolechefer.

Hvordan kan sundhedsplejersker bedst bidrage til undervisningen i SSF fremadrettet?

I 2018 fremsatte Sundhedsstyrelsen tre centrale anbefalinger i forbindelse med forebyggelsespakken for seksuel sundhed. Når anbefalingerne er centrale, skal det forstås på den måde, at Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at kommunen bør prioritere disse anbefalinger frem for andre, hvis kommunen af ressourcemæssige hensyn ikke kan efterleve alle anbefalinger. Én af de centrale anbefalinger lød:

”Kommunen udarbejder handleplan for implementering og kvalitetssikring af skolens sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab med fokus på skoleledelsens ansvar for at udvikle et fagligt miljø, der støtter op om arbejdet med Fælles Mål for faget. Der bør udpeges nøglepersoner på skolerne med særligt ansvar for at styrke den faglige dialog omkring pædagogiske og didaktiske perspektiver på sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Disse medarbejdere bør tilbydes kompetenceudvikling.” 1

Resultaterne af evalueringen peger på den fortsatte relevans af denne anbefaling. Kun et mindretal af landes kommuner har udarbejdet særlige strategier og/eller handleplaner i forhold til SSF, og som nævnt er der kun på et mindretal af landets skoler udpeget nøglepersoner/ tovholdere med særligt ansvar for SSF. Samtidig viser evalueringen, at kun 20 % af de adspurgte kommuner har givet kommunens skoler tilbud om ”kompetenceudvikling for lærere/sundhedsplejersker/ pædagoger/skoleledere”, mens blot 30 % har tilbudt skolerne ”sparring og/eller vejledning” i relation til SSF.

Det er på denne baggrund vores opfattelse, at landets kommuner med fordel kan styrke arbejdet med at ”støtte op om arbejdet med Fælles Mål” for SSF, og at dette blandt andet kan ske ved at styrke sundhedsplejerskernes rolle i relation til SSF. Det kan kommunerne f.eks gøre ved at udpege en ledende/koordinerende sundhedsplejerske på området, ved at styrke kompetenceudviklingen gennem efteruddannelseskurser samt ved at styrke samarbejdet mellem den kommunale sundhedspleje og kommunens skoler i relation til SSF mere generelt.

På spørgsmålet om, hvad der ville kunne bidrage til at styrke prioriteringen af SSF på de enkelte skoler, peger de adspurgte skoleledere således blandt andet på ”Mere tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger og sundhedsplejersker” (28 %), ”Bedre mulighed for at bruge eksterne undervisere” (25 %) samt en ”Vejleder/ressourceperson på skolen, der kan give sparring og inspiration” (25 %).

Foruden at styrke sundhedsplejerskernes muligheder for at deltage i tværfaglige samarbejder med lærere og pædagoger ude på skolerne, vil det således også være relevant i højere grad at benytte kommunens sundhedsplejersker, som ”eksterne undervisere” i SSF, da de allerede har specialiseret viden om og praktiske erfaringer med at samtale med børn og unge om sundhed og trivsel samt om tematikker relateret til SSFs andet store kompetenceområde: køn, krop og seksualitet.

Endelig kan kommunerne bidrage til at udbedre manglen på en klar ansvarsstruktur og styrke den strukturelle forankring af SSF lokalt ved at styrke sundhedsplejerskernes mulighed for at fungere som vejledere/ressourcepersoner, der kan give sparring og inspiration til skolernes arbejde med SSF.

Det er afslutningsvis vigtigt at fremhæve, at det overordnede ansvar for varetagelsen af SSF og for opfyldelsen af de Fælles Mål for SSF påhviler skolelederne. Som det fremgår har kommunerne dog en oplagt mulighed for at støtte op omkring dette arbejde ved at styrke sundhedsplejerskernes rolle i relation til SSF. Sundhedsplejerskerne har således allerede en række kernekompetencer på området, som kan bringes bedre og mere aktivt i spil, ligesom det er oplagt at medtænke sundhedsplejerskerne i relation til at styrke koordineringen og ansvarsstrukturen på området, både internt i den enkelte kommune og ude på de enkelte skoler.

Læs mere i den samlede evalueringsrapport:
Als Research (2019): Evaluering af Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab

Rapporten kan downloades fra www.alsresearch.dk/dansk/seneste-publikationer
Hent rapporten her
Hent bilag her

Om forfatterne

Bjarke Følner

Bjarke Følner er cand.mag. og chefkonsulent i Als Research. Bjarke er forfatter til en lang række rapporter og publikationer inden for børn- og unge, integrations-, uddannelses-, seksualitetsog ligestillingsområdet. Bjarke fungerede som projektleder for evalueringen af SSF og er medforfatter til evalueringsrapporten Evaluering af Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (2019), der er udarbejdet på vegne af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Mia Kathrine Jensen

Mia Kathrine Jensen er cand.mag. og konsulent i Als Research. Mia fungerede som konsulent på evalueringen af SSF og er medforfatter til evalueringsrapporten Evaluering af Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (2019). Mia har særligt beskæftiget sig med evalueringer og kortlægninger med fokus på udsatte børn og unge.