Når barndommen er uegnet for børn – hvad bliver man egnet til?

Forfatter: Lilly Wulff

Fotograf: Mette Dreyer, Politiken

Hvad bliver man egnet til?

Artiklen handler om, hvordan den narrative teori tilbyder en forståelse for, hvorfor det er vigtigt at kunne fortælle nuancerede historier om sig selv og om de relationer og sammenhænge, man som menneske indgår i. Artiklen beskriver, hvordan litteraturprofessor Jerome Bruner’s arbejde har inspireret Michael White i hans teoriudvikling og her især i begrebet om genforfattende samtaler. I artiklen reflekteres over, hvordan jeg som sundhedsplejerske med den narrative teori` forståelse for hvordan mennesket skaber sin(e) identiteter, kan medvirke til udviklingen af nuancerede historiefortællinger. Jeg beskriver, hvordan den narrative teori kan guide mig i min praksis og give svar på, hvorfor jeg skal lytte, hvad jeg særligt kan lytte efter, samt hvilke typer spørgsmål, der udfolder historierne og giver mig mulighed for at støtte mødrene i at identificere deres viden, færdigheder og værdier. Efter en beskrivelse af elementer i den narrative teori, kobles mine refleksioner på uddrag fra samtaler med 2 kvinder.

At vide hvad man ved

Som sundhedsplejersker har vi kontakt med mødre, der har været udsat for belastende oplevelser i deres opvækst. Barndommens ”bagage” har forskellige udtryk. Mødrene kan kæmpe med tilstande som beskrives som depression, angst, umodenhed, vrede osv.

Erfaringer som sundhedsplejerske giver os viden om, at forældre, som traditionelt karakteriseres som ”udsatte”, ”sårbare” o. lign., har ressourcer, som ofte ikke ses og som derfor ikke bliver bragt i spil.

Hvordan kan vi som sundhedsplejersker medvirke til at hjælpe viden om disse ressourcer og ”livstalenter” frem, så den bliver synlig for mor selv (og andre) – og dermed kan blive en del af de fortællinger, mor har om sig selv.

Mødrene bærer typisk på tunge dominerende fortællinger om sig selv, der genererer følelser som utilstrækkelighed, magtesløshed, ensomhed og ofte fører til selvkritik. Andre dominerende fortællinger kan være ”Jeg har ikke brug for andre” eller ”Det er farligt at vise tillid”. Reelle erfaringer med livet og andre mennesker, der kan ligge bag isolation, usikkerhed og vrede.

Vi ved også, at man kan have en mindre udviklet evne til at italesætte sine oplevelser og fortælle sammenhængende historier pga. opvækstbetingelser, der ikke har fremmet – eller som direkte har skadet – barnets fortællinger om sig selv. Nogle mødre er uvant med at sætte mange ord på sig selv, andre mennesker og de livssituationer, som de er i. Vi kender nok alle svar som ”Det ved jeg ikke” eller ”Sådan er det bare”.

Præget af den narrativ ide, ved vi, at ”der er altid mere at sige”, og at det er vigtigt at få flere historier og flere nuancer frem i fortællingerne. Disse skal bruges til at identificere færdigheder og viden, som mor har – og som hun har brug for at vide, at hun har – og som kan hjælpe hende til at klare udfordringerne i sit liv. Så spørgsmålet er ikke om mødrene har ”ukendte” færdigheder og viden, men

  • Hvad skal jeg være opmærksom på at høre efter og
  • Hvilke typer spørgsmål giver mødrene mulighed for sprogligt at udfolde og fastholde færdigheder og viden?

At blive til en person

Det er en narrativ antagelse, at vi bliver til dem, vi er, gennem historier, som vi selv og andre fortæller om os. Vi skaber og genskaber vores identitet gennem de relationer, vi indgår i, samt via den mening, vi tillægger relationerne og hændelser. Det betyder, at historierne ikke bare fortæller, hvem vi er nu, men de lægger også spor for fremtiden og skaber stier for, hvad der er muligt eller ikke muligt at gøre og dermed blive til.

Jo flere historier – og jo flere nuancer i historierne, som kan fortælles – jo flere muligheder får vi til at handle. Det er vigtigt at erkende at historierne kan være selvmodsigende og stritte i forskellige retninger. Livet er komplekst, og historier afspejler denne kompleksitet.

”Det er ikke det, vi har oplevet i livet, der gør os til dem, vi er, men de historier, der er mulige at fortælle om det, vi har gjort og om det, der er vigtigt” (Citat fra Dispuk postkort)

Vi har altså som mennesker behov for sprogligt at kunne formulere nogle historier om os selv – om hvem vi er, for at ”blive” til en person. Professor Jerome Bruner udtrykker dette således: ”Det ser ud som om konstruktionen af selvet ikke kan finde sted uden en evne til at fortælle”
(Bruner, 2004, s.102)

Rige historiefortællinger forudsætter en vis grad af forestillingsevne og sproglige kompetencer. Man kan miste denne evne til at skabe sammenhængende fortællinger, fx ved hjernesygdomme, hvor ”den syge synes at have mistet ikke alene en fornemmelse for sit eget selv, men også en fornemmelse for andres” (Bruner, 2004, s.101).

Hvis det kan have så alvorlige konsekvenser, at miste evnen til at skabe sammenhængende fortællinger, så er det også alvorligt ikke at have fået hjælp til som barn at udvikle evnen til at fortælle om sig selv – eller ikke som voksen have mulighed for at fortælle – og dermed revidere og udvikle sin(e) historier – til nogen, der lytter.

De glemte historier

Mennesker fortolker. Vi kan ikke lade være med at tillægge mening til handlinger, vi selv eller andre gør. Meningsdannelsen er afhængig af vores erfaringer og de identitetskonklusioner disse har ført med sig. Fortællinger om os selv er bygget op omkring temaer eller plots. Hændelser i vores liv kædes sammen i sekvenser over tid i overensstemmelse med et bestemt tema. Desværre – eller heldigvis – er kompleksiteten i vores liv så stor, at det er umuligt at få det hele med. Vi er nødt til at udvælge og sortere i vores erfaringer. Dette foregår oftest ubevidst og ubemærket. Nogle hændelser – især de som ikke rigtigt stemmer overens med de ideer, vi har om os selv eller livet – glider ud i glemslen som løsrevne fragmenter af vores livshistorie.

Når jeg hører historier, hvor en mor har negative identitetskonklusioner, giver den narrative teori mig redskaber til, at jeg kan tale med hende på måder, der bevidst søger efter alternative fortællingslinjer – eller i det mindste hjælper mig til ikke at give hende yderligere erfaringer, som hun kan inkludere som ”beviser” i hendes dominerende negative identitetskonklusion. I disse situationer trækker jeg på det, der i narrativ terapi kaldes Genforfattende samtaler.

Genforfattende samtaler inviterer mennesker til at udvikle og fortælle historier om deres liv på måder, der fokuserer på at få flere ord på og på at sekvensere den viden eller de færdigheder, der viser sig i samtalen. Genforfattende samtaler hjælper også mennesket til at få øje på potentielt betydningsfulde hændelser, der ligger uden for den dominerende historie. Hændelser, der måske kan inkluderes i en alternativ fortælling, der kan lede frem til en mere foretrukken, men stadig troværdig identitetskonklusion.

Michael White (MW), grundlægger af narrative teori, blev inspireret til udviklingen af de genforfattende samtaler af litteraturprofessor Jerome Bruner. MW. fandt, at der var paralleller mellem det, der foregår i terapeutisk praksis og det, der foregår, når der skrives en velkomponeret roman (White, 2007, s.89). Gode forfattere sørger for, at der er ”huller” i fortællingen. Forfatteren udpensler ikke alting, men lægger spor i teksten, der gør læseren nysgerrig. Dette gør, at læseren engagerer sig og forsøger at udfylde hullerne med meningsfulde aktiviteter, som bogens personer kunne tænkes at gøre, føle, have intentioner om osv. – alt sammen i overensstemmelse med et underliggende tema. Spændende bøger er kendetegnet ved at hullerne er tilpas store, således at det ikke forekommer læseren så banalt, at det keder ham, og heller ikke så store at hans meningsskabende ressourcer ikke slår til. Det betyder også, at forskellige læsere aldrig læser helt den samme roman, da læsernes livserfaringer ikke er ens, og dermed bliver hullerne heller ikke udfyldt med det samme stof. På samme måde er det ikke terapeuten (eller sundhedsplejersken), der kan udfylde hullerne i klientens historie, men den narrative terapeut (praktiker) kan forsøge at drage menneskets opmærksomhed mod dem og tilskynde til, at hullerne udfyldes med personens egen fantasi og levede erfaringer (White, 2007, s. 92). Hullerne kan vise sig ved sprækker i historierne. Sprækkerne er ofte indgang til andre fortællingslinjer, der kan udvide historierne.

At høre hvad der ikke siges

Det kan være svært at høre disse sprækker. Vi hører på ingen måde alt, hvad der siges til os. Som personen, der fortæller, sorterer – og mere eller mindre bevidst udvælger sit stof, gør vi som lyttere det samme. Det er vigtigt at vide, idet vi kun kan koble os på og stille spørgsmål til det, vi har hørt (Nissen m.fl., 2009, s.28). I artiklen ”Narrativ samtale med voksne – kunsten at ”få øre på” spirende fortællinger”, påpeger forfatterne, at vi har tendens til at fange det, der bliver udtrykt klart, tydeligt og i hele sætninger. At navigere efter dette, vil ofte medføre, at vi spørger til historier, som er fortalt mange gange. Hvis vi i stedet ”indstiller” øret til at fokusere mere på tøvende, famlende sætninger, er vi måske på sporet af noget nyt. De sætninger, hvor tvivlen høres – ”nej, sådan var det nok ikke”, ”Øh – jeg ved ikke…” er sætninger, der er værd at gå efter, for her er muligvis ny historieskabelse i gang – eller man kan spørge direkte, hvad denne tøven muligvis betyder. Forfatterne påpeger også, at da historier ofte er komplekse og en ”rodet affære”, kan vi med fordel lytte efter de helt små bindeord som ”men”, ”eller”, ”og” osv. Disse små ord kan være tegn på, at historier krydses, og ved at gribe dem, kan der spørges til, hvordan sammenhængen mellem disse krydsende historier kan forstås. Et ord som ”men” kan være en indikation på, at der er betydningsfulde værdier på spil på begge sider af men’et, som det måske vil være hjælpsomt at sætte ord på.

Handlingens og Bevidsthedens landskab

MW ”lånte” også ideen om et dobbeltlandskab i fortællestrukturen og i meningsskabelsen i folks historier fra Bruner. Historier udgøres af 2 landskaber – et handlingens landskab og et bevidsthedslandskab (White, 2007, s.91). Denne ide bruger MW i udformningen af genforfattende samtaler. Når terapeuten har fået øje for et spor, fx en handling, et håb, el.lign., der kan være indgang til en mere foretrukken alternativ fortælling, vil hun forsøge at udfolde og forankre denne fortælling. Sammen med personen undersøges det, om der kan skabes en sammenhæng mellem handling og intention, og hvad dette evt. kunne sige om personen og om, hvad der er vigtig for ham. Desuden vil terapeuten forsøge at historiegøre den pågældende handling eller ”bevidsthed” (intention, værdi, viden osv.) ved at se på lignende begivenheder i fortiden eller nutiden. Denne forankring er ønskeligt, da begivenheden ellers vil være i risiko for at forblive ”et løsrevet fragment”, der kan karakteriseres som tilfældigt, heldigt eller i bund og grund sket pga. udefrakommende omstændigheder, som fx andre mennesker eller skæbnen. Dermed forpasses måske personens mulighed for at erkende egne handlingers betydning ift. at klare tilværelsens udfordringer.

Det som bliver muligt

Artiklen viser, at narrativ teori har bud til praksis om, hvorfor og hvordan man som sundhedsplejerske kan og bør støtte mødre i at udvikle og sproglig-gøre fortællinger om dem selv og deres liv. Det betyder noget både i forhold til identitet og i forhold til, at kvinden og andre får mulighed for at identificere hendes viden, færdigheder og værdier. Historierne kan udfoldes og udvides ved at alternative – mere foretrukne – fortællinger også identificeres og forankres vha. spørgsmål, der tager udgangspunkt i begrebet handlings- og bevidsthedslandskab, som udgør strukturen i genforfattende samtaler.

Som sundhedsplejersker ved vi, at mors selvindsigt og evne til at identificere følelser og intentioner bag (barnets) handlinger, samt hendes evne til både selvregulering og regulering af barnet, har stor betydning for barnets trivsel. De mødre, der ikke selv er blevet ”mødret” med omsorg, har ofte store problemer med dette. At tale med og spørge til mødrene på måder, der beskrives i artiklen, vil også gavne mødrenes børn, idet det vil fremme mødrenes evne til at mentalisere. Blandt professionelle, der arbejder med forebyggelse af omsorgssvigt, er der fokus på forældres mentaliseringsevne. Mentaliseringsevne vil sige at kunne se sig selv udefra og den anden indefra, og også ud fra dette perspektiv tilbyder den narrative teori nogle meningsfulde tilgange til mennesker og redskaber til fagpersoner.

”Jeg er ikke typen, der gifter sig”

Camilla (navnet er opdigtet) er 28 år. Hun har 2 små børn. Hun var anbragt med sit første barn i en plejefamilie i nogle år. Bor nu sammen med sine børn og ny kæreste. Camilla har fortalt mig at nogle i familien skal skilles efter mange års ægteskab. Med nogle få spørgsmål, der virker opfordrende ift. at fortælle mere, udvikler Camillas historie sig til at handle om hendes kærlighed til sine børn, og hvordan hun ved, at hun har den. Historien afdækker flere færdigheder, fx ”hvordan hun hang ved”. Dette udsagn har potentiale til at udvikle sig til et begreb – en generaliseret viden om, hvordan man gør, når man hænger ved, hvis det blev historiegjort og koblet med andre erfaringer om ”at hænge ved”.

C: Det må være hårdt – det er jo også, altså… jeg har snakket med T. (kæresten) – jeg går fra ham inden vi fylder 50 – jeg tror sku ikke på, at det holder – det skal nok gå i stykker på et eller andet tidspunkt…

Shpl: Har du sagt det til T?

C: Jo, men han ved godt, at jeg ikke gider giftes – han må gerne fri til mig, men jeg siger bare nej. Det er jo tanken, der tæller.

Shpl: Du vil gerne have at han frier til dig?

C: Nej, overhovedet ikke. HAN siger, at han gerne vil giftes (…). Han må da gerne fri, men jeg siger nej. Hvis vi nogensinde skulle gøre det – nej, det tror jeg heller ikke – for jeg er imod det der med at skulle stille sig sikrede hos en anden person – altså, hvis jeg skulle gøre det, så var det for at sikre mine børn. Men jeg er heller ikke den type, der skal blive gift for at sikre mine børn.

Her er det som om, at Camilla prøver sig frem. Der er dilemmaer og værdier på spil i hendes udsagn. Hun er imod at sikre sig, men måske ikke helt imod at sikre sine børn… Jeg kunne have spurgt til dette dilemma, og til hvilke værdier, der ligger på begge sider af ”men’et”. I stedet blev jeg fanget af det bombastiske og klart udtrykte udsagn – og spurgte således

Shpl: – og hvad er det for en type?

C: Ja, som K (veninde), der ikke kan klare sig selv. Jeg kan godt klare mine børn. Øh – ja, jeg skal ikke være afhængig af en mand og hans økonomi. Hvis han dør, så dør han, så skal jeg ikke – altså, jeg skal ikke have papirer for, at jeg og mine børn kan klare den. Det synes jeg er noget fis.

Shpl: Er det den grund, du ser til, at man gifter sig?

C: Næe – det er vel også, hvis man elsker hinanden, og tror på evig kærlighed – men det gør jeg jo ikke.

Shpl: Tror du på noget i forhold til kærlighed?

C: Det eneste, der holder af kærlighed sådan helt – det er kærligheden… det eneste JEG tror på er, at JEG elsker mine børn. MIN kærlighed til MINE børn. Men jeg tror ikke på ALLE forældres kærlighed til deres børn, fordi jeg er sgu blevet kastet rundt nogle gange af mine såkaldte forældre… og det kan jo ikke have været af kærlighed, vel…

Shpl: Du tror på, at DU elsker dine børn…

C: Fordi jeg ved, at jeg aldrig kunne skride fra dem eller noget af det, som mine forældre gjorde ved mig. Jeg tror på min kærlighed til mine børn, men jeg tror ikke på alle forældres kærlighed til deres børn bare er ubetinget eller får dem til at kæmpe for dem…

Shpl: Kan du sige lidt mere om den viden, du har om, at du elsker dine børn? Kan du give et eksempel på, hvordan du VED det…?

C: Øh ja… Det er noget, jeg kan mærke… jeg kunne ikke forestille mig overhovedet, at jeg ville vælge min mand frem for mine børn. Det gjorde min mor jo med mig. Hun valgte min stedfar… eller at jeg bare kunne give mine børn væk. Nu har jeg selv taget kampen med plejefamilien i 3 år. Min mor valgte jo bare at kaste mig ud i systemet og lod mig klare sig selv. Hun gav op… jeg giver ikke op med mine børn, og det gjorde min mor… og det mener jeg… hvis man elsker sine børn nok, så giver man ikke op. Man kan sige, så var hun ikke stærk nok eller klog nok til at tage kampen op, men det synes jeg er en dårlig undskyldning. Man kan hvad man vil!

Shpl: Kan du sige lidt mere om det med, at du tog kampen hos plejefamilien?

C: Ja, jeg kunne jo sige, at det var for hårdt… for det VAR hårdt … Det var jo fucking hårdt ikke at kunne noget som helst af det, man var vant til. Jeg skulle jo kaste hele mit liv væk, og så sige ”ja, men så tag ham”… og dér har jeg også været nogle gange … ”Ja, men så tager I ham, for det her det kan jeg ikke” … men jeg hang jo ved… og så kom vi ud af det.

Shpl: … Men hvordan – hvis jeg skal forstå – gør man det? Hvordan ”hang du ved”?

Herefter følger en historie om, hvordan man som ”institutionsbarn” ved, at der kan komme konsekvenser af ens handlinger – om ”ikke at turde tage chancen” ved at gøre, hvad man mest har lyst til og ”ikke magte at få flere skideballer”.

”At tage det sure med det søde”

Nanna (opdigtet navn) er 20 år og anbragt med sit første barn i en plejefamilie. Hun har fortalt mig, at der har været en familiekonsulent, der har talt med plejefamilien, mens hun ikke selv var til stede.

Shpl: Hvordan var det? Jeg er interesseret i at få Nannas holdninger frem. Samtidig skaber jeg menneskeligt fællesskab, idet jeg viser, at jeg kan forestille mig, at det ikke er så nemt

N: (Trækker på skulderen) Det var fint nok.

Shpl: (Trækker også på skuldrene) Du trækker på skuldrene? Du er vant til lidt af hvert, hva? Jeg spejler Nannas kropssprog. Spørgsmålet opfordrer til at sige lidt mere, hvilket er et forsøg på at udvide det, ”der kan siges” om situationen.

N: Man bliver nødt til at vænne sig til det her, når man sidder i den her situation.

Shpl: Prøv lige at fortælle mig lidt om, hvad den her situation er for noget.

N: Det er jo – man vænner sig jo til at folk skriver deres meninger, når kommunen skal høre, om man kan tage vare på et barn.

Shpl: Kan du fortælle mig lidt om det der med at vænne sig til… fordi jeg tænker, jeg har da været hos andre familier, hvor … øh… jeg tænker, at det har de ikke kunnet vænne sig til? Jeg prøver at tage selvfølgeligheden ud af udsagnet ”man vænner sig jo til… ” for at tydeliggøre, at der kan være en anden fortolkning – Fx at Nanna har en viden, hun ikke selv er klar over

N: Det er jo bare at tage det sure med det søde. Nanna bruger en metafor. Det kan være en sprække til en alternativ fortællingslinje, der kan vise viden eller færdigheder. Metaforen kan udforskes for indhold.

Shpl: ”Det sure med det søde”?

N: Ja … det er røvirriterende at være heroppe.

Shpl: Jeg bliver nysgerrig på det der, du siger med at tage ”det sure med det søde”… Er det noget, du kan? Synes du det?

N: I starten kan jeg godt blive lidt sur over det, men så vænner jeg mig jo bare til det og siger til mig selv, at det måske er bedre, at de laver hele undersøgelsen nu end næste gang jeg får et barn og skal det hele igennem igen…

Shpl: Og hvordan kan det være… at du godt kan det? Altså lægge surheden til side… var det det du sagde?

N: Men det er jo bare sådan… man skal lige tygge lidt på det og så damper det lidt mere af.

Shpl: Du tygger lidt på det og så damper det lidt mere af? Hvordan vil du beskrive det, du kan… at du er i stand til sådan at lægge surheden til side… Hvad kan man kalde det? Har du tænkt over det?

N: Jae – jeg ved godt at jeg kan, når jeg vil – og jeg ved også godt at jeg har en viljestyrke, der siger spar to. Ja, for altså efter alt det jeg har været igennem jo med min barndom og alt sådan noget, så burde jeg jo bare ligge ned og ikke kæmpe videre – og også efter det med (barnet) og kommunen sagde, at jeg skulle herop, der… jo, jeg lagde mig da ned, men jeg kom op og stå igen. Hvis jeg ikke havde den viljestyrke, havde jeg jo ikke kæmpet videre.

Jeg kunne sammen med Nanna undersøge hendes forhold til ”viljestyrken”. Så ville der sandsynligvis fremkomme livsviden, erfaringer og færdigheder, så som hvad af det, Nanna gør, der styrker eller hæmmer ”viljestyrken”, hvordan ”viljestyrken” påvirker Nannas handlinger, hvad, der så bliver muligt/ikke muligt osv. (White, 2006, s.181-191).

Vi har også i dette uddrag flere – endnu skrøbelige – færdigheder i spil: ”At kunne tage det sure med det søde”, ”at lægge Surheden til side”, ”at kunne tygge lidt på det og dampe af”, ”at vide at man godt kan, når man vil” og ”have en viljestyrke, der siger spar to”. Jeg kunne fx tale med Nanna om de evt. kunne få en fælles overskrift, der fortalte noget om, hvad der er særlig vigtigt for hende.

Lilly Wulff

Lilly Wulff, Souschef og sundhedsplejerske, Helsingør kommune, Afsluttende 3.års opgave på Dispuks Tværfaglige efteruddannelse i narrative samtaler.