Giv børnene bevægelsesfrihed

Forfatter: Lone Wiegaard, fysioterapeut, master i idræt og velfærd, lektor Via University College, low@via.dk og Nanna Johansen, børnefysioterapeut, sundhed, Aarhus Kommune, nabaj@aarhus.dk

Fotograf: Adobe Stock, privat, Henrik Hjortshøj

Børn bæres i slynger eller vikler, men er det kun godt?

Baggrunden for denne artikel

I Danmark er det blevet almindeligt at se børn, der bæres i slynger, vikler eller bæreseler. Der findes mange varianter af ”bære-systemer,” og der udvikles stadig på produkterne. Vi har erfaret, at der blandt forældre og fagpersoner findes forskellige rationaler, som kan ligge til grund for, at det er blevet populært at bære småbørn ved at ”binde” børnene fast på kroppen af deres mor/far eller andre omsorgspersoner. Det ser tit både hyggeligt og praktisk ud, og det begrundes ofte med netop at være praktisk for den voksne eller tryghedsskabende for barnet.

Vi har sideløbende oplevet en stigning i henvendelser fra pædagoger og dagplejere, der bekymrer sig over børnenes udvikling. I flere tilfælde kædes denne bekymring sammen med et barneliv, der i høj grad er foregået ”båret” og ”støttet”, altså at barnet har tilbragt mange timer – vågne og/eller sovende – i slynge/vikle i det første leveår. Disse henvendelser har været fulgt af forskellige beskrivelser af børn som ”vingummibørn”, slappe børn – eller børn, der bliver usædvanlige usikre eller ulykkelige, når de starter i dagpleje eller vuggestue. Vi har også oplevet, at nogle af disse børn ikke udvikler sig motorisk aldersvarende eller udvikler uhensigtsmæssige strategier for bevægelse.

Internationalt er der også blandt pædiatere og børnefysioterapeuter i disse år en særlig opmærksomhed på børn, hvor forældre og omsorgspersoner – i bedste mening – kommer til at reducere børnenes muligheder for at bruge hele kroppen – fx sparke spontant, dreje hovedet frit, strække og bøje armene, rotere i ryggen m.m. Disse bevægelser er naturlige og nuancerede bevægelser, som alle er afgørende elementer i den tidlige motorisk udvikling. I amerikansk litteratur benævnes fænomenet ”Container Baby Syndrom”, som betegnelse for børn, der har tilbragt for meget tid i bevæge-begrænsende stillinger i deres første leveår.

Som fysioterapeuter med lang erfaring på børneområdet, har vi også en stigende bekymring for børn, der placeres ofte og længe i passive stillinger i fx bæreslynger/vikler, slyngevugger og autostole. Vi deler den holdning, at små børn helt grundlæggende har brug for tryghed og kropskontakt for at udvikle sig emotionelt, men de har samtidig også brug for at kunne bevæge sig frit i så mange timer i døgnet som muligt, bl.a. som fundamentet for god motorisk udvikling. Både i sovende og vågen tilstand har barnet godt af at kunne justere sin stilling spontant – f.eks. strække sig eller strække en arm eller et ben, eller spontant at skifte stilling efter behov, som de ville kunne gøre liggende på et fladt underlag.

Hvorfor bruger forældre bæreseler og vikler?

Hvis man vil prøve at regulere forældres brug af bæreredskaber, må man også forsøge at forstå, hvorfor de bærer deres børn på kroppen.

Vi har ofte fået svar, der betoner, at det er praktisk, når man skal uden for hjemmet. Når man skal handle, hente større søskende i daginstitution m.m. Nogle beskriver behovet for at have ”styr” på barnet. Det kan være, det er for at få barnet til at falde i søvn, eller give forældrene mulighed for at kunne lave mad og rydde op, hvis barnet i en periode er særligt uroligt eller opmærksomhedskrævende.

Nogle forældre giver udtryk for, at det er en grundholdning, de har til forældreskabet. De tror på, at barnet har brug for al den fysiske kontakt, det kan få med sine forældre. De kan være inspireret af strømninger i mødregrupper, i vennekredsen eller fra digitale medier, der deler denne holdning om vigtigheden af fysisk nærhed. Vi oplever, at der i nogle kredse er en usagt værdi om, at man er en særlig god forælder, hvis man bærer sit barn på kroppen i stedet for at lægge barnet i en barnevogn eller i en Nanna Johansen (tv.) og Lone Wiegaard (th.) klapvogn.

Alle forældre vil gerne være gode forældre, og de kan være let påvirkelige over for holdninger om, at det at bære barnet på kroppen er den mest naturlige og kærlig måde at drage omsorg for sit barn på.

Fordele for barnet ved at være i slynge eller vikle

Fagligt kan der også findes gode argumenter for at små børn kan bæres i slynge eller vikle på tidspunkter af dagen. Langt de fleste børn nyder nærheden og trygheden i forældrenes kendte lugte og kan mærke forældrenes hjerteslag. Måske kan barnet endda røre ved forældrene, hvis barnet er vendt front mod forældrenes bryst. Er der mulighed for at barnet mærker forældrenes hud mod egen hud udskilles tilmed oxytocin, – et lykkehormon, som giver velvære hos alle mennesker. Et barn, der er uroligt i perioder, vil opleves mere roligt, når det vugges af en voksen – f.eks. i en bæresele eller en vikle.

Barnets tidlige selvstændighedsudvikling

For barnets selvstændige udvikling er det betydningsfuldt, at der sker en gradvis udvikling/forandring mod en større adskillelse fra den voksnes krop, og at det oplever fornemmelse af sig selv og sin egen krop i bevægelse. Hele den neuropsykologiske udvikling af basale og afgørende funktioner som tilknytning, opmærksomhed og kommunikationskompetencer følger efter. Disse funktioner udvikles gennem gensidige samspil med øjekontakt, affektiv afstemning, spejling og imitation af krop, stemme og handlinger. Det er derfor hensigtsmæssigt, at barnet i forlængelse af nærhed og tryghed også har tidsrum med kropslig adskillelse og selvoplevelser. Tidsrum, der gradvis progredieres i takt med at barnet udvikler sig. Udviklingen kommer ikke af sig selv, men vil gradvis læres med støtte fra kærlige, opmærksomme voksne, der kan give slip, samtidig med at de er tilgængelige og handler forudsigeligt på barnets signaler.

Forskellige bæreseler og bæreformer

Både slynge og vikle giver mulighed for at placere barnet i forskellige udgangsstillinger, men vi ser desværre ikke mange variationer i måden, hvorpå det enkelte barn bæres i selerne/viklerne. Hvert barn/hver forælder får sine ”vaner”. Vi ser f.eks. ikke de større børn i liggende varianter, eller de mindre børn i skiftende liggende stillinger.

Langt de fleste af de børn vi ser der bæres i vikle/sele, bæres ved at barnet er vendt med front mod forældrenes mave. De yngste børn i en lodret fosterstilling, med benene trukket op foran maven, armene foldet ind foran kroppen og hovedet ligeledes pakket helt ind i stoffet. Ved de lidt større børn, ses ofte en stilling, hvor begge ben er spredt til siderne foran den voksnes mave og derfor meget udadroterede. Ansigtet er desuden vendt til den ene side, hvis slyngens eller viklens stof støtter bag om barnets hoved. Adspurgt svarer mange forældre, at barnet ofte sidder med ansigtet vendt til samme side.

En anden version vi oplever, er børn, der hænger i en bæresele med front væk fra den voksne, mens den voksne handler, samtaler og lign. Gøremål, som ikke indebærer en rettethed mod barnets oplevelse af situationen. Denne bærestilling er ikke så bevægehæmmende for det lille barn, men stillingen med front mod ”verden” kan være overvældende. Måske kan den virke stressende for den lille, da barnet ikke selv kan fravælge de sanseindtryk, som det bombarderes med i denne position. Her kan de ikke dreje hovedet væk eller bliver skærmet, som i f.eks. en barnevogn med kaleche.

Motorisk udvikling

For at kunne følge vores bekymring om ensidige stillinger vil vi her kort præsentere aktuel viden om børns motoriske udvikling.

Når vi mennesker fødes efter 9 mdr. i fostertilstand, er vi parate til at komme ud i verden. Vi er klar til at blive påvirket af de faktorer, der er omkring os. En helt grundlæggende forandring, som det spæde barn oplever, er den påvirkning tyngdekraften har på kroppen. Erfaringer med at skulle overvinde tyngdekraften ved aktivering af egne kræfter har en helt grundlæggende betydning for vores motoriske udvikling og dermed barnets/ menneskets opretstående stilling og gang/løb og den livslange kropslige funktionsevne.

Børn udvikler sig motorisk hastigt i de første levemåneder, og det foregår gennem øvelse og erfaring. De lærer at holde hovedet ved 3 måneders alderen, hvis de får muligheder for at øve sig i rette udgangsstillinger. Hovedkontrol er afgørende for videre motorisk udvikling. Når det lille barn mestrer at holde sit hoved, sker en hurtig udvikling i styring af kropskernen, arme og ben. Hvis barnet ikke udfordres i selvstændig kontrol over egen krop i frie – og passende udfordrende udgangsstillinger, risikerer vi, at barnet forsinkes i sin motoriske udvikling. Derfor er vi særligt opmærksomme på de børn, der ikke allerede tidligt gives mulighed for at kunne øve sig på at holde deres eget hoved, og dermed opnå at mestre hovedkontrol. Senere vil selvstændige bevægeovergange og forflytninger være afgørende for den videre motoriske udvikling. Fundamentet for barnets kropsbalance dannes her, så barnet senere kan øve hensigtsmæssig og fleksibel kropskontrol, hen mod at kunne sætte sig op, rejse sig og begynde at gå.

De uhensigtsmæssige følger – hvad sker der, når barnet sidder på samme måde i slynge/vikle

Når viklen/slyngestoffet dækker hovedet, kan barnet ikke spontant bevæge hovedet frit til en ny position. Det fastholdes i asymmetriske stillinger, hvor nakke og halsmuskler holdes i samme stilling med nogle muskler i ydre bevægebane og andre muskler i indre bevægebane. Dette giver sideforskel i de muskler, der bør udvikle sig symmetrisk. Aktuelt er der opmærksomhed på, om der er en sammenhæng mellem børn med favorit-side (barnet holder ansigtet vendt mod samme side meget af tiden og deraf asymmetrisk kranieform), og med børn, der også bæres meget i vikle/slynge med hovedet holdt til samme side.

De større børn i vikler sidder altid med meget udadroterede hofter, hvor der igen er ulige muskelforhold omkring leddet med stræk på muskler og ledbånd på den ene side af leddet og for forkortning af ledbånd og muskler på den anden side af hofteleddet. Dette vil uden for viklen eller slyngen give barnet udfordringer i at kravle, hvor det er nødvendigt at kunne samle benene ind under sig og stabilisere med musklerne omkring hoften for at indtage en mulig kravleposition. Vi ser flere børn med udadroterede hofter, hvor børnene har svært ved at samle benene under sig og har svært ved at kravle. Ligeledes er nogle af disse børn også udfordret i at kunne rejse sig til stående, da de ikke så nemt kan holde benene i hensigtsmæssige positioner.

Hvis et barn bæres op i en høj alder med slynge og viklestoffet tæt omsluttet højt på kroppen, udvikler barnet ikke – som et siddende barn i barnevogn/klapvogn (8-10 mdr. eller derover) – sine coremuskler og muskelstyringen over egen krop. Den frie siddende balance, der ofte mestres når barnet er ca. 8 mdr., er afgørende for udvikling af en god balance og sikkerhed i den videre motoriske udvikling.

Coremusklerne, som er betegnelse for mave og rygmuskler, der arbejder detaljeret sammen i synergier, er centrale for generel balanceudvikling for børn i denne alder. Balance-, fald- og afværgereaktioner udvikles gennem erfaringer på dette stadie. Hvis børnenes muskelreaktioner ikke udfordres i siddende stilling i bevægelse, f.eks. gennem transport i en barnevogn, men i stedet støttes på hele kroppen fra nakke til under numsen, får barnet ikke tilpas udfordring og dermed ikke den grundlæggende udvikling af de muskler, motoriske synergier og strategier, der skal til for at holde og fortsat udvikle en god fleksibel kropsholdning og balance i bevægelse og aktiviteter. Børn kan altså, af ren omsorg, fratages de erfaringer, der skal til for at lære at opretholde balancen i den siddende stilling. Musklerne i mave og ryg udfordres slet ikke i samme grad, når barnet ikke skal være muskulært aktiv for ikke at vælte. Nedsat kraft giver nedsat kropskontrol og svag oplevelse af sikkerhed.

Hvis barnet, der bæres meget i sele/vikle, samtidig er et barn, der ikke bryder sig om at ligge på maven, vil barnet givetvis være udfordret på at få tilstrækkelig med symmetrisk kraft i musklerne i øvre ryg og nakke. Nedsat kraft i denne del af kroppen, kan forårsage at barnet har svært ved at stabilisere skulderleddene. Stabile og stærke skuldre og arme er en forudsætning for at kunne krybe og kravle – og på den måde kommer barnet ind i en ”ond cirkel,” hvor barnet ikke mestrer egen-forflytning og dermed ikke får oplevelsen af selv at kunne bevæge sig frem og rundt efter f.eks. legetøj. De børn, der ikke selv kan forflytte sig, kan opleves som frustrerede eller opgivende.

Andre udviklingsaspekter

Ud over de motoriske udfordringer, som vi ser, at børn kan få af at opholde sig for meget i passiviserende udstyr, ser vi også andre dimensioner i barnets udvikling, der kan hæmmes.

Et barn, der bæres i slynge eller vikle, er næsten frataget muligheden for at være fri og direkte kropskommunikerende og lulles let hen, og deres handlemuligheder i forhold til omverdenen er reducerede. De kan ikke med kropssprog vise en nysgerrighed på omgivelserne og har ikke bevægefrihed til at række efter, vende sig efter eller dreje hovedet efter det, der fanger deres blik og kunne optage dem.

Deres små udtryk og ytringer kan vanskeligt imødekommes med blikkontakt og mimisk spejling, og denne fastspænding til den voksnes krop opfordrer ikke til selvstændig kommunikation og dialog med omverdenen. De afskæres fra oplevelser med at opleve omgivelsernes invitationer, at gå på opdagelse, at søge ud og finde hjem igen. De lærer, at verden kommer til dem – ikke omvendt – hvilket ikke er befordrende for at udvikle selvfølelse, initiativ og agens.

Vores anbefalinger

Vi ønsker med denne artikel at give et nuanceret blik på brugen af slynger og vikler. Børn er forskellige og nogle børn har i perioder brug for særlig tæthed, eller at blive hjulpet til ro. Vi mener, at der bør være opmærksomhed på, hvornår og hvor længe barnet behøver at være i en bevægeindskrænket stilling. Det gælder ikke kun i vikle og slynge, men også i autostole, skråstole, slyngevugger, sækkestole og andre tætomsluttende børneredskaber.

Ligeledes håber vi, at forældre gøres opmærksom på at variere de stillinger, barnet bæres i (liggende, siddende, skråtliggende osv.). Og med en særlig opmærksomhed på, at barnet har ansigtet vendt skiftevis til højre og venstre side, når det bæres/sover i selen/viklen.

Vi opfordrer til at familier orienteres om ovenstående betragtninger, så de har en reel viden at forholde sig til. Vi håber, at forældre vil stille sig spørgsmålet: Hvor længe skal mit barn sidde i slyngen/bæreselen – og hvorfor? Hvem har behovet – og kunne det erstattes af et transportmiddel, der ville give barnet mere selvstændig bevægefrihed?