Aftalte forældreskaber

Nye familieformer kalder på nye forståelser.
Hvordan aftalte forældreskaber udfordrer traditionelle familierammer, og hvilken rolle sundhedsplejersken kan spille i at støtte familiedannelsen.

Hvad er et aftalt forældreskab?

Begrebet “aftalt forældreskab” beskriver; når to eller flere personer indgår en aftale om at være aktive forældre sammen, uden at det biologiske forældreskab udspringer af et parforhold.

Et aftalt forældreskab adskiller sig derfor fra aftaler med en donor eller en surrogatmor. Her får man ikke barn alene, men sammen med ligeværdige forældre. Selvom denne familieform ofte placeres under overskriften regnbuefamilier, fortjener selve aftaleelementet et særskilt fokus. Aftaleelementet skaber sine helt egne dynamikker. Der kommer noget særligt i spil, når familien er etableret omkring en aftale, hvilket ikke er gældende for alle regnbuefamilier.

Det er heller ikke givet, at alle forældre i et aftalt forældreskab identificerer sig med LGBTQ+-miljøet.
Aftalte forældreskaber kan have forskellige konstruktioner: to par, et par og en single eller to singler. Dette kombineret med både samme såvel som forskellig seksualitet. Der findes også variationer, hvor én i et parforhold indgår et aftalt forældreskab med én eller flere uden for parforholdet. Nogle aftalte forældreskaber bygger på venskaber, mens andre skabes mellem mennesker, der har mødt hinanden med det formål at blive forældre sammen. Der er med andre ord også stor forskel på aftalte forældreskaber. Dog er det gennemgående, at forældreskabet sker på baggrund af store valg og ofte meget grundige overvejelser.

I 2016 begyndte psykolog Malene Windfeldt og jeg at undersøge denne familieform. Vi var især optagede af, hvordan aftaleelementet påvirker familiedannelsen. Vores arbejde førte til udviklingen af et rådgivnings- og forældreterapeutisk tilbud til familier i aftalte forældreskaber. I dag tilbyder Malene Windfeldt fortsat rådgivning og familieterapi, mens jeg har skrevet bogen ’Aftalte forældreskaber’.

Svært at forklare – og forstå

Som sundhedsplejerske ved du, hvor overvældende det kan være for  førstegangsforældre at træde ind i forældreskabet. Mange forældre kan støtte sig til andres erfaringer og de store fortællinger om forældreskab. Det kan forældre i et aftalt forældreskab ikke på samme måde i dag. Som førstegangsforældre kan de derfor opleve en ekstra udfordring, hvis ingen rigtig forstår – eller prøver at forstå – deres situation.

Selvom familiedannelsen i aftalte forældreskaber først og fremmest påvirkes af de personer, der udgør familien, findes der dynamikker, der i varierende grad er knyttet til den måde, familien er skabt på. Ved at få indblik i disse dynamikker kan I som sundhedsplejersker støtte forældrene i samarbejdet om det fælles mål: at skabe et trygt og godt barndomsliv for deres barn.

Forældrerelationen i et ukendt landskab

I den traditionelle kernefamilie er barnet ofte en forlængelse af de bånd, der allerede findes mellem forældrene. Her går et tilvalg af hinanden som partnere forud for barnet. I et aftalt forældreskab er forældrene som udgangspunkt ikke hinandens. Det kan gøre det svært at forstå og forme, hvad deres relation så skal være, og hvordan den kan blive et stabilt fundament for barnet.

Et aftalt forældreskab balancerer mellem at være en kontraktmæssig relation og en personligt forpligtende relation. Man skal kunne forhandle en aftale, der tilgodeser ens egne behov og barnets. Samtidig skal man etablere en personlig relation, som indebærer en livslang forpligtelse. Grænser bliver et væsentligt tema: både de fysiske grænser som mit hjem og min krop. Men også de følelsesmæssige grænser, såsom mine personlige forhold og min intimitet. At respektere disse grænser og samtidig skabe et “vi” til fordel for barnet er en særlig opgave.

Hvad er aftalen?

I samtalerne med forældre i et aftalt forældreskab er vi stødt på mange forskellige aftaler og forskellige aftaleprocesser. Hvordan aftaleprocessen forløber, ser ud til at gøre en forskel: Har forældrene lært hinanden godt at kende? Hvordan fungerer kommunikationen og beslutningstagningen? Er de væsentligste emner for parterne afklaret? Der findes ikke en opskrift til dette. Den “store aftale” om at få et barn bliver bindende, uanset kvaliteten af aftaleprocessen, når barnet er født. Jævnfør forældreansvarsloven er de juridisk bindende aftaler de samme som for andre forældre. Alle andre aftaler er baseret på tillid. Da tillid kan være sårbar i relationer, hvor der er meget på spil, kræver det stærke kommunikations- og samarbejdsevner fra forældrenes side.

Fra en forestilling til en sårbar virkelighed

Selv med gode aftaler, gode aftaleprocesser og velovervejet rolle- og ansvarsfordeling kan virkeligheden overraske, når barnet er født. Et af temaerne kan være mor-barn-symbiosen, især for den eller de forældre, der ikke bor sammen med den biologiske mor og barnet. Der ligger, som bekendt, ofte en naturlig drift hos den biologiske mor til at lukke sig om barnet. Det kan stride voldsomt mod dette instinkt at skulle lukke andre ind. Ikke mindst, hvis den biologiske mor ikke har et følelsesmæssigt bånd til dem, der gerne vil udfordre denne lukkethed.

Symbiosens sårbarhed

Det kan være en vanskelig balance. På den ene side er det vigtigt at respektere roen omkring mor-barn-relationen. På den anden side kan den biologiske mor ikke nødvendigvis vente, til det føles helt rigtigt for hende at inddrage den/de andre forældre. Udfordringen kan også ligge i, at der er aftalt en deleordning på forhånd, der viser sig ikke at matche barnets behov eller situationen. Det kan være et yderst sårbart sted i familiedannelsen, som kan aktivere forestillinger om, at der er fare på færde. Her kan sundhedsplejersken spille en afgørende rolle som neutral vejleder, der bidrager med ro. Sundhedsplejersken kan støtte forældrene til i fællesskab at holde barnets tarv, på den korte og den lange bane, i forgrunden. Sundhedsplejersken kan guide forældrene til at aflæse barnets reelle behov og tempo frem for f.eks. at læne sig op ad en aftale, der blev indgået, før barnet kom til verden.

Sårbarheden i ikke at være en del af symbiosen

Det er alment kendt, at det kan være svært at komme til som nybagt far. I et aftalt forældreskab kan rollen som den, der ikke har båret og født barnet, dog være yderligere sårbar. Hvor en far i en traditionel kernefamilie ofte er en central kilde til omsorg og støtte for moren, kan det være svært for den forælder/de andre forældre i et aftalt forældreskab at finde sin plads og funktion. Man bor ofte et andet sted og er ikke nødvendigvis så følelsesmæssigt tæt på den biologiske mor, at omsorgen flyder naturligt.

Konsekvensen heraf er, at man lærer barnet og dets behov at kende i et andet tempo. Det gør det også vanskeligere at finde sit ståsted som ny forælder.

Forældreskabet kan være ligeværdigt, selvom ligestillingen – ift. at møde barnets foranderlige behov – vil variere. Den samtale kan være med til at forebygge kamp om barnet.

Denne situation kræver opmærksomhed og støtte. Den anden forælder/de andre forældre kan have behov for hjælp til at definere sin rolle i barnets liv. Men selvom man ikke kan være til stede på samme måde som i en kernefamilie, har man stadig en vigtig opgave i at vise omsorg for barnet. Også når det er indirekte via den biologiske mor, som er spædbarnets kendte miljø. Nogle flytter sammen midlertidigt for at løse dette. Andre prioriterer hyppige, men kortere besøg. Man kan også forsøge sig med, at mor og barn tager på f.eks. weekendbesøg i barnets andet hjem. Det kan være gennem praktiske handlinger som at sørge for, at der altid er bleer i hjemmet hos mor, eller ved at aflaste, hvis den biologiske mor f.eks. mangler søvn.

Relationen mellem forældrene afgør, hvilke løsninger der er til at være i for forældrene. Det skal være tilstrækkeligt trygt, så det ikke bliver et pres, som også påvirker barnet negativt. Men pointen er, at der er noget at gøre for alle forældre i forhold til at opfinde måder, der gør barnets samlene miljø så godt som muligt.

Ligeværd – for barnet

Selvom samfundet i dag er i gang med en nødvendig samtale om ligestilling mellem forældre, kan dette spørgsmål blive trukket ekstra skarpt op i et aftalt forældreskab. Den biologiske mor “får mest” i begyndelsen, hvilket kan opleves uretfærdigt og blandet med frygten for, at det aldrig stopper.

Samtidig kan det syne ”nemt” for den forælder/de andre forældre, at de undgår al fysisk slid og alligevel kan kræve rettigheder til barnet. Det kan også opleves uretfærdigt, ufølsomt og truende. Sundhedsplejersker kan gøre en forskel ved at fokusere på barnets behov frem for forældrenes. Jeres viden om børns udvikling gør jer i stand til, fra et tidligt tidspunkt, at tale ind i, at rollerne vil ændre sig over tid. At forældreskabet kan være ligeværdigt, selvom ligestillingen – i forhold til at møde barnets foranderlige behov – vil variere. Den samtale kan være med til at forebygge kamp om barnet.

Sundhedsplejerskens særlige indgang

Der er stadig meget, vi ikke ved om denne familieform. Og det er svært at skabe solid viden om den, fordi ingen ved, hvor mange der har den form – eller hvor den er. Den manglende viden kan skabe usikkerhed for dem i – og omkring – aftalte forældreskaber. Man kan diskutere, om det er mere præcist at beskrive det som en familiedannelsesform frem for en egentlig familieform. Noget tyder på, at det særlige ved aftalte forældreskaber fortoner sig over tid. Uanset hvor godt forældrene kom igennem den først tid med barnet, vil familien og dets medlemmer i aftalte forældreskaber tilsyneladende over tid solidere sig. Om ikke andet så i den form, det kunne blive til.

På den lange bane kommer de umiddelbart til at ligne bedre beskrevne familieformer som delte familier og regnbuefamilier. Men i forhold til familiedannelsen er denne gruppe forskellig fra de fleste. Som de eneste fagpersoner, møder I alle aftalte forældreskaber netop i jeres fag. I har derfor en unik indgang til at støtte deres familiedannelse. Indtrykket, fra samtalerne med forældre i aftalte forældreskaber, er, at det er særligt betydningsfuldt, når I møder dem med jeres interesse for den enkelte families egenart. Og i mindre grad, hvor mange ”magen til” I har mødt, eller hvor godt I kender familieformen på forhånd. Jeres nysgerrighed efter at forstå den enkelte familie vil hjælpe forældrenes egen forståelse på vej. Herfra gør jeres vejledning og faglighed en kæmpe forskel, særligt hvis man er kommet på gyngende grund.

Men det er vel i bund og grund det samme for alle slags forældre: At de trives, når nogen interesserer sig åbent for deres børns ve og vel. Og det er I om nogen de rette til.