Om sundhedsplejersken

Sådan kan du bruge sundhedsplejersken

Her finder du et overblik over Sundhedsplejerskens funktioner og arbejdsopgaver. Den enkelte kommune har et tilbud tilpasset mulighederne lokalt. Der er stor forskel i landet over, hvordan dette tilbud er sat sammen.

Småbørn og skolebørn

En sundhedsplejerske kan undersøge, rådgive og vejlede børn og familier fra graviditet og fødsel til den unge går ud af skolen. Herunder er en generel beskrivelse af noget af det sundhedsplejersker kan.

Helt fra starten

Mange kommuner tilbyder graviditetsbesøg. Tidspunktet kan være forskelligt, men mange steder lægger man besøget før 30. graviditetsuge, hvor erfaring viser ,at forældrene er meget motiverede for at tale om tilknytning og forældreskab i forhold til det lille nye familiemedlem.

Sundhedplejen tilbyder som regel hjemmebesøg i barnets første og evt 2. leveår. Desuden tilbydes ofte etablering af mødregrupper, hvor mødrene kan udveksle erfaringer.

I småbørnsalderen

Kan familien kontakte sundhedsplejen for råd og vejledning, når der er behov. Desuden kan man i mange kommuner komme til Åbent Hus arrangementer, når man har børn.

I skolealderen

er der tilbud om sundhedssamtaler og undersøgelser hos sundhedsplejersken på skolen med jævne mellemrum. I starten og slutningen af skoleforløbet tilbyder kommunen ind- og udskolingsundersøgelser af en sundhedsplejerske. Desuden er det lovpligtig, at sundhedsplejersken fører tilsyn med barnet igennem skolegangen. Hvor ofte skoleeleverne tilses er en kommunalpolitisk beslutning.

Uddannelse

Sundhedsplejerske er en beskyttet titel.
En sundhedsplejerske er først uddannet som sygeplejerske, derefter har hun kvalificeret sig gennem mindst 2 års arbejde som sygeplejerske. Hun skal have arbejdet indenfor bestemte områder, for at kvalificere sig til videreuddannelse. Læs om uddannelsen her

Videreuddannelsen til sundhedsplejerske varer 1½ år og kan tages ved VIA University College i Aarhus eller på Metropol University College i København. Den nye sundhedsplejerskeuddannelse er startet 1. januar 2012.

Ansættelse

Kommunerne ansætter sundhedsplejersker til at udføre opgaver i henhold til Sundhedsloven af 2005 (§ 118 – 126) som de er beskrevet i Bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge af 28. november 2006. Sundhedsstyrelsens Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge fra 2011 præciserer og beskriver opgaven og kommunens ansvar i forhold til børn og unges sundhed og trivsel.

En sundhedsplejerske arbejder efter Sundhedsloven fra 2005 (med senere tilføjelser, f.eks. i 2009 om ind- og udskolingsundersøgelser). Sundhedsordningens omfang fastsættes i den enkelte kommune af kommunalbestyrelsen.