Historien om pilfingerne

Af Mariane Siem, Børnekulissen

Nu skal I høre historien om fem nysgerrige pilfingre. Den ene hed Tot og var lille og stærk. Den anden hed Pelle og han var den mest opfindsomme af dem alle. Lange Lømmel var den største og den sejeste mens Fine var den smukkeste. Hun tog sig tit af Lille finger. Hun var så lille at hun ikke havde fået noget navn endnu. Hver morgen når Pilfingrene stod op, lavede de morgengymnastik og bagefter blev de vasket af Vand Hanne og Sæbe Bob. De var fingrenes bedste venner der sørgede for at Pilfingrene altid var rene og friske, sunde og raske.

Da de var blevet vasket gik Pilfingrene straks ud på en af deres sædvanlige gåture. Pludselige standsede Pelle op. Han kunne høre noget. Det lød næsten som en lille melodi:

Vi kan rulle – vi kan trille – vi kan også ligge stille

Sangen kom fra nogle små nullermænd. De elskede at trille for jo mere de trillede, jo større blev de. Pilfingrene ville gerne være med og snart trillede de alle rundt omkring og frem og tilbage. Midt i det hele kom Sæbe Bob og Vand Hanne. Nullermændene skyndte sig at trille væk så Vand Hanne og Sæbe Bob ikke skulle se dem. Nullermændene brød sig nemlig ikke om vand og sæbe. Det gjorde dem til små flade klatter som ikke kunne trille. Vand Hanne og Sæbe Bob mente at når Pilfingrene legede med Nullermænd – så skulle de vaskes. Men Pilfingrene var ikke færdige med at lege med deres nye venner og da Fine lovede at de ville komme tilbage lige så snart de havde leget færdig, gik Vand Hanne og Sæbe Bob igen.

Et vindpust fik nullermændene til at forsvinde og Pilfingrene til at fryse. De søgte ly i en mørk hule, hvor der var dejlig varmt. Lille var blevet sulten af al den trillen rundt og de andre fingre kunne også godt trænge til noget mad. Frem af mørket kom en stor fed bussemand der hoppede rundt om fingrene og råbte:

Jeg kan hoppe – jeg kan fnise – jeg er lige til at spise

Men Fine synes den så alt for sød ud til at blive spist og ville hellere lege gemme med den. Det var bussemanden helt med på for den elskede at finde gode steder at gemme sig. Midt i legen kom Vand Hanne og Sæbe Bob igen. Da de fik at vide at Pilfingrene legede med en bussemand ville de vaske Pilfingrene med det samme, men Pilfingrene var jo lige midt i den gode leg. Lille lovede derfor højt og helligt at de nok skulle komme tilbage lige så snart de havde leget færdig. Så gik Vand Hanne og Sæbe Bob igen.

Da gemmelegen var slut ville de gå hjem. Der var bare ingen af dem der vidste hvilken vej de skulle gå, for deres trilleri med de små nullermænd havde ført dem langt væk. Pelle foreslog at de skulle gå mod syd og de andre fulgte efter. Vejen førte dem hen til et underligt landskab hvor der var varmt og stinkende. Da de nåede til en stor lukket port foreslog Fine at de skulle vende om, men Tot og Lange Lømmel var ikke bange og lukkede porten op så de kunne komme ind. Bag porten var der mørkt og varmt og stanken var endnu værre. De fik ondt i hovedet og i maven og ville vende om igen, men så hørte de nogle der råbte:

Vi er seje – vi er rå – vi er dem man passer på

Pilfingrene skyndte sig at gemme sig i en sprække og være musestille. De så en stor mørk skikkelse og en lille fyr nærme sig med tunge skridt. Det var Kong Koli der var ved at træne en bakterie. Bakterien skulle lære at holde vagt ved porten så der ikke kom fjender ind. Kong Koli havde nemlig overtaget magten i grotten og ville ikke have nogen ind som kunne tage magten fra ham.

Midt i træningen stoppede Kong Koli op. Han kiggede sig omkring. Han kunne mærke der var noget galt. Han gav bakterien ordre til at undersøge grotten og bakterien fandt hurtigt Pilfingrene. Lange Lømmel forklarede, at de bare var gået forkert men Kong Koli var vred. Han greb fat i Lange Lømmel og råbte at han ikke skulle komme og være fræk. Da Tot så det blev han også vred og løb hen og boksede Kong Koli lige ind i maven. Det skulle han aldrig have gjort. Kong Koli havde fået nok. Han svingede sin kappe og ud fra kappen kom en skrækkelig stank der næsten ikke var til at holde ud.

Kong Koli beordrede bakterien til at smide dem i fangeskabet og da Pilfingrene var blevet låst inde forsvandt Kong Koli mens bakterien holdt vagt. Efter mødet med Kong Koli havde Pilfingrene mistet deres kræfter og faldt i søvn. Bakterien syntes derfor ikke at der var nogen grund til at stå der og kede sig. Han hængte nøglen op ved siden af fangeskabet og løb væk.

Hjemme hos fingrene sad Vand Hanne og Sæbe Bob og ventede. Pilfingrene havde jo sagt de ville komme hjem og blive vasket. De kunne ikke forstå hvor de blev af. Efter nogle timer blev de urolige og gik ud for at lede efter dem. Da de kom ind grotten fandt de Pilfingrene i fangeskabet. Den dejlige duft af vand og sæbe fik Pilfingrene til at vågne og Sæbe Bob fandt hurtigt nøglen og lukkede dem ud. Alle skyndte sig hen mod porten. Nu skulle de bare ud i den friske luft. Men så dukkede Kong Koli op. Han blev rasende da han så Pilfingrene var sluppet ud og han svang sin kappe så Pilfingrene igen blev dårlige og slappe. Men Vand Hanne og Sæbe Bob var ikke bange for ham. Vand Hanne smed vand i hovedet på ham og Sæbe Bob greb fat i Kong Kolis arme og tvang dem om på ryggen af ham. Kong Koli gjorde modstand men med alles hjælp kom Kong Koli ud af grotten – ud i lyset og den friske luft. Det kunne Kong Koli ikke klare. Han blev bleg og svag og faldt sammen som en ubevægelig klump på jorden.

Nu kunne Pilfingrene endelig komme hjem og blive vasket af Vand Hanne og Sæbe Bob. Og da Pilfingrene var blevet vasket blev de enige om, at næste gang de skulle på eventyr skulle Vand Hanne og Sæbe Bob med. Så kunne de altid hjælpe dem hvis de rodede sig ud i noget snavs. Og sådan sluttede den historie.