Relation og tilknytning udvikles i samspillet mellem forældre og barn

Relation og tilknytning

Egenskaber som kontakt, tilknytningsevne og selvtillid udvikles i samspillet mellem forældre og barn.

Barnets personlighed grundlægges de første leveår ud fra den relation de indgår i. De alvorligste psykiske forstyrrelser i barnealderen opstår derfor i familier, hvor forældrenes omsorg og indlevelsesevne i barnets behov er mangelfuld.

Denne artikel er inspireret af den svenske psykolog og psykoterapeut, Martretha Brodén. Der behandles følgende emner:

  • Barnets relationskompetence, tilknytning og samspil
  • Vigtige elementer i den tidlige udvikling af relationer
  • Tilknytningsforstyrrelse

Det spæde barns relationskompetence

Barnet er biologisk forberedt på samspilskompetence. Det ses ved barnets mange signaler og medfødte sensitivitet for ansigter og forældrenes stemmer. Samtidig har det en medfødt motivation for at lære. Det har allerede fra starten social reference, idet barnet har en medfødt forsigtighed overfor nye personer.

For at det spæde barn udvikler kompetence til at interagere med sin omverden, behøver det forældre der samspiller med det. Det har derfor behov for forældrene inteagerer med det, dvs. kigger nysgerrigt og undersøgende, ser og lytter opmærksomt samt deler oplevelser og affekter med det lille barn.

Det spæde barns relationskompetence og det normale samspil 0 – 2 måneder

De første måneder er præget af en ”by behavior” periode. Barnet er spontant og behovsorienteret. Det har brug for hjælp til at opbygge struktur, og har brug for hjælp til søvn, vågenhedsregulering og koncentration. Der udvikles forskellige reguleringsniveauer, kigge – holde øjenkontakt – hente øjne – tæt kontakt – åben ansigt – stemmeregulering. Barnet får trøst gennem tæt kropskontakt og rytme. For at barnet er trygt, skal kroppen være tryg. Kropslig tryghed giver i denne periode grobund for god øjenkontakt. Puslebordet er derfor en god baggrund for kropslig tryghed.

Barnet har i denne periode behov for tæt kontakt. Det er ikke uden grund, at barnet kun kan se på kort afstand. Barnet har kun brug for at kigge på mors øjne ellers overstimuleres det. Samtidig er det inden for denne distance at følelser udvikles og mødes.

De første måneder i livet afhænger spædbarnets overlevelse helt og holdent af at en voksen varmer, mader og beskytter det.

Perioden kræver følsomhed, åbenhed og arrangement for at få tilgang til at læse barnet. Når man som forældre åbner op for barnet, reaktiveres tidligere konflikter og generelt reorganiserer man sit liv. Det er derfor en følsom tid i forældreskabet.

The caregiving system

Er en evne – en ”programmering” og et beskyttelsessystem, der udvikles allerede i graviditeten for at forældrene bliver i stand til at varetage omsorgen for barnet. Det er dannelse af intuitiv forældreskab, dét der eksempelvis får en moder til at tage barnet op når det græder. Det er udvikling af en ”know – how” . Denne evne er baseret på de grundlæggende spørgsmål de fleste forældre stiller sig, kommer jeg til at kunne passe på mit barn – vil jeg elske det? Tilknytning til barnet er baseret på denne evne. At varetage omsorg betyder at sørge for barnets grundlæggende behov for mad, søvn, varme og beskyttelse samt lydhørhed og forudsigelighed i sin respons på barnets signaler og at bistå barnet med følelsesmæssig regulering.

Der ses i denne periode en øget sårbarhed, der benyttes som værktøj til at håndtere barnet.

Samspil 2-7 måneder

Denne periode er præget af at barnet skal opbygge og organisere sine følelser. Imitation, dialog og at hjælpe barnet med at opbygge stærke følelser, det indre rum sker nu. Barnet kræver affekter da det selv er styret af affekter. Vi må derfor bruge vores følelser til at mødes med barnets følelser. I denne fase kræves regulering af stimuli og hvile, nysgerrighed, leg-turtagning synkroni, glæde, tydeligere signaler, flere initiativer. Den normale udvikling fordrer, at forældrene deler opmærksomhed, er nærværende og kigger på hvad barnet er optaget af og er sammen med barnet i og omkring det.

Barnets vågenhed reguleres og der skabes døgnrytme, dvs. barnet sover i perioder og har aktive perioder.

Fra omkring 4 måneders perioden udvikles det sociale smil, barnet er nu mere selektiv og foretrækker nu tydeligt de der tager sig af det. Oplevelsen af at være ”udvalgt” er en stærk positiv følelse og fremmer ansvarsfølelsen for barnet. Det er disse følelser der skal bære barn og forældre gennem mange vanskelige perioder (søvnmangel, amme problemer etc)

Samspil 7 – 15 måneder

Der skabes dybere kontakt. ”du ved at jeg ved at du vil…” Barnet begynder at forhandle, og vi aflæser sindstilstande. Barnet kan få trøst ved at kigge på moders ansigt. Nøgleord er social referencing, indtoning, dele oplevelser i yderverden, dele glade oplevelser, intersubjektivitet, kontakt på afstand, visuel tænkning, dele intentioner og humor. Barnet er nu mere autonomt og kræver en mere forpligtende kontakt.

I 7 måneders alderen begynder barnet ofte at reagere voldsomt hvis det adskilles fra sine forældre. Det accepterer ikke at andre der ikke kender det godt, tager sig af det. I 9 – 10 måneders alderen udviser barnet en målstyret adfærd, hvor det regulerer afstanden mere til forældrene. Barnet leger, tilsyneladende uden at bekymre sig om forældrenes tilstedeværelse. Kommer en fremmed ind, aktiveres tilknytningssystemet og barnet søger kontakt eller nærhed til mor eller far. Ses denne adfærdsfrekvens viser, at barnet har dannet en følelsesmæssig relation, tilknytning, til den voksne og bruger denne som en tryg base.

I 2. halvdel af det første leveår udvikles barnets kognitive færdigheder, og det begynder at skabe forestillinger om sig selv og sine relationer til andre mennesker – indre arbejdsmodeller. Barnet er nødt til at aflæse de voksne og tilpasse sin egen adfærd til hvad der kæves for at forældrene kan acceptere barnet. Betydningen af indre arbejdsmodeller bliver særlig iøjnefaldende når barnet skal til at omgås mennesker udenfor den oprindelige familiekreds. Barnet vil møde nye mennesker med sine indre arbejdsmodeller der er tilpasse samspillet i familien. Barnet skaber så at sige det miljø som dets egne modeller er tilpasset til at kunne håndtere.

Samspil 15 – 36 måneder

Her udvikles rolleleg og leg, barnet udvikler fantasi. Der sker grænsesøgning og forhandlings konflikter. Barnet udvikler sprog og symboler. Der udvikles fælles mening
Barnets kognitive færdigheder udvikles (hukommelse, sprog, symboliseringsevne) Det får nu flere muligheder for at håndtere mødet med fremmede personer og separationer fra forældrene.

Samspil 35 måneder

Denne periode er et termometer på tidligere udviklingsperioder. Barnet udvikler regulering af oplevelser via historier. Forstår årsag og virkning. Barnet er nu sekventielt tænkende og har narrativ struktur ved trøst og konflikter. Barnet er nu mindre egocentrisk og begynder at forstå faderen og moderen også er en person med egne ønsker og interesser, der ikke altid er sammenfaldende med barnets. Barnet søger stadig tryghed og beskyttelse ved farer.

Når man skal bedømme en relation mellem mor og barn, forudsættes indgående viden om den normale udviklingspsykologi. Denne viden skal bruges for at undersøge, på hvilken måder der afviges fra det normale i det konkrete tilfælde. Der observeres og beskrives hvad der ses, hvad intuitionen fortæller og hvad er der, der savnes. Denne viden anbefaler Brodén at sundhedsplejersken deler med en kollega for som Brodén siger; ” intuitiv viden flytter intet – du må tale om det. Det to ved er sandt. Det at man har delt, øger kundskabsområdet”.

Når man lave en relationsbedømmelse er det vigtigt at tage udgangspunkt i der hvor familien er, hvor er de henne i deres relationsudvikling. Eksempelvis kan du undersøge en 8 måneders barn og dets mor og finde ud af de reelt kun er 3 måneder i relationsudvikling.

For at ovennævnte normaludvikling finder sted forudsættes en tryg tilknytning. Barnet er prædesignet til at vække følelser med det formål det knytter sig til sine forældre. Tilknytning til barnet sker allerede i graviditeten ved at der dannes billeder og forestillinger om barnet. Disse fantasier og forestillinger er normalt positive. Når barnet fødes indeholder det to medfødte motivationssystemer; tilknytning og drivkraft!

Tilknytning er drivkraft til at søge beskyttelse i en relation. Nysgerrighed er drivkraft til at opdage og lære. Nysgerrighed forudsætter en tryg tilknytning. Der ses altid en tilknytning mellem et barn og dets forældre. Spørgsmålet er hvilket tilknytningsmønster der er tilstede. Her er det igen vigtigt at kunne beskrive barnets strategier… f.eks. er barnet optaget af ting der hindrer nysgerrighed for omverden og relation.

Tilknytning

Begrebet tilknytning er en oversættelse af det engelske ord attachment. Tilknytningsteorien er en teori om den proces hvis resultat er en psykologisk ”bånd” mellem barn og dets nærmeste omsorgsgivere. Tilknytningsteori handler derfor dybest set om mennesket som et socialt væsen, der behøver andre mennesker for at overleve. Teorien beskriver også hvordan tilknytning udvikles til mentale repræsentationer hos barnet – af barnet selv, vigtige nærtstående personer og samspillet imellem dem. Disse repræsentationer kaldes indre arbejdsmodeller og er et vigtigt element i personlighedsudviklingen.

Tilknytning foregår automatisk, instinktivt og på grundlag af fysisk kontakt mellem spædbarn og omsorgsgiver. Spædbørn kan ikke lade være med at knytte sig til den primære omsorgsperson uanset dennes egnethed. Det faktum, at et barn har knyttet sig til sin mor eller far, siger derfor, i modsætningen til hvad er undertiden hævdes, intet om omsorgspersonens egnethed. Tilknytning mellem forældre og barn er derfor altid til stede. Kvaliteten af tilknytningen, og konsekvenserne for den videre udvikling, varierer derimod kraftigt afhængigt af hvor empatisk og afstemt det følelsesmæssige samspil mellem barnet og dets omsorgspersoner er. Tilknytning bygges af erfaringer med forældrene og aktiveres ved fare. Når barnet udsættes for fare kan typen af barnets tilknytningsmønster aflæses. Barnet kan have flere primære tilknytningspersoner og forskellige tilknytningsmønstre til disse personer.

Forskellige tilknytningsmønstre

Barnet og dets forældre kan have forskellige tilknytningsmønster. Mønsteret kan være tryg, undvigende, ambivalent og desorganiserede. Hvis barnet indgår i en ambivalent eller desorganiseret tilknytning udvikles den sociale hjerne ikke og der er risiko for deprevassion.

Tilknytningssystemet fungerer som en termostat. Det slås fra ved oplevet tryghed og muliggør på den måde en nysgerrig udforskning af omverden.

Tryg tilknytningsmønster

Tryg tilknytning bygger på en fleksibel balance mellem udforskning og tryghedssøgen.
Har barnet et trygt tilknytningsmønster vil barnet lege koncentreret og udvikle interpersonel forståelse. Barnet vil lære empati og samspille glædesfuldt. Tryg tilknytning forudsætter positiv udvikling på mange planer, bl.a. formåen til selvregulering og refleksion. Det trygt tilknyttede barn har en sikker forvisning om, at det altid man vende tilbage til ”den trygge havn” for at få beskyttelse hvis behovet skulle opstå. Denne base giver en grundæggende tryghed og sikkerhed.

Forældrene til dette barn er sensitive, konsekvente. Har advækat omsorg. De kan tune ind på barnet s følelser og læser barnets stemning og handler bevidst herpå. De er glade for barnet og holder øje med det. De sætter sig ind i og forstår barnets følelser og regulerer disse via affektiv regulering. De reflekterer over barnets reaktioner og forstår at de selv som barnet er motiveret af en indre tilstand.

Barnet får en række erfaringer med at den voksne forstår, lytter og vil hjælpe. Det vil derfor have en fleksibel relation til forældrene, hvilket sætter det i stand til at veksle mellem udforskning og tryghedssøgen. 60 – 70 % af alle spædbørn har ved 1 års alderen udviklet tryg tilknytning til mindst en af forældrene.

Utryg tilknytningsmønster

Ved utryg tilknytning ses en prioritering af udforskning på bekostning af oplevet tryghed. Det utrygge barn savner lydhørhed og forudsigelighed. Dette barn er barnet der bliver for tidlig voksen og selvstændig. Det er et barn der ikke hjælpes og ej håndteres relevant. Det får den erfaring, at forældrene ikke reagerer når det signalerer et behov. Det vil efterhånden ikke søge hjælp. Utryg tilknytningsmønster er en variant af normaludviklingen. Utryg tilknytning er ikke i sig selv en risikofaktor for udvikling af psykiske forstyrrelser. Den er derimod sammenhæng med den senere sociale kompetence, idet der ses, at trygt tilknyttede børn udvikler bedre sociale relationer, har mere selvkontrol og evne til at udvise følelser.

Undvigende tilknytningsmønster

Ved separation, dvs. hvis forældrene forlader rummet, vil barnet beskytte sig selv ved ikke at tillade at reagere. Det vil typisk kigge op, når forældrene kommer retur men uden synlig reaktion. Dette tilkytningsmønster er dermed kendetegnet ved, at barnet ikke viser behov for at bruge faderen eller moderen som tryg base. Børn der i 1 års alderen udviser denne adfærd, har i større udstrækning en de trygt tilknyttede børn erfaringer med samspil med den voksne hvor hun/han på forskellige måder viser utilfredshed med barnets klyngende , uselvstændige følelsesmæssige behov. Det lille barn lærer dermed at optimal nærhed afhænger af der ikke gives udtryk for behov om trøst om omsorg – det lærer at holde disse behov for dem selv.
Dette barn indeholder en høj stress tilstand.

Ambivalent tilknytningsmønster

Et ambivalent tilknytningsmønster udvikles i relationer, hvor forældrenes samspil med barnet er lydhørt på en mere uforudsigelig måde. Barnet kan ikke aflæse den voksne. Ambivalent tilknytning er en søgen efter tryghed som ikke rigtig lykkes, og som påvirker muligheden for at udforske omverden på en negativ måde.

Et barn der har et ambivalent tilknytningsmønster vil være optaget af den voksnes reaktioner. Det er hele tiden på vagt og vil ikke miste opmærksomhed. Barnet kan ikke anvende / regulere sit eget signalsystem i samspillet med forældrene eller kunne forudse hvad de vil. Det er hele tiden afhængigt af at aflæse forældrene.
Forældrene er typisk selektive og inkonsekvente forældre, der svarer når de selv har tid og lyst. Der skabes derfor en grundlæggende usikkerhed og hjælpeløshed ved barnet. Som udefrakommende kan man observere, at samspillet foregår på den voksnes præmisser.

Barnet vil typisk reagere kraftigt ved separation og ved genforening vil det ikke kunne trøstes. Det klamrer sig til en. Det har et forvirret udseende, idet det ikke kender eller bemester sine følelser. Alternativt ses et passivt barn, der ikke stoler på hvad det selv kan.

Desorganiseret tilknytningsmønster

Det desorganiserede barn har ingen mønster og er den sværeste tilstand at være i. Der ses en manglende evne til at organisere tilknytningsrelationen til den voksne omsorgsperson som følge af at samspillet er reguleret af angst/frygt. Det er bange for de det skal knytte sig til. Det vil nærme sig, men samtidig tage afstand. Det desorganiserede tilknytningsmønster bygger på frygt. Den voksne er ofte en voksen der er traumatiseret og indeholder megen angst. Det kan være forældre med svære ubearbejdede oplevelser, der fejltolker det lille barns signaler og reagerer aggressivt. Alternativt kan det være en voksen der udøver psykisk og/eller fysisk omsorgssvigt eller alkoholikere. Barnet savner mulighed for at håndtere det konfliktfyldte samspil – det kan ikke skabe en organiseret strategi. Den person barnet er knyttet til, er den samme som vækker frygt hos barnet og dermed aktiverer tilknytningssystemet. På den ene side driver tilknytningssystemet barnet i armene på sin mor eller far og på den anden side tiltager barnets frygt, jo nærmere den truende voksne kommer barnet. Barnet havner i en umulig konfliktsituation. Det bliver ambivalent, undvigende og har et stereotyp og unormal kropsholdning. Det tror ikke på andre og får en psykopatisk identitet. Børn der er udsat for vold kan opbygge et desorienteret tilknytningsmønster.

”Maternal sensitivity”

Maternal sensitivity er et diagnostisk instrument til at observere en moders kontakt med sit barn. Der skal observeres følgende:

  • Opmærksomhed på signaler
  • Tolkning af signaler
  • Giver hun advækat svar på signal?
  • Giver hun svar tidsmæssigt afpasset til barnet?
  • Giver hun svar kontinuerlig over tid?

Det første halve år behøver barnet kun at fostres ved at få svar på sine signaler. Barnets signaler bliver mere og mere diffuse, jo mere det må prøve. Mange handlinger giver forventninger giver barnet forventninger og forudsigelighed – de indre repræsentationer dannes.

Af Anette Sørensen