Sundhedsplejersker styrker integrationen

Sundhedsplejersker i nyt integrationsprojekt

08.02.17
15 kommuner – heriblandt Skanderborg – 700 sundhedsplejersker og 2.400 flygtningefamilier er med i et nyt, stort integrationsprojekt, der har som mål at opkvalificere sundhedsplejersker landet over med interkulturelle kompetencer og at hjælpe til bedre integration, sundhed og trivsel for flygtninge.
Nordea-fonden støtter med 21 millioner.

Det treårige projektet er særligt målrettet flygtningefamilier med børn under seks år, som er kommet til Danmark siden 2015 og har fået fast opholdstilladelse her.

Alene de seneste to år har flygtningestrømmene gjort, at der er kommet mange tusinde flygtningebørn til Danmark, som sammen med deres familier har fået asyl og altså skal fortsætte deres tilværelse som medborgere i Danmark.

Jyske, fynske og sjællandske kommuner deltager

I projektet med titlen ’Sundhedsplejersker styrker integration’ deltager 15 kommuner. Det er Aalborg, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Thisted/Jammerbugt i fællesskab, Vejle, Haderslev, Sønderborg, Nyborg, Slagelse, Roskilde, Vordingborg, Halsnæs, Egedal og Gentofte.

Projektet finansieres med 20,8 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden og møder stor opbakning hos Kommunernes Landsforening.

Kommunerne oplever et akut behov for at styrke integrationen af det stigende antal flygtningefamilier, men har ikke råd til at allokere flere midler til området.

Gratis kurser på professionshøjskoler

Det er Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark (FALS), der har taget initiativ til projektet ’Sundhedsplejersker styrker integration’.