Sunde børns problemer

Forfatter: Lars Rasborg

Fotograf: Morten Holtum, Niels Poulsen (Illustration)

Et barn har fra begyndelsen brug for at møde modgang, og i de fleste tilfælde sker det helt af sig selv. Når et spædbarn for eksempel græder, skal forældrene først høre gråden, dernæst lægge et eller andet til side og så nå hen til barnet, før de kan tage det op. Nu og da, når barnet bliver ved med at græde, og forældrene ikke kan finde ud af hvorfor, møder det større modgang. Når blot modgangen, og den frustration, som den får barnet til at føle, ikke er for stor, får barnet værdifulde erfaringer med at komme igennem noget ondt, før det bliver godt, sådan som folkeeven- tyrene sætter det på spidsen. Modgangen udvikler barnet og modner det til livet.

Perfekte forældre

Indimellem er der børn, som næsten ingen modgang møder. Askes forældre havde således skånet deres søn, som nu var blevet fire år, mod modgang. Det var ikke et bevidst projekt; de var bare altid på spring. Resultatet var, at Aske næsten aldrig græd, og forældrene syntes, at alting var godt – indtil pædagogerne i børnehaven en dag fortalte, at han hos dem klynkede og gav op, så snart han mødte en lille smule modgang.

Det bekymrede forældrene at høre og rystede også deres verdensbillede. Men de ønskede ikke at skade Aske og ville derfor gerne følge pædagogernes råd, som var, at de skulle gøre Aske mere robust ved at hjælpe ham mindre. Det var imidlertid lettere sagt end gjort; forældrene ’faldt i’ igen og igen og hjalp deres søn ved det mindste klynk, som de plejede. De valgte så at opsøge hjælp hos en psykolog.

Forældrenes beskyttelse af Aske viste sig at være forståelig. De havde begge en opvæksthistorie, der på hver sin måde var præget af svær disharmoni. De ønskede harmoni i familien.

Nu, hvor pædagogerne beskrev Aske som sart over for modgang, følte forældrene imidlertid, at de var skyld i deres søns problem. Det var ubehageligt for dem, men samtidig motiverede det dem for at begynde at handle anderledes, og de fulgte et råd fra psykologen om at spejle den mulige sammenhæng for Aske. De sagde omtrent sådan til ham:

”Vi har hørt fra børnehaven, at du nogle gange bliver så ked af det, at du helt mister lysten til at lege, hvis et af de andre børn for eksempel vælter det, du leger med. Vi tror, at vi har været med til at gøre det svært for dig, fordi vi herhjemme har hjulpet dig meget i stedet for at lære dig at klare noget mere selv. Nu prøver vi at lade dig klare nogle flere ting selv.”

Aske så ud, som om han blev bange og desuden stort set ikke forstod et ord. Psykologen havde forberedt forældrene på dette, og de var i stand til at fortsætte spejlingen og sige: ”Det lyder nok mærkeligt, det vi siger. Måske lyder det, som om vi slet ikke vil hjælpe dig mere.”

Derefter tog faderen Aske i karbad, som så ofte. Her lod han sin søn opleve, hvad ordene betød, idet han gav ham jeg-støtte ved at sige: ”Nu kan du åbne for den varme vandhane, og så den kolde”. Han klarede at lade være med at hjælpe, selv om Aske begyndte at klynke, fordi den kolde hane var stram.

Lidt senere, da Aske sad i badet, sagde hans far: ”Nu har du klaret noget selv. Du har åbnet for hanerne, også den stramme. Det er det, vi mener, når vi siger, at vi vil lade dig klare nogle flere ting selv.” Aske så tankefuld ud og virkede ikke længere usikker.

Askes problem var afgrænset til at dreje sig om sårbarhed over for modgang. Det blev løst i løbet af cirka fire måneder, og forældrene afsluttede rådgivningen efter et halvt år og i alt 14 samtaler.

Det indre og det ydre

En spejling er ord, hvormed den voksne fortæller barnet, hvordan dets følelser og tanker eller det, der sker omkring det, måske kan gøre dets adfærd forståelig. I eksemplet talte Askes forældre om noget, der var sket: at de havde hjulpet ham så meget, hvilket kunne gøre det forståeligt, at det var svært for ham at holde modet oppe, når han mødte modgang fra de andre børn i børnehaven.

Jeg-støtte er ofte handlinger, ledsaget af få og enkle ord, der drejer sig om handlinger. I eksemplet var jeg-støtten dog alene ord om handlinger: ”Nu kan du åbne for den varme vandhane …”. Jeg-støttende handlinger består typisk i at give barnet mere hjælp, end ellers, for eksempel med tøjet, som om det var et yngre barn. Jeg-støtte kan dog lige så vel bestå i at give barnet mindre hjælp end ellers, som her i eksemplet.

Idet spejling i høj grad handler om barnets formodede følelser og tanker, retter den opmærksomheden mod det indre liv, mens jeg-støtte retter den mod handlingslivet, altså det ydre liv. Tilsammen forsøger de to metoder at favne det indre og det ydre, altså barnet i sin helhed.

Spæd- og småbørnsmetoder

Metoderne spejling og jeg-støtte er udformet ud fra, hvad forældre og andre omsorgspersoner sædvanligvis gør – spontant og uden at have navn for det – i omsorgen for spæd- og småbørn. Spejling af spædbarnet er umiddelbart begrundet i, at barnet endnu ikke kan udtrykke sig verbalt, og jeg-støtte i, at der er mange handlinger, som det endnu ikke behersker.

Når et barn får talesprog, holder de fleste forældre op med at spejle det. Forventningen synes at være, at barnet nu kan tale for sig selv. Ophør af spejling indebærer, at forældrene også holder op med at forstå barnet og rumme det, som det er. I stedet begynder de at ville lave det om, det vil sige at stille spørgsmål til den måde, det er på og fortælle det, at der er bedre måder at gøre tingene på, altså at opdrage det.

Hvor forældrene spejlede deres urolige, trætte spædbarn og sagde: ”Du trænger nok til at sove, men har svært ved at finde roen”, stiller de spørgsmål som: ”Hvad er der dog med dig?” til barnet, når det har fået sprog. At stille spørgsmål er en af opdragelsens metoder. Spørgsmålet rummer kritik af barnet, som det allerede er, og lægger op til, at det skal lave sig selv om, konkret ved at falde til ro.

Der sker noget lignende med jeg-støtten, når et barn får sprog. Hvor forældrene holdt det urolige spædbarn og derved gav det støtte, lader de i højere grad det større barn ligge for sig selv, og de stiller krav, der vil lave det om, for eksempel ved at sige: ”Lig roligt! Så er det meget lettere at falde i søvn.”

Det særlige ved den spædbarnlige omsorg, som mange således forlader, når barnet får sprog, kan udtrykkes sådan:

”Spædbarnet kommer før opdragelsen. Barnet er træt og har brug for at sove, men er uroligt og græder.

Vi siger ikke til et spædbarn, at det skal ligge stille for lettere at falde i søvn. Et spædbarn forsøger vi ikke at ændre.

Vi rummer den urolige tilstand og giver barnet tid, idet vi fornemmer, at den korteste vej til ro går gennem at rumme uroen. Og vi erfarer, at spædbarnet falder til ro. Barnet ændrer sig, når vi ikke vil ændre, men rummer og forstår det, som det allerede er.”

Når opdragelse ikke virker

Almindelig pædagogik: ”Kom, vi skal af sted nu!” virker ikke efter hensigten, når barnet ikke kommer. Ligeledes virker ressourceorienteret pædagogik: ”Hvordan kan jeg blive bedre til at hjælpe dig, når vi skal af sted om morgenen?” ikke efter hensigten, når barnet ikke går ind i det samarbejde om løsning af problemet, som forældrene lægger op til. Det er frustrerende for forældre, når det, de gør, ikke virker, og derved bliver det desuden frustrerende for barnet, også selv om det måske får sin vilje.

Risikoen ved at fortsætte med at anvende metoder, når de ikke virker, er at forældrene kommer til at stå som modstandere for barnet, eller at barnet kører løbet. I stedet for at opdrage, når det ikke virker, er det ofte værd at genoptage de spædbarnlige metoder, der kommer før opdragelsen: spejling og jeg-støtte, også når barnet for længst har passeret spædbarnealderen.

Forældres skepsis

Nogle forældre er skeptiske over for at behandle store børn som spædbørn. De spørger, om problemet ikke bare bliver større, hvis de ikke stiller krav og i stedet er så forstående og hjælpsomme, som man er i spejling og jeg-støtte.

Erfaringerne med både børn og unge tyder på, at frygten er ubegrundet. De viser, at går forældre omvejen omkring at forstå barnet og for en periode at hjælpe det som et yngre barn, så skyder de genvej til problemets løsning.

Den umiddelbare forklaring er formentlig, at barnet eller den unge føler sig forstået og hjulpet, frem for at føle sig modarbejdet. På et lidt dybere plan kan man forestille sig, at det lille barns funktionsmåder stadig findes i større børn og unge, og at det er disse tidlige funktionsmåder, som spejling og jeg-støtte forholder sig til og virker modnende på.

I takt med, at problemet løses, begynder barnet at tale for sig selv og handle alderssvarende. Spejling og jeg-støtte bliver efterhånden overflødig, og forældrene kan nu i stigende omfang opnå fine virkninger af almindelig opdragelse og ressourceorienteret pædagogik. Og alligevel kan der nu og da være grund til at vende tilbage til spejling og jeg-støtte, også selv om der er tale om normale og sunde børn.

Forældre som primære hjælpere

Min rådgivning af sunde børns forældre foregår næsten altid uden barnets deltagelse. Jeg hjælper forældrene med at hjælpe deres barn, frem for at hjælpe barnet direkte. For barnet har brug for hjælpen i hverdagen, og der befinder forældrene, ikke rådgiveren, sig.

Når barnet ikke deltager i rådgivningen, beskyttes det desuden mod at føle eller få tildelt medansvar for problemet, og mod at føle sig forkert, og forældrene får mulighed for frit at udtrykke negative følelser, vendt mod barnet. Endelig spares tid, blandt andet den tid, det tager, når man som rådgiver skal hjælpe et barn med at akklimatisere sig til samtalesituationen og med dets eventuelle modvilje imod den.

Forældrene fortæller ofte pædagoger og lærere om rådgivningen, og jeg råder dem også til det. Ofte inspirerer det fagfolkene til at gøre noget lignende, hvorved de støtter forandringsprocessen. Særlig betydningsfuldt er dette naturligvis, når problemet har noget at gøre med forholdene i daginstitutionen eller skolen.

PPR bliver ofte overflødig, og inddrages PPR alligevel, kan det skabe problemer, for deres opgave er primært rettet mod lærerne, pædagogerne og barnet som skole- og institutionsbarn. Den er ikke rettet mod barnet som helhed og ikke mod forældrene. Løsningsforslag fra PPR tager derfor normalt ikke barnets helhedssituation i betragtning.

Konsekvensen er, at løsningerne ofte kun virker kortvarigt eller slet ikke virker. Med Aske som eksempel, er det formentlig let at se, hvor betydningsfuldt det kan være at tale med forældre og inddrage den hjemlige situation, når et barn har problemer i daginstitutionen eller skolen.

Psykiatriske diagnoser

En del af de forældre, jeg rådgiver, overvejer om deres barn har ADHD, autisme eller en anden af de psykiatriske lidelser, som mange børn får en diagnose for i disse år. Med en børnepsykiatri, der er blevet ensidigt biologisk orienteret, indebærer diagnoserne, at barnets problem altovervejende anses for at have biologiske årsager.

Når forældrene søger rådgivning, der indebærer spejling og jeg-støtte, er det fordi de desuden overvejer, om der kan være psykosociale årsager til barnets problem, for eksempel noget, der har med dem selv at gøre, og fordi de gerne vil afklare det i første omgang. Deres frygt er at komme til at overse noget, som de bør gøre anderledes, og som i eksemplet med Aske viser den sig næsten altid at være velbegrundet!

Andre forældre føler sig overbeviste om, at deres barns adfærd er biologisk forårsaget, og de går naturligvis til børnepsykiatrien. Da dette er en stærk tendens i tiden, kan man spekulere på, om forældrene i alle tilfælde foretager et aktivt og selvstændigt valg, eller om de i nogle tilfælde blot gør som ’alle andre’ og som fagfolk råder dem til at gøre ..?

Omsorgssvigt

Spejling og jeg-støtte har jeg oprindelig udviklet til en helt anden børnegruppe, nemlig omsorgssvigtede børn og unge, herunder børn og unge med diagnoser som ADHD eller autisme, der imidlertid har en historie med omsorgssvigt.

Når metoderne er hjælpsomme både for det sunde og det svigtede barn, tror jeg, det er fordi, de begge oplever den voksne som en modstander, når han opdrager dem, og fordi de begge oplever ham som en hjælper, når han spejler og giver jeg-støtte.

Således er forskellen måske ’kun’, at det sunde barn alene oplever den voksne som en modstander på det afgrænsede problemområde, mens det svigtede oplever ham sådan stort set hele tiden.

Perspektiver

Voksne mennesker kan også have gavn af spejling. Det mildnede således skyldfølelsen hos Askes forældre, at psykologen spejlede mulige gode grunde til, at de beskyttede deres søn mod modgang. For de gode grunde viste dem, at de ikke var ude på at give Aske problemer, men havde en god hensigt om at sikre harmoni i familien og blot handlede på baggrund af deres erfaringer.

Også jeg-støtte kan hjælpe voksne mennesker, for eksempel forældre, der har flere børn med afgrænsede problemer, og som må strukturere deres hjælp, fordi de ikke kan overkomme det hele på én gang.

Et videre perspektiv, som allerede er antydet i det foregående, er at spejling og jeg-støtte måske kan løse problemer, som i dag kun bliver mildnet ved brug af psykofarmaka og pædagogiske foranstaltninger.

Lars Rasborg 

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Artiklen bygger på hans bøger, Sunde børns problemer (2. udg., Akademisk Forlag, 2018) og Miljøterapi med børn og unge (3. udg., Akademisk Forlag, 2016).

Citatet i artiklen er fra hans bog, Gådefulde menneske (side 17, Forlaget ERT, 2018), som er en poetisk fagbog med 33 små tekster og akvareller af Olafur Eliasson.