Stress under graviditeten; Hvad betyder det for barnet?

Forfatter: Christina Stenstrup, Ph.d., autoriseret klinisk psykolog samt cand.merc. (organisationspsykologi), og Anna-Katherine Højland, autoriseret klinisk psykolog/ specialist i klinisk børnepsykologi samt jordemoder/ scanningsjordemoder.

Fotograf: Colourbox, Tine Lohmann

Det ufødte barn påvirkes af det omgivende miljø udenfor livmoderen, mens det allerede vokser og udvikles i livmoderen. Morens følelsesmæssige og mentale helbred, herunder oplevelsen af stress, vides nu med sikkerhed, kan påvirke det ufødte barns helbred.

Sundhedsprofessionelle, der arbejder med familiedannelse, erfarer ofte i klinisk arbejde, at de gravide rapporterer om stress gennem hverdagslivet og bekymrer sig, om det kan påvirke barnet. De har dårlig samvittighed og føler skyld over at have for travlt. Det bevirker, at de kan føle endda mere stress. De gravide søger i stigende omfang rådgivning om stress’ betydning for barnet samt vejledning om, hvordan de kan reducere stress i forbindelse med graviditet, fødsel og småbarnsforældreskab.

Anna-Katherine Højland til venstre og Christina Stenstrup til højre holder foredrag på Landskonferencen 2017

Det er godt, at de spørger, og vi skal give svar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi ved, at følelser af stress, angst og depression er almindeligt forekommende hos gravide og i perinatalperioden (perioden omkring graviditet og fødsel). I klinisk praksis ser vi stadig flere gravide med denne problematik – i lighed med baggrundsbefolkningen i øvrigt i den vestlige verden. Ifølge WHO er stress, angst og depression de nye folkesygdomme. Hos ikke færre end 15% af gravide vides det, at symptomerne reelt er alvorlige og kan påvirke det ufødte barns udvikling og helbred – dette ved at forhøje risikoen for problemer.

Sundhedsprofessionelle bør hverken negligere eller bagatellisere de gravides bekymringer, men bør tage dem alvorligt. De bør sætte sig ind i den eksisterende viden på området. Opgaven er at oplyse de gravide om, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved i forhold til stress’ betydning under graviditeten og for det ufødte barn, og hvordan vi anbefaler, at de gravide skal forholde sig.

Hvad ved vi?

Gennem hverdagslivet møder vi alle et hav af mulige stressorer. Der er forskel på, hvad vi udsættes for, hvad vi forbinder med stress, og hvad vi oplever som stressfyldt. Forskning fortæller os, hvad der vides at påvirke det ufødte barns udvikling og helbred. Af de mere almindeligt forekommende stressorer drejer det sig om den gravides følelse af angst og depression, parforholdsskænderier og angst forbundet med graviditeten i sig selv. Af de mere ualmindelige forekommende stressorer drejer det sig om sorg, ulykker, naturkatastrofer, terrorhandlinger og krig.

Vi ved, at stress erfaringsmæssigt kan opstå, når krav overstiger individets ressourcer.

 Stress kan bl.a. betyde øget udskillelse af stresshormoner, adrenalin og noradrenalin og cortisol gennem HPA-aksen (hypothalamus-adrenokortikale akse). Dette er nødvendigt for, at vi i akutte situationer kan mobilisere en hensigtsmæssig reaktion. Stress over længere tid vides dog med sikkerhed at være skadeligt for helbred, såvel somatisk som psykologisk. Også for det ufødte barn. En stigende mængde forskningsresultater indikerer således, at stress under graviditeten kan skade den føtale udvikling, den føtale programmering med kort- som langsigtede virkninger på det kommende barns helbredstilstand i bred forstand.

 

Føtal udvikling er som bekendt en meget kompliceret proces, og ydre forhold kan påvirke fosterudviklingen, og forandringerne kan være livsvarige. Ved føtal programmering forstås, at miljøet i livmoderen gennem forskellige sensitive perioder for specifikke outcomes kan forandre udviklingen af det ufødte barn og dermed have varige effekter på barnet og dets liv udenfor livmoderen.

Cortisol er involveret som medierende for effekten af stress hos den gravide og påvirkningen af det ufødte barn. Vi ved også, at moderkagen fungerer som en barriere, der begrænser det ufødte barns udsættelse for cortisol. Det sker gennem et ensym (11-β hydroxysteroid dehydrogenase type 2 (11-βHSD2), som omdanner aktiv cortisol til en slags inaktiv cortisol.

Vi ved også, at hos gravide, der oplever forhøjet stress, reduceres mængden af dette hjælpsomme enzym i moderkagen med den konsekvens, at det ufødte barn udsættes for en større mængde af cortisol.

Når gravide oplever følelsesmæssig stress på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, kan det således påvirke barnets udvikling, herunder særligt hjerneudviklingen. Således kan højere niveauer af stresshormonet cortisol forandre det ufødte barns hjerneudvikling, og effekten af prænatal stress synes at påvirke nogle ufødte børn mere end andre.

Den føtale hjerneudvikling er grundstenen i barnets senere følelsesmæssige, kognitive og adfærdsmæssige udvikling og funktionsniveau. Det er disse områder af barnets mentale helbred, der vides at kunne påvirkes af moderens stress under graviditeten. Dette sker gennem en mulig påvirkning af også barnets udvikling af dets stress-responssystem. Således kan børn, født af mødre med prænatal stress, få lavere kognitivt funktionsniveau og emotionelle vanskeligheder.

Der er meget, vi endnu ikke ved

Vi kan f.eks. ikke præcisere, hvilke ufødte børn, hos hvilke gravide, der med hvilken underliggende mekanisme får hvilke skadelige effekter af intrauterin stress hvornår og hvordan. Det skyldes til dels, at der er store individuelle variationer i genetiske konstellationer, reaktioner på stress, kvalitet af postnatalt omsorgsmiljø, herunder kvalitet af forældre-barn samspil. Vi ved endnu slet ikke nok om de komplekse og underliggende mekanismer, der kan forklare stress’ skadelige virkning for det ufødte barn i mors mave. Vi ved heller ikke nok om, hvilke specifikke interventioner under graviditet, der bedst hjælper et barns outcome i forhold til reducering af følger af intrauterin stress.

Hvordan skal vi forholde os?

De gravide søger altid at gøre det bedste for deres ventede barn. Det er godt. En del gravide føler dog ikke, at de tilbydes den rette hjælp. Sundhedsprofessionelle med klinisk arbejde i perinatalperioden skal kommunikere og rådgive tydeligere om den eksisterende viden om stress´s skadelige virkninger for det ufødte barn. Kommunikere om de forhold, vi ved, der kan forebygge udvikling af stress. Vi skal blandt andet fortælle dem, at de skal være opmærksomme på, hvordan de har det mentalt og følelsesmæssigt, og at de anbefales at bede om hjælp, når/hvis de føler, de har behov for det.

Vi skal arbejde sammen om at støtte den gravide til at reducere stress og dermed at skabe sundere graviditeter, børn og familier.