”Man måler og vejer også sig selv på en måde” – en antropologisk undersøgelse af mødres oplevelse med vægt i Åbent Hus

Forfatter: Anette Elgaard Jensen, sundhedsplejerske og MSA

Fotograf: Colourbox

”Skal du ha’ vejet dit barn?”, spørger sundhedsplejersken venligt. ”Ja, det var sådan set dét jeg kom for. Jeg skal se, om han er kommet over de 10 kg!”, svarer moderen og bevæger sig målrettet hen mod vægten.

 

Vi kender alle Åbent Hus som et mere eller mindre brugt tilbud, der findes i mange variationer i den kommunale sundhedspleje rundt omkring i Danmark. Vi kender også alle Åbent Hus som dén ramme, hvor mødrene – til tider ofte – kommer og får vejet deres børn. Vægten betyder noget – tilsyneladende også i forhold til de både sunde og runde børn. Denne artikel handler om, hvordan jeg – som en del af mit udviklingsarbejde – har lavet en sundhedsantropologisk undersøgelse af begrebet vægt i Åbent Hus, samt hvordan denne analyse efterfølgende er blevet implementeret i en ændring af tilbuddet i Skive Kommune.

Vægt er uden tvivl et både godt og brugbart parameter til vurdering af trivsel – særligt hos nyfødte. Ligeledes er vi som faggruppe historisk set også stærkt forbundet med dét at veje, hvorfor Bismervægten ofte er bragt i anvendelse som sundhedsplejerskens typiske vartegn. I Skive Kommune blev tilbuddet om Åbent Hus bevaret i de små lokalsamfund efter kommunesammenlægningen i 2007. Gennem få besøg i oplandet stod det hurtigt klart, at vægt stadig var en meget central del af kulturen i Åbent Hus. I undersøgelsen var jeg derfor nysgerrig på, hvorfor mange mødre så ofte kommer og får vejet deres barn? Hvad betyder vægten for dem? Hvilken værdi har det, og hvad oplever de, når deres barn, der tilsyneladendes trives, bliver vejet i Åbent Hus?

Min tilgang har helt konkret været et ’etnografisk feltarbejde’, som jeg har stykket sammen af deltagerobservation i tre geografisk forskelligt placerede tilbud om Åbent Hus. Herunder lavede jeg tre kvalitative interviews med mødre og fokusgruppeinterviews i tre mødregrupper. Ligeledes har jeg løbende taget ’ feltnoter’, inden det samlede materiale herefter er meningskondenseret og analyseret.

Anette Elgaard Jensen

Anette Elgaard Jensen

  • Jeg er uddannet sundhedsplejerske i 2007 og har læst Master i Sundhedsantropologi ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet i 2015-2017.
  • Jeg bruger min uddannelse til på egen hånd at planlægge og udføre børne- og borgeinddragelse for derigennem at skabe sundhedsantropologisk viden, som kan bringes i spil i mit udviklingsarbejde.
  • I forlængelse af denne undersøgelse, har vi i Sundhedsplejen i Skive Kommune valgt at samle Åbent Hus i lyse og venlige omgivelser på den helt nye Musikskole i midtbyen. Vi har valgt at nedtone vægten og lægger op til at kun børn, der henvises, vil blive mødt af en faglig konsultation og vægt ved sundhedsplejersken.
  • Vi holder Åbent Hus i to timer hver uge og har udarbejdet et alsidigt program med musik og motorik, samt oplæg omkring emner, såsom søvn og kost, parhold og førstehjælp. *Vi prioriterer vores ammeklinik og forældrene kan hver gang møde en IBCLC-certificeret ammekonsulent.
  • Med tilgangen til en vægt, er ”vej-selv” fremover vores primære mulighed for forældrene i det nye koncept ”Glade børn i Skive”.

DORTE BERGGREN (PORTRÆT)

”Det er bare noget, man gør.”

 

Den franske sociolog og antropolog, Pierre Bourdieu, lærte os med begreberne habitus og felt, at menneskelig handlen aldrig er hverken fuldt ud bevidst eller helt tilfældig, men en kobling af en inkorporeret ’vane’ og påvirkning fra den verden eller kultur, der omgiver os. Han præsenterede gennem sin praksisteori nogle kreative idéer til, hvordan vi kan forstå norm og normalitet. Bourdieu udviklede sin praksisteori med henblik på at få øje på de ”usynlige” ting, der styrer vores handlinger, og som vi ikke tænker over (Bourdieu 1977).

Begrebet felt henviser til de strukturer eller den kultur, som omgiver os, mens begrebet habitus henviser til den måde, hvorpå vi mennesker hele tiden responderer på vores omverden. Habitus er noget, som vi altid har med os. Vi socialiseres fra fødslen ind i bestemte mønstre, som ubevidst styrer vores handlinger.

I Bourdieus optik kan den praktiske handling, som gives i at få barnet vejet, måske betragtes som et udtryk for norm og normalitet inden for det ’felt’ – eller den kultur – som Åbent Hus er?

Adspurgt kunne ingen af mødrene umiddelbart gøre rede for, hvor dét med vægt egentlig kommer fra. En mor udtalte blandt andet: ”Ja, det er et godt spørgsmål… Det er bare noget, man gør!”

En anden mor reflekterede: ”Når du ser forskellige udsendelser i fjernsynet, så kommer sundhedsplejersken jo og vejer børnene. Altså det er jo meget naturligt for at følge med i, om de ligesom tager på, og de ligesom trives. Men jeg har ikke tænkt videre over det”.

Generelt var det tydeligt, at opmærksomhed på vægt og dén praktiske handling, der ligger i at få vejet sit barn, ikke umiddelbart var noget, som mødrene havde forholdt sig til. Det var snarere et udtryk for norm og normalitet – noget, som hører med, når vi får børn i vores kultur. Bourdieu berettede netop om, hvordan vi som mennesker socialiseres ind i en kultur, hvor vi tænker og opfatter på en bestemt måde. Inspireret af ordet ortodoksi, udviklede han begrebet Doxa til at forklare, hvordan noget betragtes som en ’sandhed’ i et bestemt felt eller kultur. Den ’sandhed’, som individerne dermed agerer efter (Bourdieu 1977).

Sandheden om sundhed

 

I undersøgelsen fik jeg øje på det paradoks, at et barn, der er ’godt i stand’, langt hen ad vejen betragtes som et sundt barn i vores kultur. Om denne ’sandhed’, udtrykte en mor: ”Jamen, jeg kan da huske engang, hvor man sagde, at tykke babyer – DE er sunde!”, mens en anden forklarede: ”Altså de ska’ ha’ nogle elastikker om håndleddet og så’ noget… Michelin’er! Jeg ved ikke, om det er sådan…? Jeg vil gerne ha’ en baby, der har sådan nogle på sine ben og sine arme, og…”.

Bourdieu lærte os ikke alene, at denne sandhed – eller Doxa – er styrende for den position, som det enkelte menneske har i kulturen. Der er indirekte ”noget på spil”, som er værd at kæmpe for. Denne ubevidste ’kamp’ handler om magtrelationer og med forskellige kapitaler kan den enkelte ’positionere sig op’ i feltet (Bourdieu 1977).

Bourdieu skelner mellem tre former for kapitaler. De, der har ressourcerne – kapitalerne – har magten. Han taler om henholdsvis kulturel-, social og symbolsk kapital. Kulturel kapital defineres som en evne til at præsentere en bestemt værdi – som for eksempel en vægt – kropsligt, mentalt og socialt. Social kapital refererer derimod til de fordele, som den enkelte kan forvente at få gennem sin position og kulturens sociale netværk. Slutteligt dækker symbolsk kapital over kvaliteter som moral, ære, ry og prestige. Det er andre kapitaler ’i forklædning’ og veksles til symbolsk kapital, hvis de implicit giver status og anerkendelse (Bourdieu 1977, 1980).

Interessant er det at betragte begrebet vægt med Bourdieus briller. I hans optik ville det være helt åbenbart, at der er status i at have et stort barn. Om dette udtalte en mor helt spontant om dén mor, der havde det største barn i mødregruppen: ”Jeg ved ikke, om hun føler lidt, hun er Alfa-hun i gruppen? Hvis man kan sige det sådan? Hun er sådan lidt højere hævet, end os andre”. En anden mor fortæller om vægt som status og prestige: ”Så får man lige en SMS om, at hun har været i Åbent Hus, og nu vejer hendes dreng over 10 kg! Sådan er det hele tiden”.

Det interessante er, at mødrene slet ikke blev stillet spørgsmålet omkring status og prestige, men alle indirekte kom ind på vægt som en ressource – eller kapital – som bliver mødt med anerkendelse i gruppen og samfundet.

Trivsel gennem tal

 

Når vi snakker antropologi, er det svært at komme uden om den franske filosof og idéhistoriker, Michel Foucault, som er ophavsmand både til begrebet biomagt og diskursanalysen. Biomagt er dækkende for den tendens, som i stigende grad har vundet indpas i den moderne kultur, nemlig at menneskeartens grundlæggende biologiske træk, kommer til at indgå i en både almen- og politisk magtstrategi (Foucault 1982). Vi kender det fra eget fag, hvor Sundhedsstyrelsen mere end nogensinde før, udstikker retningslinjer omkring børnesundhed. Vi forholder os i stigende grad til ’normalkurver’ og ensrettes som mennesker og ’subjekter’.

Stærkt inspireret af Foucault, taler antropologen Peter Conrad om begrebet medikalisering, hvilket betyder ’at gøre medicinsk’ gennem social kontrol og ’magt’, som – for eksempel – retningslinjer for sundhed. Conrad problematiserer, at hvad vi mennesker skaber som det normative, kan ændres og over tid dermed ændre os selv. Tal og statistik får i stigende grad betydning. Risiko og sundhedsoplysning hænger sammen. Vi sammenligner os selv med andre mere end nogensinde før – vi søger at leve op til normen (Conrad 2007).

Omkring denne ’kontrol’ og ’magt’ gennem vægtkurver som en normforstærkende handling, udtrykte en mor: ”Vi stiller jo nogle helt andre krav herhjemme. Hvis sundhedsplejersken siger, at han skal ta’ 25 gram på om dagen, så skal han ta’ dét på! Det er normen. Og sådan er der jo så mange idealer, man skal følge. Vægten bliver en indikator”.

Det var meget karakteristisk, at mødrene ’ser trivsel gennem tal’. Vægten betyder noget. Og det er tydeligt, at det er vigtigt at følge ’det normale’: ”Jeg tror, det er fordi, der er så meget fokus på det, når børnene bliver født. Og så bliver man så panisk bange for, at ens barn ikke lever op til dét, som dét skal”. Vægten repræsenterer således ikke kun ”sandhed” og sikkerhed, men giver også anledning til usikkerhed.

Grundlæggende usikkerhed

 

Den britiske sociolog, Anthony Giddens, hævder at grundlæggende usikkerhed er en betingelse for livet i det moderne, højrefleksive samfund. Vi forhandler hele tiden vores eksistens ud fra viden om risici (Giddens 1996). Midt i det moderne, er det ’Generation Y’, der får børn netop nu. Årgangene, der er vokset op med internettet og også kaldes ’ Generation WHY’, som de konstant søgende i en verden, hvor det flyder med viden – og ikke mindst sundhedsoplysning – som er let tilgængelig, samt spredes hurtigt og visuelt.

Men – norm, risiko og grundlæggende usikkerhed? Hvad gør det ved os? Og ved vores sunde fornuft? Mødrenes udsagn i dén forbindelse var tankevækkende: ”Jeg kan godt li’ at vide, hvor han er henne sådanne kilomæssigt. Fordi én ting er, hvad jeg tror, jeg observerer på hans krop, når jeg nu skifter ham. En anden ting er, hvad der så er realiteten”.

Generelt var den grundlæggende usikkerhed meget tydelig: ”Jeg tror, det er sådan et moderinstinkt. Man vil så gerne kontrollere. Og vægten er sådan en indikator for, at dit barn får den næring, dét skal ha’! Hvis vi ikke andet end kan bruge snusfornuften og kigge på, at du ser sund og rask ud. Så kan det være godt at kigge på vægten og se, at det går den rette vej. At kigge på barnet er jo din mavefornemmelse. Men det er jo ikke fakta. Fakta det er vægten!”

Forhandling af identitet

 

Mange antropologer er optaget af idéen om sundhed som et socialt konstrueret fænomen. Men hvad gør sådanne konstruktioner? Den canadiske filosof, Ian Hacking, beretter om ’looping-effekter’, at vi mennesker hele tiden ’looper’ på den viden, som vi får. Vi forholder os konstant til viden, hvormed denne ligesom er med til at forme os. Hacking betegner processen som en slags ’making-up people’ og problematiserer dét, at først i det øjeblik vi har et begreb at forholde os til, bliver det tydeligt for os. Gennem viden skabes nye normer. Looping-effekt betyder således, at klassifikationer forandrer den måde, hvorpå mennesket tænker og ser sig selv – vi forhandler vores identitet med omverdenen (Hacking 1992).

Tilbage til Generation Y, så resulterer deling af vægt på de sociale medier og efterfølgende sammenligning i en normforstærkning. Herom fortalte mødrene konsekvent om deres brug af Terminsgrupper på Facebook: ”Det dér med, hvor gamle de er, hvad de vejer, og hvor lange de er. Det har vi da snakket meget om. Og vi har også sådan nogle opdateringer hver anden måned, hvor vi lægger billeder op”. En anden mor fortalte ærligt: ”Det kan godt skabe sådan lidt uro også. Fordi man sammenligner”.

Vi skaber os selv og de normer, som vi skal leve op til – gennem sundhedsoplysning og ’normalkurver’. Og i sidste ende har det konsekvens for vores selvidentitet. En mor til en lille pige, som hele tiden havde ligget under gennemsnittet på kurven, fortalte ærligt: ”Jamen, man får da ondt i maven… På et tidspunkt følte jeg da, at jeg gjorde noget forkert”.

Vægt – et symbol på den gode mor…?

 

Den britiske socialantropolog, Richard Jenkins, er netop meget optaget af begrebet selvidentitet. Han henviser til den proces, at individets værdier frigøres fra personen og præger gruppen med konsekvens for det samfund, som vi lever i. Omvendt optager individet også normer og værdier fra sin omverden, hvorefter de integreres som en del af personligheden. Processen former os derfor som enkelte mennesker (Jenkins 2006).

Interessant er det at inddrage Jenkins’ tanker om personlig identitet og se på, hvordan mødrene konkret opfatter vægt i forhold til egen identitet som mor: ”Jeg tror, at man somme tider godt kan blive bedømt på, om man er en god mor, ud fra vægt”, forklarede en mor eftertænksomt. En anden relaterede vægten direkte til dét at være ’god nok’ som mor ved at sige: ”Det betyder, at man kan leve op til dét, som barnet har brug for. Og så ved man jo, at man er go’ til at lytte til ens barns behov… Man måler og vejer også sig selv på en måde…!”

Hverdagslivets rollespil

 

Inspireret af den canadiske sociolog, Erving Goffman, vender jeg nu tilbage til Åbent Hus som rammen – eller scenen – hvorpå hele ’forestillingen’ omkring vægt udspiller sig. Med teatrets verden som metafor forklarede Goffman, hvordan vi mennesker præsenterer os selv med henblik på at ’performe’ den rigtige rolle – i dette tilfælde rollen som ’den gode’ og ’den rigtige’ mor’. Vi ’gør’ forskelligt i tid og rum (Goffman 1959).

Åbent Hus kan måske betragtes som den ramme, hvor det er muligt at iscenesætte sig selv på ’den rigtige måde’? En vægt hører med – det er normen. En mor fortæller om dét at træde i eksistens på ’den rigtige måde’: ”Jeg tror ikke, jeg har hørt om nogen, der ikke har fået målt og vejet deres barn”. Det hører med, når mødrene kommer i Åbent Hus – det er en del af kulturen og dét at være en god og ’rigtig’ mor.

Med diskursanalysen var Foucault den første, der fik idéen om, at måden vi snakker om tingene på, betyder noget. Sproget skaber en bestemt forståelse af et fænomen. En mor fortæller om hendes oplevelse med måden, hvorpå mødre taler om vægt: ”Selvom man ikke vil ha’, at det skal påvirke én, så gør det, fordi man ved, at det påvirker alle andre… Så er jeg også nødt til at forholde mig til det”. Undersøgelsen viste helt klart, at vægt betragtes som et vigtigt parameter, primært i forhold til barnets sundhed, men sekundært også i forhold til den enkelte mors selvidentitet.

Men hvad er sandheden om det gode og det sunde liv? Er vi på vej mod en verden, hvor alt bliver sundt, sundere – helt sygt…? Antropologien bidrager med gode og brugbare begreber ’at tænke med’. Det interessante er en kulturanalyse, samt at stille spørgsmål ved blot ét fænomen – vægten – og så se, hvor megen ny viden en velkendt verden rummer. Kan vi som sundhedsplejersker ta’ denne viden med os, og implementere den i vores fremtidige tilgang til vægt, ikke alene i Åbent Hus, men også i andre sammenhænge…?

 

Reference

 

Bourdieu, Pierre (1997): Forms of Capital. In Halsey et al. Education: Economy, Culture and Society. Oxford University Press.

Conrad, Peter (2007): The Medicalization of Society – On the Transformation of Human Conditions into Treatable Disorders. The Johns Hopkins University Press.

Foucault, Michel (1982): The Subject and the Power. Critical Inquiry 1982.

Giddens, Anthony (1996): Modernitet og selvidentitet. Hans Reitzels Forlag, København.

Goffman, Erving (1974): Frame Analysis. An Essay on the Organisation of Experience. Northeastern University Press.

Goffman, Erving (1959): The Presentation of Self in Everyday Life. New York. Doubleday Anchor Books.

Hacking, Ian (1992): “World Making by Kind-Making: Child Abuse for Example”. I:

Hvidtfeldt, Karen & Charlotte Kroløkke (2016): Sund, sundere – helt sygt. Samfundslitteratur 2016.

Jenkins, Richard (1996): Social Identity. Oxon & New York: Routledge.