At have et ben i flere lande og kulturer

Forfatter: Mathilde Hermansen, sygeplejerske og kandidat i klinisk sygepleje

Fotograf: Adobe Stock

En case- og erfaringsbaseret artikel fra Indvandrermedicinsk klinik

Sundhedsplejersken kan enten via kontakten til familien i hjemmet eller via skolesundhedsplejen være opmærksom på navigationen mellem flere kulturer. Kan man støtte den unge eller den nybagte mor i at finde en balance, kan det reducere antallet af konflikter og hjælpe til at give den enkelte en bedre forståelse af, at man godt kan være et mix af flere kulturer på en gang og samtidig lykkes som menneske eller mor.

 

Baggrund

Migration – enten frivillig eller tvungen – har altid været en del af den menneskelige historie, men tiltagende krige, interne konflikter og personlige forfølgelser har i de senere år medført massive flygtningestrømme. FN anslår, at der i disse år er mere en 50 millioner flygtninge på verdensplan.(2) I Danmark har vi i perioden 1956-2014 modtaget omkring 200.000 flygtninge og familiesammenførte. De største grupper stammer fra Irak, Afghanistan, Syrien, Libanon (statsløse palæstinensere) og Somalia.(4, 5)

Formål

Ovenstående medfører, at en gruppe mennesker i Danmark lever et liv mellem flere lande og kulturer. Det at skulle navigere og mere eller mindre at have et ben i hver lejr, kan ifølge litteraturen medføre konflikter, usikkerhed og splittelse mellem individer, familier og det omkringliggende samfund. (6-8) Derudover kan tilgange og opfattelser af kultur føre til stereotypisering, stigmatisering og misforståelser i mødet med det danske sundhedsvæsen. (9-11) Formålet med denne artikel er igennem cases og erfaringer fra mere end 1.700 patientforløb på Indvandrermedicinsk klinik i Odense, at belyse, hvad det vil sige at leve et liv mellem flere lande og kulturer, og hvilken betydning det kan have for mødet med sundhedsplejersken.

Præsentation af cases

Nada er født og opvokset i Irak med sine forældre og to ældre brødre, som begge blev dræbt af regimets soldater. Af frygt for at Nada blev tvangsgift med en højerestående militærmand besluttede forældrene at sende hende ud af landet, da hun var 16 år. Efter et mislykket ægteskab lever hun i dag alene med sine tre små børn. Nada har udviklet PTSD som følge af oplevelser i hjemlandet, men klarer sig i hverdagen. Hun har kontakt til sine forældre i Irak, men har i Danmark ingen familie ud over en gammel moster. Adam er født i Somalia, men flygtede sammen med sine forældre og søskende ud af landet pga. krig og forfølgelse, da han var omkring 8 år. Han har dermed haft det meste af sin opvækst i Danmark. Han bor alene og ser sine forældre og søskende sporadisk. Efter 9. klasse har han flere mislykkede uddannelsesforløb bag sig, han oplever tiltagende isolation og har svært ved at finde sin plads i familien og samfundet. Han har en del fysiske lidelser, som han har været til talrige undersøgelser for – dog uden, at det har hjulpet.

Posttraumatisk stress disorder (PTSD)

Posttraumatisk stress disorder (PTSD) er en relativt langvarig og af og til kronisk tilstand. Den kan opstå efter alvorlige katastrofeagtige psykiske belastninger. Dette kan være ulykker, krig, katastrofer og overgreb. Lidelsen kendetegnes ved stadig genoplevelse (flashbacks) af den skræmmende hændelse både i vågen tilstand og ofte også som mareridt. Man forsøger at undgå situationer eller lignende som minder om hændelsen. Mange er plaget af irritabilitet, søvnproblemer, koncentrations- og hukommelsesbesvær og humørsvingninger (3).

Kulturbegrebet

Ordet kultur betyder ”at dyrke” og beskrives i nudansk ordbog således: ”Begrebet kultur er i dag det mest uhåndgribelige af alle. I daglig tale tillægges det en lang række betydninger, der tilsyneladende er indbyrdes modstridende. Det kan referere til et menneske af dannelse, et menneske, der har kultur, altså er kultiveret; men det kan også i neutral forstand beskrive reglerne for en nærmere angivet gruppes adfærd.”(12) På trods af diskussioner om, hvad begrebet egentlig refererer til, er mange forskere i dag enige om, at kultur ikke er et statisk begreb. I denne artikel anvendes et dynamisk perspektiv med inspiration fra den svenske antropolog Ulf Hannerz. Han beskriver kultur, som noget der forandrer sig i takt med, at konteksten ændres for de mennesker, der befinder sig i den, og som skaber den. Ifølge Fangen,(6) som har interviewet unge med somalisk baggrund, lever de unge i et mix af kulturer, hvor de har en kultur med sig, når de er sammen med andre unge og en anden, når de er sammen med familien. Et ungt menneske lever i en opbrudstid, hvor det blandt andet handler om, at den enkelte skal finde sine egne ben at stå på. Har man traumatiske oplevelser bag sig, eller har man svært ved at finde en balance mellem flere kulturer, kan det være svært. Adam har svært ved at finde ud af, hvad han vil og har trukket sig fra det sociale liv og udtaler ”I mine venners øjne er jeg en taber.” Han har lært, at man ikke taler om sine følelser og tanker, og derfor har han i mange år faktisk haft det rigtig skidt, fordi han har troet, at det var hans egen skyld, at han ikke kunne tage sig sammen og få færdiggjort en uddannelse. Sundhedsplejersken kan enten via kontakten til familien i hjemmet eller via skolesundhedsplejen være opmærksom på navigationen mellem flere kulturer. Kan man støtte den unge eller den nybagte mor i at finde en balance, kan det reducere antallet af konflikter og hjælpe til at give den enkelte en bedre forståelse af, at man godt kan være et mix af flere kulturer på en gang og samtidig lykkes som menneske eller mor.

 

At have et ben i flere lande og kulturer

Erfaringer fra samtaler med patienter viser, at der er flere faktorer på spil, når man som menneske skal forsøge at finde en balance mellem flere lande og kulturer. Alder, da man rejste fra hjemlandet, og hvor mange år man har levet i Danmark, kan få betydning. Nada var ung, da hun kom til Danmark, og hun har levet lige mange år i Danmark og Irak. Hun er opmærksom på, at hendes børn vokser op i et land med en kultur, som på mange måder adskiller sig fra den, hun har været vant til under sin opdragelse og hun er åben for at kombinere det bedste af de to lande i opdragelsen af hendes børn. Denne åbenhed har hun fra sine forældres opdragelse, men også igennem sparring med personale på IMK og sundhedsplejersken. Hendes mand kom først til Danmark i forbindelse med ægteskabet og var ældre end hende, så han havde svært ved at forene forskellene, hvilket medførte konflikter i ægteskabet. En anden faktor er ifølge den amerikanske sygeplejeteoretiker Meleis transitioner, hvilket betyder, at man i forbindelse med overgangsritualer som fx at blive gift, blive mor eller blive ramt af sygdom, gennemgår en proces for at gå fra en status til en anden.(8) Da Nada skulle giftes, bad hun sine forældre om hjælp til at finde en ægtemand, da hun ikke havde noget netværk i Danmark og dermed ikke kunne finde tryghed i de vaner og traditioner, hun var vokset op med. Ægteskabet ender desværre i en ulykkelig skilsmisse. Her er det vigtigt, at man som sundhedsplejerske er opmærksom på at få den enkelte mors livshistorie og forsøger at forstå de udfordringer et liv mellem to lande, og kulturer kan medføre. Og dermed baggrunden for, at fx Nada træffer valg om en ægtemand fra hjemlandet på trods af, at hun har boet i Danmark i flere år. Men også, at sundhedsplejersken giver hende sparring til at træffe valg i konfliktfyldte situationer.

Adam er kommet til Danmark som barn sammen med sin familie. Han har voldsomme oplevelser med sig fra hjemlandet, men gennemfører folkeskolen og har mod på at videreuddanne sig. Han var i skolen en af de stille elever, som gik i et med væggen og derfor ikke påråbte sig opmærksomhed. På trods af, at han havde familien i nærheden, følte han sig meget ensom og er ked af det. Ved de første samtaler på klinikken havde Adam sine fysiske gener i fokus, men i takt med, at relationen opbygges igennem en tillidsfuld og anerkendende kommunikation, spørges der ind til livshistorien. Her fortæller han blandt andet for første gang om sine oplevelser fra barndommen, og det viser sig, at han har mange symptomer på PTSD. Adam fortæller, at man i hans familie ikke taler om fortidens oplevelser. Med et fokusskifte fra fysiske til psykiske lidelser og en forståelse af, hvordan Adams liv har formet sig, åbnes der op for, at Adam får en bedre forståelse for sin egen livssituation. At hans ”flod” har snoet sig på en måde, der giver ham udfordringer, men også hvordan han kan bruge sine erfaringer mere positivt og fremadrettet. Under en samtale kommer det også frem, at han ofte passer sine yngre søskende og elsker at være sammen med børn.

Denne viden kan bruges til en snak om hans uddannelsesmæssige ønsker for fremtiden og finde og bruge hans ressourcer til måske også at hjælpe andre børn i lignende situationer. Familien har stor betydning for, hvordan vores liv former sig, og hvilke beslutninger vi træffer. Et svensk studie (7) med fokus på livet i eksil for somaliske flygtninge peger på familien som både en fremmende og hæmmende faktor for navigationen mellem flere lande og kulturer. Familien giver tryghed, men kan også give anledning til brud, diskussioner og fastholdelse i traditioner og normer, som nogle familiemedlemmer føler sig fastlåst i. Fx som i Adams situation, hvor han finder glæde ved at være sammen med sine yngre søskende, men også en familie, hvor der aldrig er blevet talt om, hvordan man har det. Her er det vigtigt, at sundhedsplejersken tør stille spørgsmål om, hvordan familielivet fungerer – men også er opmærksom på, hvordan den unge navigerer i dette.

Hvad kan I gøre?

Når sundhedsplejersken møder mennesker, som har et ben i flere lande og kulturer, er det vigtigt at være opmærksom på egne fordomme og ikke med det samme anlægge en kulturel analyse af det andet menneske, før man har lært vedkommende at kende, idet der med dette perspektiv er risiko for stereotypisering og en forventning om den anden, som måske slet ikke stemmer overens med det enkelte menneskes liv. Det kan resultere i, at problemer eller ressourcer overses. Kompleksiteten i det enkelte menneskes livshistorie og kulturers foranderlighed, som denne artikel beskriver, bør i stedet træde i forgrunden.

Sundhedsplejersken skal støtte den enkelte i ikke at se de flere lande og kulturer som modpoler, men at den enkelte skal finde og bruge det bedste fra begge. Man er aldrig et hundrede procent det ene eller det andet, men er, som en patient fra klinikken udtrykte det: ”Jeg er hverken enten eller, jeg er både og.”