Guide til Flygtningeforældre

Forfatter: Mathias Vallentin Wehde

Fotograf: Privat

Røde Kors har sammen med den norske asyloperatør HERO, det norske Senter for Krisepsykologi, og de to børnepsykologer Atle Dyregrov og Magne Raundalen udgivet en guide til flygtningeforældre gennem støtte fra Egmont Fonden.

Når migrationen sætter sine spor

Ankomsten og den herpå følgende tilpasning til livet i et nyt samfund kan for mange flygtningeforældre og deres børn opleves som udfordrende, hård og kompliceret på trods af den samtidige glæde ved at have fundet sikkerhed. Mange af disse familier har på deres flugt fra hjem og vante omgivelser måttet træffe svære valg, skullet indstille sig på en uforudsigelig fremtid og ikke mindst gennemgået traumatiske oplevelser. Når hverdagen herefter indtræffer i det nye samfund, er det ikke unaturligt, at børnene fortsat kan være påvirket af omvæltningerne. Dette kan bl.a. føre til koncentrationsbesvær, søvnproblemer, social isolation, pludselige følelsesladede udbrud, fysisk ubehag m.m., reaktioner der kan være svære at håndtere og bearbejde for både børnene og forældrene, som ligeledes kan være mærket. I disse svære situationer bliver forældrenes rolle som det understøttende og tryghedsskabende forankringspunkt i familien ekstra vigtig, for at sikre den bedst mulige trivsel og udvikling for børnene.

Med ønsket om at styrke flygtningeforældrenes kompetencer og viden på deres børns reaktioner, har Røde Kors med midler fra Egmont Fonden og i et tæt samarbejde med det norske Senter for Krisepsykologi, to af verdens førende børnepsykologer Atle Dyregrov og Magne Raundalen og den norske asyloperatør HERO, udviklet en guidehåndbog og tilhørende app indeholdende råd, vejledninger og information til forældrene.

Mathias Vallentin Wehde

Mathias er uddannet kandidat i geografi & geoinformatik fra Københavns Universitet tilknyttet Røde Kors Asyl som virksomhedspraktikant. Mathias beskæftiger sig inden for projektarbejde på asyl- og integrationsområdet med fokus på markedsføring og evaluering af ’Guide til Flygtningeforældre’.

Udvikling og behov

Guiden er blevet testet af voksenundervisere og informationskonsulenter på seks forskellige asylcentre i Danmark og Norge, og både undervisere og asylansøgere har givet guiden positive ord med på vejen. I Røde Kors glæder asylchef Anne la Cour sig over det værdifulde projekt og siger, ”Forældreguiden kan være med til at forbedre livet og hverdagen for familier i asylfasen. Vi kan ikke ændre på, at forældre og børn har oplevet forfærdelige ting i deres hjemlande og under flugten, men igennem dette kan vi støtte forældrene, sådan at børnene og hele familien får bedre mulighed for at trives.”

Især er det udviklingen af guiden på baggrund af bl.a. Røde Kors’ fagpersonales erfaringer og oplevelser, som asylchef Anne finder værdifuld ”Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet bidrage til guiden med de mange erfaringer, som vores personale på asylcentrene har med at læse og forstå flygtningebørns reaktioner.”

At give forældrene information og konkrete redskaber til, hvordan de bedst muligt kan støtte og skabe tryghed for deres børn, har været grundlæggende for Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, der ligeledes siger, ”Særligt børnefamilier er sårbare under flugten og ankomsten til et nyt land. Børnenes liv er præget af stor usikkerhed og deres forældre er ofte selv i krise og kan have svært ved at understøtte børnenes behov. Vi vil gerne bidrage til at hjælpe børnene i den akutte situation, og her ser vi guiden som et effektivt værktøj. Den hjælper forældrene til selv at hjælpe deres børn.”

Fra asylfasen til den bredere integration

I sin oprindelige form var guiden udarbejdet til flygtningeforældre i asylfasen, hvor den blev anvendt og undervist i på asyl- og modtagecentrene i Røde Kors-regi samt på de kommunalt drevne centre. Afledt af positive resultater på centrene fik guiden hurtigt luft under vingerne, hvor den spredte sig til kommunerne og fik fodfæste i integrationsarbejdet. Den positive udvikling omkring guiden, og dens potentiale som et redskab for personer med flygtningebaggrund, medførte, at den oprindelige version, der var rettet specifik mod asylfasen, blev revideret til en generel guide rettet mod flygtningeforældre uafhængig af hvorvidt de befandt sig i asyl-, integrations- eller udrejsefasen.

Som følge heraf er Røde Kors indgået i en opsøgende dialog med en lang række af aktører på asyl-, flygtninge- og integrationsområdet rundt omkring i landet, i bestræbelser på at få guiden integreret bredere i kommunernes arbejde med flygtningeforældre og deres børn.

En af dem, som har haft guiden tæt under huden er Røde Kors’ sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen, der har anvendt den i sin praksis på Center Sandholm, hvor hun har haft sin daglige praksis gennem flere år. Her har guiden fungeret som en del af modtagesamtalerne med forældrene, der har udtrykt glæde over den genkendelighed de finder mellem indholdet og deres børns reaktioner. En positiv modtagelse, der bunder i at ”forældre er interesseret i, at deres børn har det bedst muligt, uanset hvor i verden de er og i hvilken situation. Så det er rigtig positivt,” understreger Jytte Jensen. Ligeledes tillader audio-guiden, der er en del af app-versionen, at gruppen af forældre, der er analfabeter, også kan bruge den, hvilket Jytte ser som en stor styrke. Selvom guiden tager fat på mange af de samme emner og fokusområder, der bliver arbejdet med blandt sundhedsplejersker, glæder Jytte sig over, at der nu foreligger et konkret materiale med bred appel, ”Lige i starten, da jeg læste om emnerne, tænkte jeg, at det var lige nøjagtigt det, vi snakker med forældrene om. Men det er dejligt, at det er blevet mere bredt, så det ikke kun er os, der snakker med forældrene om sådan nogle ting, om de svære ting i livet.” Guide til Flygtningeforældre kan derfor ses som et materiale, der også kan tages i brug i andre sammenhænge end de, der foregår med sundhedsplejersker. Det er med andre ord et alment opslagsværk, der giver baggrundsviden til både forældre såvel som til fagpersonale i andre fag, hvor der er direkte dialog og kontakt mellem medarbejdere, forældrene og deres børn. Afslutningsvis fremhæver Jytte også de perspektiver guiden åbner op for internt i familierne, ”Guiden lægger op til dialog i familien, at forældrene kan snakke med børnene og få nogle gode idéer til, hvordan de kan få taget hul på nogle af de svære emner.”

Guide, app og e-læringskursus frit tilgængeligt

Guide til Flygtningeforældre er inddelt i fire overordnede temaer med fokus på forskellige områder vedrørende rollen som forældre i relationen med barnet samt forældrene imellem. De fire temaer er

  • Reaktioner på dramatiske livsbegivenheder
  • Råd om forældrerollen
  • Råd fra forældre til børn
  • Egenomsorg

I alt foreligger guiden på 9 forskellige sprog, der foruden dansk tæller arabisk, engelsk, farsi, kurdisk sorani, norsk, russisk, somali og tigrigna.

 

Ud over den fysiske version i papirhåndbog foreligger Guide til Flygtningeforældre også som app med en integreret audio-guide, der retter sig mod analfabeter eller de forældre, hvor teksttungt materiale kan virke uoverskueligt at komme igennem. Der er ligeledes udarbejdet et e-læringsprogram til undervisere, der ønsker at introducere guiden til kollegaer. Det samlede materiale, herunder guide, app og e-læringskursus er stillet gratis til rådighed for alle, der arbejder med flygtningeforældre eller finder indholdet oplysende og interessant på Røde Kors’ hjemmeside

Derudover kan guiden bestilles i fysiske eksemplarer fra mailadressen parentguide@redcross.dk

For yderligere information om Guide til Flygtningeforældre kan kontakt rettes til strategi- og udviklingschef i Røde Kors, Kasper Koch, kpk@redcross.dk, 2276 2525, eller professor Atle Dyregrov, atle@krisepsyk.no, (+47) 9055 2077.