Den vigtige følelsesmæssige omsorg i vuggestuen

Forfatter: Thomas Gitz-johansen, cand.mag.ph.d., lektor, Center for Daginstitutionsforskning, Roskilde Universitet

Fotograf: Adobe Stock, Randi Gitz-Johansen

Thomas Gitz-johansen, cand.mag.ph.d., lektor, Center for Daginstitutionsforskning, Roskilde Universitet

I januar 2016 startede jeg et forskningsprojekt ”At Ha’ Det Godt”, sammen med tre kolleger, Kim Rasmussen, Niklas Chimirri og Pernille Juhl. Vi ville sætte fokus på, hvordan børnene har det i vuggestuen og børnehaven, og hvad der skal til for, at de har det godt. Jeg undersøgte selv en vuggestue, hvor jeg over godt et år ville lave observationer blandt de yngste børn i en vuggestue. Planen var, at jeg ville undersøge den følelsesmæssige og psykologiske side af hverdagslivet i vuggestuen, fordi et lille barn ikke kun har fysiske behov så som mad, drikke, renlighed og søvn, men det har i meget høj grad også behov for følelsesmæssig og psykologisk omsorg. Fokus var derfor på børnenes følelsesmæssige tilstande (”hvordan har de det?”), det følelsesmæssige klima i vuggestuehverdagen og interaktionen med og relationerne til de voksne.

Det er dog ikke en simpel ting, at forske i helt små børns følelser, for de kan ikke selv sætte ord på dem. Jeg var på det tidspunkt i gang med en uddannelse til psykoanalytiker ved Jung Instituttet i København, og havde her fået uddannelse i den metode, der hedder spædbarnsobservation. Denne metode bruges til at få en fornemmelse af spædbørns indre liv. Jeg besluttede mig derfor for at bruge denne metode til at udforske det følelsesmæssige liv og samspil i en vuggestue.

Jeg startede observationerne i en vuggestue blandt den yngste gruppe børn, der var 6 til 18 måneder gamle. Den hverdag, som jeg mødte, var helt tydelig præget af børnenes stærke behov for tryghed, trøst, tilknytning, indlevelse og nærvær, og af at voksne var travlt optaget med at trøste, holde om, gøre tryg, berolige, og kramme børnene. Det var tydeligt, at livet i vuggestuen kan være krævende for børnene, særligt i de første uger og måske måneder, og derfor gør de voksne i vuggestuen et kæmpe stort arbejde for, at give børnene den nødvendige omsorg; de holder om, opmuntrer, beroliger, sidder med, leger med, synger for og stiller sig på andre måder til rådighed for børnenes behov. Dette omsorgsarbejde kunne se ud som i denne situation, hvor der skal meget til for, at et barn er trygt og kan lege selv. Pigen Marie er her 8½ måned gammel:

Marie, der sidder i en hængegynge, begynder at græde. Hendes primærpædagog, Malene, er ved at skifte ble på et andet barn, så pædagogmedhjælperen Trine skynder sig hen til Marie. Trine gynger Marie lidt mere energisk, men denne stimulation er ikke nok til at aflede hende fra at græde. Trine stikker også en pude ned bag Maries ryg, for hun synes, at hun sidder og synker sammen, siger hun. Men det hjælper heller ikke, for Marie græder stadig. Jeg mærker en mild panik i kroppen; det sætter alarmsignaler i gang i mig, når et barn græder i nærheden. Trine giver Marie noget legetøj af farvet plastik, men hun græder og græder, og bliver ikke interesseret i legetøjet. Så er Malene færdig med at skifte ble, og hun skynder sig hen og tager Marie op ad gyngen. Hun tager hende op til sig og trykker hende ind til sin krop og ansigt og siger beroligende lyde og “shyyyy”, mens hun går lidt vuggende rundt. Efter lidt tid holder Marie op med at græde, og hun sidder nu i Malenes favn og ser mest af alt ret træt ud. Det er også ved at være hendes sovetid. Malene henter en barnevogn og sætter Marie op i den. Hun græder nu kun en smule, og Malene giver hende et stykke farvet legetøj, som det lykkes hende at gøre hende interesseret i. Malene skal dog skifte et andet barn, så hun kører barnevognen hen foran døren til puslerummet, så Marie hele tiden kan se hende. Siddende i sin barnevogn, omgivet af en dyne og en beskyttende kaleche, suttende på sin sut og med frit udsyn til sin primærpædagog giver Marie sig til at undersøge legetøjet, og hun sidder et godt stykke tid og leger med det. Der skal altså en god portion af omsorg og tryghed til, før hun kan begynde at lege.

I vuggestuen oplevede jeg altså en hverdag, der var ekstremt præget af børnenes helt grundlæggende følelsesmæssige behov så som behovet for tryghed, tilknytning, trøst, opmuntring, beroligelse. Der var børn, der græd, børn, der skulle trøstes, børn, der ikke ville sove, børn, der så ud til at savne deres mor og far, børn, der var småsyge og havde brug for ekstra omsorg, børn, som når de var trygge og glade, begyndte at lege og udforske verden med en voksen siddende i nærheden, og børn, som i løbet af det år, jeg kom i vuggestuen, udviklede sig til at virke trygge og glade i vuggestuemiljøet og blandt de voksne, som de kender, er trygge ved og føler sig knyttet til. Jeg oplevede også, at de voksne pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter hver dag arbejdede hårdt for, at disse basale behov blev opfyldt. De brugte deres stemmer til at berolige og opmuntre, deres kroppe til at trøste og give tryghed, de brugte alt, hvad de havde af dyner, sutter, musik, mad og legetøj, til at trøste og opmuntre børnene, eller til at få dem til at sove. I de bedste øjeblikke (særlig når der var personale nok, ikke for meget sygdom blandt børn og voksne, ikke for mange små børn, der skulle indkøres, og ingen stress fra trusler mod institutionens økonomi). I disse situationen kunne de voksne sætte lege og aktiviteter i gang, eller de kunne ”blot” fungere som tryg base og bare være i nærheden af de legende og udforskende børn, så de altid kunne opsøges eller selv gribe ind, hvis et barn blev ked af det eller lige havde brug for lidt opmærksomhed. I dette eksempel er det en pædagogmedhjælper, der er ”tryg base” for børnene ved ”blot” at sidde og være tilgængelig, modtagelig for indtryk og god til at være i samspil med børnene:

På en madras på gulvet sidder pædagogmedhjælperen Kirsten. I hele den time jeg er der, sidder Kirsten samme sted og i samme stilling. Hun sidder på madrassen med ryggen lænet mod sofaen med benene strakt ud foran sig. I hele den time sidder hun og tager imod de børn, som kommer hen til hende. Hun virker som et trygt sted at være, at komme hen til og at bevæge sig væk fra igen. […] Jeg lægger også mærke til Kirstens samspil med børnene. Børnene kommer ofte med noget legetøj i hænderne, som de rækker frem mod Kirsten. For eksempel en lille tøjkanin. Kirsten tager imod disse “gaver”, og hun spærrer øjnene lidt op, som om det er noget rigtigt spændende, der sker. Børnene kvitterer med at smile eller grine, og måske går Kirsten ind i en lille leg med dem, f.eks. ved at lave et lille spil mellem den fremrakte tøjkanin og en anden lille bamse, som Kirsten holder. Kirsten lader ikke til at kede sig, men hun lader til at holde af at sidde der med flere børn kravlende rundt på sig og omkring sig, og hun lader ikke til at have besvær med at virke begejstret og glad, når de rækker et eller andet stykke legetøj frem mod hende.

Jeg er ikke selv børnepsykolog eller udannet i børnepsykologi, så mens jeg observerede vuggestuen måtte jeg prøve at finde relevante teoretiske begreber, der kunne sætte ord på de situationer og de tilstande, som udfoldede sig blandt børnene og i samspillet med de voksne. Jeg opdagede undervejs, at der findes et relevant fagligt sprog i tilknytningsteorien, selvom denne teori i dag ikke fylder ret meget på vuggestueområdet. De teoretikere, som jeg har brugt, er en blanding af psykoanalytikere, børnepsykologer og neuropsykologer: John Bowlby (tilknytning, en tryg base), Peter Fonagy (mentalisering), Donald Winnicott (”holding”, den primære moderlige optagethed), Daniel Stern (intersubjektivitet, affektiv afstemning), Alan Schore (affekt regulering) og Isabel Menzies Lyth, der inddrager den institutionelle konteksts betydning for det følelsesmæssige samspil. Når jeg valgte disse teoretikere og deres begreber, var det fordi, deres iagttagelser af spædbørns og småbørns behov og følelsesmæssige samspil med deres forældre passede godt til at beskrive det liv og den hverdag, som jeg så i vuggestuen.

Noget, der er kommet ud af dette projekt, er en fornemmelse af, hvor vigtigt det er, at det pædagogiske arbejde med vuggestuebørnene retter sig mod børnenes følelsesmæssige og psykologiske behov. Mærkelig nok fylder behovsbegrebet tilsyneladende ikke særlig meget på daginstitutionsfeltet i dag. Måske er det fordi, vi er blevet mere vant til at tænke fremad og tænke i målsætninger, og når man arbejder med behov, er man rettet mod, hvad barnet udtrykker og har brug for her-og-nu. I mit kapitel i bogen “Har du det godt?” (under udgivelse) uddyber jeg, hvad jeg mener med behovsbegrebet, og hvordan det hænger sammen med omsorgsbegrebet.

Hvis man arbejder ud fra barnets behov, må man som professionel bestræbe sig på at aflæse, hvordan barnet har det, og hvad det i situationen har brug for for at have det godt. Man kan sige det sådan, at det er et forsøg på at indstille sig på barnets perspektiv: ”Hvad giver barnets lyde og kropssprog udtryk for lige nu, og har det brug for noget, som jeg kan give det?” En stor del af min opgave som observatør handlede netop om at sidde og prøve at opfange barnets signaler og at prøve at forestille mig, hvordan barnet havde det i situationen, og hvad det evt. kunne have brug for. Jeg fulgte især fire piger, og det viste sig, at disse fire piger var meget forskellige, og de havde brug for noget forskelligt fra de voksne i vuggestuen: En havde et næsten umætteligt behov for trøst og omsorg. En anden havde brug for selv at kontrollere sit samspil med omverdenen og længe blot at betragte de andre i vuggestuen, men i visse situationer havde hun brug for, at de voksne kunne se hendes behov for støtte og hjælp. En tredje pige var ret stille og lidt genert og gik meget for sig selv, og hun havde brug for, at man kunne sidde tålmodigt og vente på, at hun var klar til at tage kontakt, men at man så til gengæld var helt tilstede i kontakten. En sidste pige havde jeg vanskeligt ved at aflæse, hvilket kan tyde på et ekstra stort behov for, at nogen holder sig i ro og tager sig tid til at kunne aflæse hendes signaler rigtigt. Jeg har beskrevet hver af disse fire piger i min bog “Vuggestueliv”.

Da denne artikel bringes i tidsskriftet Sundhedsplejersken, vil jeg afrunde med nogle bemærkninger til jer sundhedsplejersker. En vuggestue er naturligvis noget andet end en familie, og samspillet mellem personale og børn er noget andet end samspillet mellem forældre og børn. Men det er værd at holde fast i, at børnenes behov jo ikke ændrer sig, fordi de flyttes fra familie og hjem til vuggestuen. Derfor vil jeg tro, at der i vuggestuen kan være plads til sundhedsplejerskernes viden og kompetencer, som bl.a. omfatter kvaliteten af det tidlige samspil mellem forældre og børn. Set fra mit perspektiv vil det være meget positivt, hvis sundhedsplejersker på en tryghedsskabende, indlevende og understøttende måde kan bidrage til at udvikle vuggestuer i retning af at være gode omsorgsmiljøer, hvor børn og voksne kan blive mødt og imødekommet i deres fysiske, følelsesmæssige og psykologiske behov.

Bøger

Bogen ”Vuggestueliv: Omsorg, Følelser og Relationer” af Thomas Gitz-Johansen er udkommet januar 2019 på forlaget Samfundslitteratur.

Bogen ”Har du det godt?” af Niklas Chimirri, Thomas Gitz-Johansen, Pernille Juhl og Kim Rasmussen udkommer i 2019 på forlaget Dafolo.